Kommunen afvist - Listeds kyst bliver fredet

NYHED | 6. NOV 2024 • 16:15
NYHED
6. NOV 2024 • 16:15

Efter et sejt gravearbejde må BRK omgøre sin beslutning

Der skulle graves dybt i arkiverne, men et dokument fra 1962 har nu dannet grundlag som dokumentation for, at Listed Kyst fortsat er fredet. Det oplyser Miljøstyrelsen i dag i et brev sendt til Bornholms Regionskommune.

Regionskommunens folk har været noget i tvivl om, hvorvidt en fredning fra 1976 er gyldig eller ugyldig. Det undrede en borgergruppe samt Danmarks Naturfredningsforening, der ikke helt forstod BRKs holdning til fredningsspørgsmålet. De sendte i januar 2024 et brev med dokumentation for, at fredningen var gyldig, men det mente regionskommunen ikke var tilfældet.

Så blev der indkaldt til borgermøde i februar. Her oplyste Bodil Bach Jensen fra juridisk service i BRK, at Miljøstyrelsen i 2018 havde vurderet, fredningsdeklarationen fra 1976 var ugyldig på grund af en ny naturfredningslov fra 1969, som gjorde, at man ikke kunne lave den type fredning.

Det var borgergruppen med Anders Elleby i spidsen dybt uenig i. Elleby havde været en tur i Rigsarkivet og fundet dokumentation for, at den oprindelige fredning gik helt tilbage til 1962; altså før den nye lov var trådt i kraft i 1969

 

BRK meldte fra

Den forklaring anerkendte regionskommunen ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Så gik Tidende ind i sagen, og dagen efter lød der nye toner fra kommunen.

Daværende direktør i BRK, Lillian Rasch Madsen, mente nu, at kommunen ikke har sagt, de ikke var interesseret i, at området var fredet.

– For vores skyld må det meget gerne blive fredet, men vores udgangspunkt har jo været, at området ikke er fredet, sagde hun.

Lillian Rasch Madsen forklarede samtidig, at det var bedre, borgerforeningen og Danmarks Naturfredningsforening selv klagede til Miljøstyrelsen over, at fredningen tilsyneladende ikke skulle være gyldig.

– Når vi ikke selv rejser fredningssagen, er det fordi, det er vanvittig tungt administrativt, sagde hun.

Så det gjorde borgergruppen og Danmarks Naturfredningsforening i forening. De sendte de samme dokumenter til Miljøstyrelsen, som var blevet præsenteret for kommunen, og 6. november 2024 kom der svar. Miljøstyrelsen havde kigget dokumenterne igennem og var kommet frem til, at det første fra 1962 gjorde, at fredningen stadig stod ved magt, eftersom det var udformet inden den nye lov i 1969.

– Det var grundigt arbejde, der førte til, at fredningen af Listed Kyst er gyldig i dag. Anders Elleby har lavet dokumentarkæologi, siger Christian Prip, næstformand for Danmarks Naturfredsforening og medlem af hovedbestyrelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT