Det storstilede projekt "Vi mødes i det grønne" begynder at tage form. Tanken er, at i alt ni nye mødesteder i naturen skal binde de fire lokalsamfund i 4-Kløver-Klyngen endnu tættere sammen. Projektet har været undervejs siden 2017, og regionskommunen har netop givet landzonetilladelse til flere af elementerne.
De aktuelle tilladelser gælder blandt andet to sheltere, en fiskebro og en udvidelse af Rø Medborgerhus. Det hele handler om at synliggøre de kultur- og naturværdier samt landskabskvaliteter, der er i og omkring Aarsballe, Klemensker, Nyker og Rø, og de nye mødesteder skal bidrage til at styrke livskvaliteten og sammenholdet blandt borgerne og inspirere flere til at gøre brug af den nære natur.
Fiskebro i Klemensker
De to sheltere skal ligge i henholdsvis Klemensker og Aarsballe. I tilladelsen fra kommunen står der meget formelt adresserne på de kommende mødesteder, men i projektmaterialet er de kendt som Mælkevejen og Billen. Det ene skal efter planen ligge i et skovbryn mellem mark og by på en gammel mælkevej i Klemensker, mens det andet skal ligge i nærheden af boldbanerne i Aarsballe.