– Vi går ind og ringmærker ørnene én gang om året. Det er så sent på deres ynglesæson, at de ikke flytter. Men hvis mange mennesker tænker, at der ikke sker noget ved, at de går derind én gang, så der kommer en person derind hver eller hver anden dag, så flytter de. Hvis de gør det nu, vil de ikke kunne nå at lægge om, og så har de spildt et år. Det er lige nu, hvor de ligger og ruger, at de er sårbare, siger Carsten Andersen.
Tredje par på vej
I DOF Bornholm glæder man sig over en god udvikling for de bornholmske havørne.
Der har i nogle år været et ynglende havørnepar i en plantage på det østlige Bornholm, og for to år siden kom så parret på den vestlige del af øen.
– For to år siden fik de en unge, og for et år siden fik de en levende og en død unge, oplyser Carsten Andersen om havørnene nær Hasle.