Billigere at indsamle affald
Bo42 har 1.200 boliger og 2.000 beboere og for mange af dem, vil differentierede gebyrer og afgifter betyde en besparelse i forhold til det, de betaler i dag, mener Ebbe Frank.
Forklaringen er ifølge høringssvaret, at der i mange almene boligafdelinger er en overvægt af små boliger, som ofte bliver beboet af enlige, ældre eller studerende, og hvor der ofte kun er en borger pr. husstand. I almene boliger på Bornholm bor der i gennemsnit cirka 1,5 borgere i en husstand. I husstande i ejerboliger er der cirka 2,6 borgere, skriver Ebbe Frank.
Han gør også opmærksom på, at indkomsten i lejebolig og almene boligafdelinger typisk er væsentligt under gennemsnittet, hvorfor forbrug og dermed affaldsproduktion er betydeligt lavere end hos en gennemsnitsborger. Dertil kommer, at almene boligafdelinger med lejeboliger typisk er organiseret i boligfællesskaber med mange boliger samlet i større enheder.
"I Bo42 består en almen boligafdeling typisk af 48 boliger, hvor der er fælles affaldscontainere, og her er det nemmere og væsentligt billigere at indsamle affald. Udgiften til renovatør skønnes at være omkring 500 kroner pr. husstand pr. år mod 1.000 kroner pr. husstand pr. år for øvrige husstande med den traditionelle spandeløsning. Desuden er selve indsamlingen også væsentlig mindre omkostningstung, da de almene boligafdelinger typisk ligger i én af de otte boligbyer, hvor afstanden er kort og koncentrationen af boliger større, hvorfor der er en klar stordriftsfordel", skriver Ebbe Frank.