Stigningen er størst på Bornholm: Folk er vilde med digitale bøger

NOTITS | ABONNENT | 3. AUG 2022 • 11:46
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | ABONNENT
3. AUG 2022 • 11:46

Der bliver lånt digitale bøger som aldrig før. Her på øen er fysiske bøger også stadig populære.

 

Interessen for digitale bøger betyder, at landets biblioteker låner flere bøger ud, end før corona meldte sin ankomst. Tendensen er den samme her på øen. På landsplan er interessen for fysiske bøger stagneret. Det er den ikke på Bornholm.

Det fortæller Bornholms Folkebiblioteker på sin hjemmeside.

Det er Danmarks Statistik, der har sammenlignet bibliotekernes omsætning i første kvartal af 2020 med samme periode i år. På landsplan er der en samlet vækst på 5 procent, der stammer fra udlån af e-bøger.

– Her på øen vokser både udlånet af digitale bøger og bøger i fysisk form. Fra 2020 til 2022 er vores fysiske udlån steget med godt 12 procent, men de digitale udlån har en vækst på hele 72 procent, fortæller bibliotekschef Jon Madsen på hjemmesiden.

Ifølge ham skal en del af forklaringen findes i de bornholmske bibliotekers nye læsestrategi, som øens børnefamilier har taget godt imod.

– Det er ingen hemmelighed, at personalet har travlt. Og det er en fornøjelse, når der er tilfredse brugere, fortæller Jon Madsen.

Strategien går ud på at styrke børn læselyst ved kort fortalt at gøre børnebiblioteket nærværende i børns liv, så det spiller en nøglerolle i at spejle børnenes egen hverdag gennem bøgerne. Målet er blandt andet, at børn oplever at få positiv særbehandling på bibliotekerne og glæden ved den gode læseoplevelse, så de får lyst til at læse mere og låne flere bøger.