Ny leder hos politiet har længe haft kig på Bornholm

Ny leder hos politiet har længe haft kig på Bornholm
Kim Bak har fejret 40 års jubilæum som ansat af staten. Foto: Sarah Thun Kristensen
DAGENS NAVN | NATUR | Torsdag 18. september 2025 • 05:30
DAGENS NAVN | NATUR | Torsdag 18. september 2025 • 05:30

Siden den 1. april har Kim Bak været leder af politiets operative støtte. Han har længe haft kig på Bornholm, som han nu flytter til efter mange år i Nykøbing Falster.

Hvad er det lige dit job, det går ud på?

– Jeg startede herovre den 1. april i år som leder af hundepatrulje, færdselspoliti og vagtcentral - det kalder vi Operativ Støtte.

– Det er typisk beredskabsarbejde; alle de her forekommende opgaver, hvor folk ringer ind og siger, at nu er der sket det og det enten i det offentlige rum eller hjemme i privaten. Det kan være en havenisse, der er blevet stjålet, uenigheder om hækkens højde, problemer i privaten eller et færdselsuheld.

Hvordan kan det være, at du er kommet til Bornholm?

– Det er faktisk noget, jeg har overvejet igennem mange år, fordi jeg synes, det kunne være et spændende sted at komme til. Jeg havde hørt meget godt om Bornholm, da jeg startede min research i forhold til at komme herover.

– Så fik jeg pludselig talt med nogen, som sagde, at der var en ledig stilling. Da den så kom på genopslag, søgte jeg den, og så var jeg så heldig at komme i betragtning.

Hvorfor synes du, det er spændende?

– Det har noget at gøre med størrelsen på politikredsen. Nu kommer jeg fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Det er en større politikreds, hvor man har rigtig mange forskellige afdelinger og rigtig store afstande. Det var ikke dårligt, der hvor jeg kom fra, men det tiltalte mig at komme lidt ned i det mindre, hvor man måske var lidt tættere på hinanden.

– Man har et meget tættere samarbejde helt fra øverste ledelse og så ned til medarbejderen - afstanden er kortere, og beslutningsprocesserne er kortere i nogle henseender. Der er selvfølgelig nogle ting, hvor det er øverste ledelse, som beslutter noget, men der er en let tilgang og adgang til at drøfte tingene med politidirektøren eller chefpolitiinspektøren.

Har du altid vidst, at du gerne ville arbejde i politiet?

– Det kan man godt sige. Jeg startede oprindeligt i Forsvaret, og så søgte jeg over i Søværnet og startede i Søværnets Militærpoliti, og det var nok der, grundstenene blev lagt til mit arbejdsliv i politiet.

– Jeg kunne også rigtig godt lide at være i Forsvaret. Det var et godt arbejdssted. Her den 1. juni fejrede jeg faktisk 40 års jubilæum som ansat af staten.

Hvad er det, du godt kan lide i Forsvaret og Politiet?

– Jeg kan godt lide, at hverdagen er uforudsigelig. Den er selvfølgelig mere forudsigelig nu, hvor jeg sidder som leder, men der kan stadig ske mange ting. Og så er der også det her med at arbejde med mennesker; både borgerne, men også de medarbejdere vi har, som man er med til at uddanne og følge igennem en længere eller kortere tid. Det er meget spændende.

 

Hvad har du ellers lavet, inden du kom her?

– Jeg er uddannet i Københavns Politi, og i 1994 kom jeg til Nykøbing Falster Politikreds, hvor jeg kørte almindelig patruljetjeneste. Efter en årrække blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at gå ledervejen. Der havde jeg sådan en rimelig god erfaring i forhold til det her med at køre på gaden, og jeg havde prøvet lidt forskelligt, så jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at komme op og sidde lidt højere oppe og være den, der ligesom havde det sidste ord, hvis man kan sige det på den måde.

– Det var dengang, vi havde 54 politikredse, men i 2007 havde vi politikredsreformen, hvor der blev sat nogle nye streger på kortet og politikredsene blev større.

– Jeg nåede også at være leder i grænseafdelingen i 11 år, hvor jeg også kørte lidt som indsatsleder og var med til at håndtere grænsekontrol og udlændingesager. Det gik stærkt efter 2015, hvor vi havde denne her flygtningekrise, hvor de kom op og begyndte at gå på motorvejen, så det var et rigtig spændende arbejde, hvor vi byggede en afdeling op fra at være en relativt lille afdeling til at være en relativt stor afdeling.

– Og så var der corona-tiden, hvor vi skulle være langt fremme i skoene i forhold til, hvordan vi skulle kigge på folk, der indrejste, om de var vaccineret og det ene og det andet, så jeg vil sige, at jeg har haft et fantastisk politi-liv, og jeg nyder stadigvæk hver evig eneste dag at gå på arbejde.

Hvordan har det været at flytte til Bornholm, hvis du er det?

– Lige knap. Men det er tæt på. Nu er jeg jo en ældre herre, og mine børn er store, så jeg tager min kone med herover. Vi er i gang med at skulle sælge vores hus, og så bor jeg midlertidigt i en feriebolig i Aakirkeby, og det er jeg superglad for.

– Men det er ikke sådan, at jeg bare er kommet herover for sjov for at få sommeren med, og så dribler jeg af igen. Jeg bliver fast herovre, og min kone har faktisk rødder her på Bornholm, så hun har været her gennem ferie og højtider og besøgt sin familie. Det har selvfølgelig også haft en indvirkning på, at vi har truffet beslutningen om at flytte herover - og så skal der jo lidt nyt blod til Bornholm også.

 

Hvad laver du ellers til hverdagen, når du ikke er i den blå skjorte?

– Jeg træner en del for at holde formen ved lige. Det synes jeg er vigtigt, når man er i politiet. Og så bruger jeg meget tid ude i naturen. Jeg interesserer mig lidt for at gå og fotografere naturscenarier; dyr og fugle. Så det er noget, hvor man skal have god tålmodighed.

– Det betyder også, at man opholder sig mange timer ude i naturen, og der er jo en fantastisk natur herovre på Bornholm, hvor jeg virkelig nyder at gå rundt og hygge mig med mit kamera og se, hvordan årstiderne skifter.

Kim Bak

59 år, flytter til Bornholm fra Nykøbing Falster med sin kone.
Har to døtre, som er flyttet hjemmefra.
Startede 1. april som politikommissær for hunde, færdsel og vagtcentralen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT