Det er en omfattende opgave at omdanne en tidligere lade til et musikalsk kraftcenter, og det er ikke gjort med 800.000 kroner. Det er det beløb, som projektet Balladen har modtaget fra fonden Realdania, og som gør, at realiseringen af projektet kan gå i gang. Men det er ikke nok til at drømmen kan blive virkelighed.
– Man laver sit drømmescenarie, og så må man tilpasse det løbende. Nu hvor vi allerede har fået de her penge fra Realdania, bliver det nemmere for os at søge midler til nogle af de andre ting, for så kan fondene se, at det faktisk er et projekt, som allerede er ved at blive realiseret, og som er støttet, og at man ikke kaster sine penge efter noget, som er lidt tvivlsomt, siger Bastian Neumann Bak, som er talsmand for foreningen Østersø Sonics.
Det er foreningen, som har søgt pengene til at omdanne en gammel lade på Kjøllergård i Østermarie til en ny eventsal med blandt andet øvelokale, scene og undervisningsfaciliteter. Ambitionen er at skabe et musikalsk multiværksted i de tomme landbrugsbygninger. Bastian Neumann Bak ved endnu ikke, om pengene fra Realdania er øremærket til noget specielt, men hvis Østersø Sonics selv bestemmer, er planen klar.