Når man bevægede sig rundt på øen, da jeg var barn i firserne, så var det kun fjæset, der ligner mit eget, jeg så, kun afbrudt af de børn, der var adopterede fra andre lande.
Næsten alle havde den samme kulør, nogenlunde samme ansigtstræk og samme kommunefarvede hår. Alle spiste det samme til aftensmad og så det samme i TV. De eneste input, man fik udefra, var dem, man så i TV avisen, eller når den spændende TV-serie om storvildtjægeren, Frank Buck, der slog sine folder med at fange skurke og vilde dyr i det sydlige Malaysia og ikke mindst Singapore.
Nu er der heldigvis begyndt at blive lidt mangfoldigt i gadebilledet. Desværre er det ikke kun grundet kærlighed eller udlængsel, at de positive kulturelle indslag har slået sig ned her på vores allesammens ø. Nogle gange skyldes det desværre krige og andre modbydeligheder. Det skal da ihvertfald være vores fornemmeste opgave at sørge for, at de i det mindste har det godt, mens de er gæster i vores land – de har da allerede smagt på livets modgang, de færreste af os, priviligerede bornholmere, nogensinde kommer i nærheden af.
Samtidig skal vi også glæde os over, at mange af de ting, vi selv opsøger, når vi udforsker verden i vores ferier, pludselig er lige udenfor vores næser. Lad os, pudsigt nok, bare tage maden som et eksempel. Der er mange, der tager til Thailand på ferie – synes at maden er frisk og lækker. Nu er den tilgængelig lige her. Jeg ønsker mig flere etniske spisesteder. En indisk restaurant kunne være lækker, eller måske noget arabisk, der ikke kun er de kendte falafler eller shawarma – forstår mig ret, det smager jo godt, men jeg vil gerne have mere.