Nej vel, og ind fra højre kommer ingen ringere end Verner Mogensen, inspektør i "Frednings- og Bygningsdirektoratet, afdelingen for nedslidte og udsatte bygninger, som trænger til en kærlig hånd". Vi revygængere kender og elsker ham fra tidligere, og det er naturligvis i skikkelse af Søren Hauch Fausbøll, inspektøren træder ind med både en metaldetektor og et hjemmelavet pap-aggregat om maven, som viser sig at være en kommentar til tidens afstandskrav. Jo, corona sætter sig præg hist og her, men bliver befriende nok aldrig nævnt ved navn i revyen.
Herfra venter yderligere 22 numre, som i hastigt tempo afløser hinanden, og således bliver de cirka to timer inklusive pausen en kalejdoskopisk oplevelse med plads til store dele af følelsesregistret, idet særligt den mere latterlige del bliver tildelt ekstra megen massage.
Skuespillertruppen på tre bliver, som vanligt kan man sige, multipliceret af både kapelmesteren samt hånddukker og andre dukker, og det kan for nogen give mindelser til dilettanteri, men for andre udløser det megen latter. Og i den forbindelse: Folkets stemme skal man altid lytte til, men til gengæld også vide, at den er et abstraktum, for folket har naturligvis ikke én stemme, men multible, hvilket dog meget vel kan være et udsagn, fodboldkampen mellem Danmark og Tjekkiet lørdag aften demonterer.
Blandt stemmerne mødte avisens udsendte en enkelt, som allerede i pausen følte, at hans næse var vokset så lang som Koføddernes i sketchen, hvor de glade byrødder, som vi også kender så godt fra tidligere, igen mødes, tager store beslutninger og ikke mindst en lille en til næserne, som har betragtelig længde.