– Jeg startede karrieren i et drengeband (Alphabeat), som jeg både boede, turnerede og lavede plader med. Nu har jeg lyst til at prøve at være omkring kvinder både på og bagved scenen, og se hvordan det er, og hvad det gør ved mig og musikken live, udtaler Stine Bramsen i pressemeddelelsen.
Bandet består af guitaristen Kajsa Vala, der også er soloartist i eget navn, Emilie Espichicoque er både trommeslager, perkussionist, sanger og danser, og hun arbejder i øjeblikket på sit første soloalbum i eget navn. Sidst men ikke mindst spiller Anja Kolyova til daglig bas i Total Hip Replacement.
– Jeg glæder mig til at komme i øvelokalet og arbejde med både sangene fra det nye album, men også de seje kvinder jeg har med mig, der hver især har gang i nogle spændende projekter ved siden af. Jeg tror på, at vi både kan inspirere og udfordre hinanden, give mine sange et nyt udtryk, og publikum en ganske særlig musikalsk oplevelse, siger Stine Bramsen, som altså kan opleves i Musikhuzet Bornholm fredag 27. oktober.