Tre kvinder blev for meget, så Steffen Brandt drosler ned i år

Udenfor Sæsonen-koncerterne er et af den bornholmske kulturuges flagskibe, hvor Steffen Brandt sammen med håndplukkede solister og et større backingband serverer gammel vin på nye flasker. I år er der gensyn med Signe Svendsen, og dertil kan publikum møde stjernefrøet Vilma.

Gitte Grønfeld Wille var fløjet ind fra Finland, da Udenfor Sæsonen-holdet, som det er blevet kutyme, mødtes – og ikke mindst mødte pressen – på Melsted Badehotel torsdag eftermiddag.

Og så slap vi da for alle sammen at gå rundt og sige "hvad laver Gitte egentlig?" til hinanden.

Hun var kulturkoordinator på Bornholm, da den bornholmske kulturugen blev opfundet, og omend hun i årevis har arbejdet ovre, returnerer hun altid troligt, når det går løs, og da især, når det handler om de uforlignelige Udenfor Sæsonen-koncerter.

Også selv om hun nu arbejder helt oppe i Helsinki, hvor hun står i spidsen for Nordisk Kulturkontakt.

Også Gunnar Madsen fra Dansk Rock Samråd var på plads – ikke noget med "hvor er Gunnar?" – og sagde, som han plejer, de indledende ord, og dertil var alle de andre lystige svende og svendinder også på plads, ligeledes ganske som de plejer.

Naturligvis med Steffen Brandt i spidsen, for det er jo ham, der er ankermand og sætter holdet til koncerterne, hvilket i sin essens vil sige, at han finder frem til de kunstnere eller solister, som får lov at glimre forrest på scenen under koncerterne.

Hvilket i årevis er sket med en baggrund, der nok er værd at glimre på. Ikke fordi den i ringhed gør det nemt for andre at glimre, men fordi den på glimrende vis bakker op om deres præstationer.

Vi taler det rytmiske backingband Gustaf Ljunggren (på stort set alle instrumenter i hele verden), Christoffer Møller (tangenter), Jeppe Gram (trommer) og Jeppe Skovbakke (bas) og dertil i de senere år også strygekvartetten bestående af Josefine Opsahl, Cæcilie Balling, Isabelle Bania og Josefine Weber, som ydermere er mezzosopran.

Costa del Sol

Er det stort?

Ja, det er det, og i år har Steffen Brandt indbudt Signe Svendsen, som i form af sin farmor har rødder på Bornholm og har spillet her adskillige gange – ja, rent faktisk er genganger i denne sammenhæng, men også med eksempelvis Niels Hausgaard – og Vilma, hvis borgerlige navn er Marie Vilsbøll, og som kan betegnes som et nyt frø på stjernehimlen.

Enhedslistens Niclas Fick fra Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget var her skam også og diverterede med nogle indledende ord, efter at Gunnar Madsen havde slået fast, at det så vidt han kunne regne sig frem til er den 22. koncert i rækken af Udenfor Sæsonen.

Efterår var der ikke skyggen af her på kanten af Østersøen, så det var ikke mærkeligt, at politikeren fandt anledning til at betegne vores solbeskinnede plet i verden som et nyt Costa del Sol. I øvrigt glædede han sig over kulturugen og den bredde, der er i aktiviteterne og konstaterede:

– Kulturen er her, fordi den er nødvendig.

Men som nævnt: I spidsen for de tre koncerter, hvoraf de to første finder sted i Kyllingemoderen torsdag og fredag og den tredje i Musikhuzet lørdag, finder vi Steffen Brandt flankeret af Vilma og Signe Svendsen.

Hvorfor har han mon valgt dem?

– Jeg kan starte med at citere en af dem, siger Steffen Brandt og fortsætter:

– Nemlig Signe Svendsen, som siger om Vilma: Jeg troede ikke, man lavede den slags mere. Og i Signes mund er det store ord, for hun er selv en af de store kunstnere, vi har, som har kæmpet sig hele vejen op til der, hvor hun er nu, og jeg tror, hun har set det meste. Så når hun spotter et talent og kan give hende de ord med på vejen, så er jeg tryg.

