Æbletræet i Listed fældet igen: 'Jeg blev frygtelig ked af det'

Æbletræet i Listed fældet igen: 'Jeg blev frygtelig ked af det'
Foto: Karen Heerfordt
NYHED | ABONNENT | 1. MAR 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
1. MAR 2024 • 05:30

Det gamle og populære æbletræ på kysten i Høl er blevet fældet endnu en gang. Et symbol på en generel hård behandling af naturen, mener listedboer.

Æbletræet på kysten i Høl har nok en gang fået en tur med motorsaven.

– Jeg kom derned mandag morgen og så, at det var sket. Jeg blev faktisk frygtelig ked af det, fordi jeg kan ikke have det, siger Karen Heerfordt, der henvendte sig til Tidende, kort efter hun så synet af det fældede æbletræ.

Hun har boet i området i det nordlige Listed med sin mand Lars i knap 10 år, men de er begge kommet der siden 1967. Og det er ikke hvilket som helst æbletræ, der nu ikke er meget tilbage af. For flere af borgerne i Listed har træet nemlig en helt særlig plads i bevidstheden.

– Det er et måske 70-80 år gammelt træ. Ældre kvinder her i Listed kan huske, når man lå og solede sig oppe ved træet eller lagde sit tøj til tørre der, fortæller Karen Heerfordt.

Ikke første gang

Kysten i Høl er fredet, og det er Bornholms Regionskommune, der står for vedligeholdelsen af området.

Og det er ikke første gang, at æbletræet har fået en hårdhændet behandling af kommunens kratrydderteam. For to år siden kunne Sanne Andersen, der også bor i området, konstatere, at træet var blevet fældet.

"Hvad pokker skal man snart gøre for at stoppe kommunens tiltagende hærværk af vores fine gamle træer og buske"? lød det i en mail fra den frustrerede listedbo.

Landskabsforvalter i Bornholms Regionskommune, Morten Bach Jørgensen, der har det overordnede ansvar, beklagede dengang det vilde æbletræs skæbne.

 

Der er ikke meget tilbage af det gamle æbletræ. Foto: Karen Heerfordt

– Det er trist, at en borger får en kedelig oplevelse. Men jeg er ret sikker på, at træet vokser op igen, sagde Morten Bach Jørgensen.

Æbletræet var da rigtig nok også kommet sig godt, forklarer Karen Heerfordt, inden det altså igen fik en tur med saven.

Morten Bach Jørgensen har også den dag i dag det overordnede ansvar, men det er ikke lykkedes at få en kommentar til, hvorfor æbletræet igen er blevet fældet. Karen Heerfordt fortæller til gengæld, at hun ikke føler sig mødt med forståelse, når hun har henvendt til kommunen.

– Der var åbenbart en mand på, som ikke var vant til at gå der, og han har så taget det. Det var et uheld, og de kunne ikke tage hensyn til et enkelt træ eller vide, hvad folk holdt af, siger Karen Heerfordt.

Et symbol på hård behandling

Ifølge både Karen og Lars Heerfordt er behandlingen af æbletræet et trist symbol på den generelle behandling af naturen i Høl.

– Hvis man kigger lidt ud over træet, er det en meget hårdhændet behandling, naturen får på kysten her. De tager for at sige det rent ud sagt revl og krat uden at spekulere over, hvad det er. Vi har forsøgt at skrive og gøre opmærksom på det, men det kaster ikke så meget af sig. Jeg synes egentlig, man på længere sigt burde tænke over, om det virkelig er rimeligt, at naturen bliver mejet ned på den måde, siger Karen Heerfordt, der suppleres af manden.

– Naturen er ikke statisk, og vi skal respektere den naturlige dynamik og tillade, at naturen udvikler sig og gør det på en måde, der fremmer biodiversiteten, bæredygtigheden og bevarelsen af økosystemerne. Strandarealerne er de sidste områder i Danmark, hvor naturen kan være nogenlunde i fred for vores indgriben, forklarer Lars Heerfordt.

Parret er generelt bekymret for den udvikling, de oplever i forhold til den bornholmske natur, som der ifølge Karen Heerfordt sker 'meget voldsomme ting med' i øjeblikket.

– Jeg spurgte, hvorfor de dog gør det så hårdt. Svaret er udsigt. Så får man bare klipper og vand. Man skal kunne køre, og man skal åbenbart ikke kunne se andet end klipper og vand.

Tidende har som nævnt uden held henvendt sig til BRK's landskabsforvalter og spurgt, om det er med i kommunens overvejelser, at æbletræet har stor betydning for flere i Listed, samt hvilke overvejelser man gør sig generelt om naturen i området og behandlingen af den.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT