Vikingernes formodede bådhuse i Salenebugten: Plads til rigtig store skibe

Vikingernes formodede bådhuse i Salenebugten: Plads til rigtig store skibe
Bådhuset – "naustet" fra Avaldsnes i Norge – er en rekonstruktion på den plads, hvor der har været en kongelige boplads og anløbsplads i vikingetiden.
HISTORIE | KULTUR | BORNHOLM | Lørdag 31. juli 2021 • 14:00
Af:
Peter Tiemroth
HISTORIE | KULTUR | BORNHOLM | Lørdag 31. juli 2021 • 14:00

Hvis museumsinspektør Finn Ole Nielsen og journalisten Svend Kramp har ret i, at der i den østlige ende af Salenebugten er spor efter to bådhuse fra vikingetiden, så har disse kunnet rumme skibe af en størrelse, der var en vikingehøvding værdig.

Verdens længste, kendte vikingeskib – det såkaldte Roskilde 6 – har været hen ved 38 meter langt – som Rundetaarn er højt. Ud fra afstanden mellem spanterne beregner man, at der har været 39 sæt af årer og altså 78 roere, og at yderligere nogle og tyve har kunne være ombord.

De formodede bådhuse i Salene har været henholdsvis 36 og 32 meter lange, så det er altså ikke i optimistjoller, at de bornholmske vikinger er stævnet ud fra øen til krigs- eller handelstogter fjernt fra de hjemlige strande.

Skibene var high tech

De lærde forklarer de skandinaviske folks strålende succes i perioden 800-1050 med en gennem generationer forfinet skibsbygningsteknik, der gav skandinaverne mulighed for merkantil, geografisk og krigerisk ekspansion.

Konger og stormænd kunne med deres hird søge udenlands på terrorlignende plyndringstogter til Frankrig, til England og til Rusland og Middelhavet. De arme englændere betalte for eksempel 100.000 kilo sølvmønter i "beskyttelsespenge" for at undgå overfald.

Især Kong Æthelred 2. blødte store summer til Svend Tveskæg for at holde sig væk. Tveskægget nappede pengene – men kom alligevel. 35.000 vikinger bosatte sig på De Britiske Øer, og her på Bornholm er der fundet mønter, som er præget i for eksempel Samarkand og Tashkent.

Mange forklaringer

Mange forklaringer er givet på, at vikingetiden fadede ud. For eksempel kristendommen, at fyrsterne og deres befolkninger i Sydeuropa blev indbyrdes alliancepartnere i stedet for mulige ofre. Eller at der ikke mere var hjemlige befolkningsoverskud til togterne.

Sidstnævnte teori var guf for den nu afdøde Ekstra Blads-journalist Pedro Christoffersen, der i 2002 djærvt selvironisk og festligt boltrede sig "Pedros Danmarkshistorie" med højsindet foragt, hvad der præcis er myter – og hvad der lader sig bevise videnskabeligt.

Erobrede verden

Udgangspunktet var undren over, at en aggressiv, voldelig og ekspansiv folkestamme som danskerne, der i tusind år beherskede en stor del af Nordeuropa, kunne gå hen og blive "Europas mest forsagte og indadvendte folk, der kævles om småting og synes, at det er de bedste i verden?"

Humoristiske Pedro morer sig med den højst anti-woke og politisk ukorrekte konklusion, at det jo netop var de bedste, der drog ud og blandt andet erobrede England. Tilbage blev kun kvinder, småbørn, svæklinge og trælle, som dagens danskere altså nedstammer fra.

Og hvad blev der så af de bedste? Ja, de blev ude, lod deres efterkommere befolke England, der siden som det britiske imperium erobrede hele verden og lagde gener til amerikanerne, som i dag er klodens ubestridte herskere.

FÅ ABONNEMENT