Hvad mener hun med det? At Vilmas musik er oldschool i allerbedste forstand eller hvad?

– Nej, jeg tror, hun refererer til, at Vilma er en kunstner, som allerede her i sin unge alder har fundet et udtryk, som hun er i stand til at fylde ud, og som på en eller anden måde virker om ikke voksent så velovervejet, reflekterende og grundfæstet i noget, som er der, hvor jeg synes, sangskrivning skal være.

– Man kan synge om hvad som helst, men bag ved det hele skal man kunne mærke, at der er et eller andet levet liv, et reflekteret liv, som man kan føle sig beslægtet med eller identificere sig med. Det synes jeg, man kan, selv om hun trods alt er så ung, som hun er. For eksempel går vi i øvelokalet og har talt om, at hun skal synge en af mine sange, "En sommerdag for alt for længe siden", og det gør hun så alene med sin guitar og synger den fuldstændig, som den skulle være sunget i sin tid – bare bedre, ler Steffen Brandt.

– Det er ikke enhver beskåret at kunne det. At kunne give det det liv og den dybde, som det oprindeligt var tiltænkt, det var særligt, og det var først dér, det gik op for mig, nåeh, det var dét, jeg mente dengang!

Det må have været lidt af en aha-oplevelse?

– Ja, det er nok også det, projektet lidt går ud på, at man hos sig selv og de andre finder nogle sider, man måske ikke har været opmærksom på, fordi man bare gør det, man gør.

Mit for alvor

Kunne du træde lidt tilbage og sige, at nu var det ikke dit nummer længere?

– Ja. Eller også er det for første gang mit for alvor, for der er også noget inde i mig, der bliver forløst af at høre nummeret på den måde.

Hvordan fandt du frem til hende?

– Jeg lytter jo til meget musik, og så talte jeg med nogle, som sagde, at ud over at hun kan synge og spille, så kan hun stå på en scene og fortælle, hvad det er, hun gerne vil synge om. Det er også noget, der for mange tager lang tid at lære. Og det har foreløbig i øvelokalet vist sig at holde stik.

Hvad med Signe, som jo også var med i 2015?

– Jeg var så heldig, at hun sagde ja igen, og jeg synes, hun repræsenterer en grundsund tilgang til den verden, vi lever i nu. Man kan sige, at der er ikke så meget pis – det ved jeg ikke, om man kan skrive i en avis (åbenbart, red.) – men der bliver sagt det, der skal siges, og det bliver gjort med lune og humor, men også med dyb alvor, og det er noget, vi i øjeblikket trænger meget til. At tingene bliver sagt, som de er, og uden omsvøb. Det er også derfor, vi har undertitlen "direkte fra hjertet". Signe har skrevet nogle meget dybe sange om tilværelsens besværligheder og det at være menneske, synes jeg.

Jeg kan huske, da vi sidste år talte sammen om de daværende Udenfor Sæsonen-koncerter, at jeg drillede dig meget elegant, fordi du da havde tre yngre kvinder med, og jeg spurgte dig, om det nu også var i orden som moden mand – er det et udtryk for pressens store magt, at du i år har droslet ned og kun taget to kvinder med?

– Ha-ha-ha-ha-ha ... ler Steffen Brandt indledningsvist, hvilket han fortsætter med i et stykke tid, inden han trods alt i respekt for pressen, der gerne karakteriseres som den fjerde statsmagt, uddyber:

... ha-ha-ha-ha-ha!

Han samler sig dog til at forklare:

– Nej, det er faktisk er udtryk for, at tre kvinder var én for meget forstået på den måde, at vi havde svært ved at give de enkelte kunstnere plads nok. Det blev nogle meget lange koncerter, og det fungerer ikke sådan, at man bare kan gøre det. Publikum skal også kunne rumme de mange indtryk, siger Steffen Brandt.

Da Tidende kører fra Melsted og hjem til redaktionen siger en stemme i radioen:

– Kunsten er et rum, hvor vi kan bearbejde både det grimme og det smukke.

Ja, sådan skal det være. Men man kan nu godt i sit stille sind glæde sig over, at Steffen og co. i Udenfor Sæsonen-koncerterne plejer at fokusere på det smukke.