100-års-hændelser som stormfloden kan ske hvert andet år i fremtiden

100-års-hændelser som stormfloden kan ske hvert andet år i fremtiden
Der var store kræfter på spil i forbindelse med stormfloden sidste efterår. Arkivfoto: Henrik Nielsen
NOTITS | 13. NOV 2024 • 08:16
Af:
Ritzau
NOTITS
13. NOV 2024 • 08:16

Stormfloden i oktober 2023 var en 100-års-hændelse. Ifølge DMI's klimaatlas kan det ske meget hyppigere.

Diger braste, havne blev ødelagt, og huse blev flere steder ødelagt, da den værste stormflod i mere end 100 år ramte de danske kyster ud til Østersøen i oktober sidste år.

Men ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kan 100-års-hændelser som den stormflod ske meget hyppigere i fremtiden.

Det fremgår af de nyeste tal i DMI's Klimaatlas, der indeholder data om fremtidige ændringer i klimaet frem mod år 2100, skriver DR.

– Med den kurs, vi har, vil 100-års-hændelser gå fra at være noget, som vi har hvert hundrede år, til noget, som vi ser hvert andet eller tredje år, siger Mark Payne, der er videnskabelig leder for Klimaatlas ved DMI, til mediet.

En 100-års-hændelse for nedbør er den nedbørsmængde, der statistisk set vil optræde én gang per 100 år i løbet af et døgn.

Det samme gælder for en vandstand, der kun når den højde én gang per 100 år.

Der tales også om 20-års-hændelser og 50-års-hændelser. Før et uvejr som det i oktober kan kaldes en stormflod, skal det som minimum være en 20-års-hændelse.

Det var tilfældet i 27 kommuner, men flere steder var vandstanden også så høj, at der var tale om 100-års-hændelser.

DMI skriver på sin hjemmeside, at det, der i dag er en 20-års-hændelse, kan komme til at ske op til flere gange om året.

Netop den udvikling har også betydning for, hvornår danskere kan få erstatning ved oversvømmelser.

For at man kan få erstatning, skal der være tale om en 20-års-hændelse. Det er Naturskaderådet, der definerer, hvornår der er tale om en sådan hændelse, på baggrund af data fra højvandsstatistikken fra Kystdirektoratet, der opdateres hvert femte år.

I juli udgav Kystdirektoratet sin nyeste statistik, hvor det fremgik, at vandstanden fremover skal være højere end tidligere, før der er tale om en erstatningsberettiget stormflod.

FÅ ABONNEMENT