Tag med på tur: Vikingegrave og smuk natur på Bøgebjerg

Syd for Østerlars ligger Bøgebjerg. Højdedraget er en gammel naturskov med et rigt blomsterflor om foråret. I april ligner skovbunden et snehvidt eventyr af hvide anemoner, der i maj bliver afløst af farvestrålende gøgeurter og lysegrønne bøgetræer. Samtidig findes der mange synlige marksystemer fra jernalderen, hvor man dengang dyrkede jorden med korn. Skoven har samtidig mange gravplader, også fra vikingetiden. Skoven og oldtidsminderne er fredede. Området er privatejet, der er fri adgang.

Det er et meget spændende sted og værd at besøge. Det er dog et så lille område, at man ikke kan kalde det en vandretur. Foruden den flotte natur er der en fin mulighed for at komme på markvandring og se 2000 år gamle jernalder marker.

Samtidig ligner området et dansk guldaldermaleri med sine høje bøgetræer, åbne enge, græssende kreaturer og smukke blomster.

Hvor?

Fra Østerlars køres mod Rønne indtil sidevejen Risenholms vej går til venstre. Efter nogle gårde ses en mindre sidevej mod venstre. Markvejen er markeret med skiltet kulturminde og følges nogle hundrede meter til en lille parkeringsplads. Her ses et større skilt, der viser vej til områdets oldtidsminder. Ved de gamle marksystemer er i nyere tid blevet opsat små pæle til bedre orientering.

Naturforhold

Bøgebjerg skov består af avnbøg, asketræer og elmetræer. Der er ligeledes mange ældre egetræer og høje bøge. Hassel og ahorn ses flere steder, desværre har man også plantet rødgraner. Skoven er indhegnet af gamle stengærder. Mange steder rager klipperne op, der er gode stier gennem skoven.

Efter parkeringspladsen skal man passere en eng med græssende kreaturer, kantet af hvide slåen. Ude på den fugtige del vokser der blomstrende gule engkabbelejer, lyseblå forglemmigej, samt flotte gøgeurter. Fra en lille dam kvækker de grønne frøer, og inde fra krattet synger nattergalen. Der er så dejligt ude på landet.

Efter et led kommer man ind til skoven med sine mange hvide og gule anemoner, gule vorterod, lærkesporer og grønne bingelurt, de sidste fortæller at jordbunden er ren muldjord.

På engen vokser der blandt andet smukke maj gøgeurter med pletter på bladene.

Oldtidsmarkerne

I store dele af skoven kan man finde de gamle marksystemer fra jernalderen. De ses dog mest tydeligt i den sydøstlige del, markeret af høje sten, terrassekanter og lave volde, der har adskilt de enkelte marker. Markvandringen skal foretages om foråret, inden skovens underbevoksning af bregner og andre urter vil sløre synet.

Dige voldene var i jernalderen opdelte for at afgrænse bondens mark, og forhindre at regnen vaskede muldlaget væk. Markerne har nogle år været udyrkede, dengang havde man ikke kunstig gødning. Frigørelsen af markens næringsstoffer foregik med komøg og braklægning. Bonden pløjede sin mark med en såkaldt ard.

Gravene

I områdets sydvestlige ende findes de mange gravpladser fra jernalderen og vikingetiden. Selv om de er forskellige blev alle døde begravet på små højdedrag. Der er også spor af en gammel hulvej i skoven. På en lille bakketop findes en stenlægning af runde marksten, nogle gravrøser og bautasten. Andre steder er der såkaldte stenkister, der består af en række flade opsatte sten. Gravpladserne blev udgravet i 1877 og 1954, uden der blev fundet noget særligt. Ved en grav lå der dog et flot spænde af guld og sølv og under en stenlægning fandt man perler, lerkar og våben. Det kan muligvis være offergaver til den døde.

I en stor jordhøj med en stenkiste lå et skelet af en kvinde. Hun blev begravet med sine smykker, foruden et spænde til at holde tøjet samlet, fandt man en perlekæde med 179 perler af glas, ler og rav. Disse fund kunne datere graven fra slutningen af jernalderen til begyndelsen af vikingetiden cirka 200 f.Kr. til 800 efter Kr.

En gravplads fra jernalderen. Baggrundens oprejste sten er en markering af marken. 

Jernalderens beboelse

Bopladsen lå i den nordlige del af området på jævnt skrånende terræn, på den måde kunne regnvandet løbe væk fra beboelsen. I modsætning til bronzealderens varme tid, var den efterfølgende jernalder kold og regnfuld. Mænd begyndte at gå med lange bukser og kvinderne med skørter ned til deres ankler.

Husene var 14-20 meter lange og seks meter brede. Væggene bestod af ler, klinet på pileflet. Det tunge stråtag blev båret af en lang række stolper inde i huset. Man boede sammen med dyrene. Kreaturerne mod øst og mennesker mod vest, der kun var delt af en tynd skillevæg. Generne af lugt og fluer blev opvejet af dyrenes varme.

Man sov på gulvet ovenpå halm og bløde lammeskind. Inde i midten af beboelsen lå ildstedet, røgen kom ud gennem et hul i taget. Omkring den varme ild samlede man sig til hverdagens sysler. Her var lerkar til korn og mælk, knive og en kværn til at male kornet. En stor væv har sikkert stået lænet op af væggen,

Udenfor huset har man fundet koge og stegegruber nedgravet. Der var knogler af husdyr. Køer, heste, svin, får og høns. Knoglernes størrelse viser at dyrene var mindre end nutidens husdyr. Fårene var talrige, antallet af døde køer viser at kvægdriften var den vigtigste for jernalderbonden på Bornholm. De gav gode forsyninger af mælk, kød, huder, skind og horn. Stude brugte man som trækdyr.

Der er kvækkende grønne frøer i vandhullet.

Markvandrig med fantasiens hjælp

Mens man vandrer på jernalderen bondens marker fornemmer man måske røgen fra bopladsen. Der høres en råben, man ser nogle stude, en brunklædt mand med lange bukser går bag ploven, en ard, der laver lange rækker i jorden. Efter arbejdet kikker han stolt ud over sin pløjede mark, nøjagtig det samme gør landmænd i dag.

God fornøjelse.