Spillesteder i samarbejde om koncert med dansk legende

Spillesteder i samarbejde om koncert med dansk legende
Sebastian har nogle af Danmarks bedste musikere med på scenen. Pressefoto: Erling Madsen
NYHED | 28. JAN 2023 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED
28. JAN 2023 • 15:30

Ekkodalshuset og Musikhuzet arrangerer stor koncert med Sebastian Band.

"Når lyset bryder frem", "Romeo", "Måske ku’ vi", "Du er ikke alene", "80’ernes boheme", "Ostesangen".

Store hits, der ligger lidt tilbage i tiden, popper op i erindringen, når man hører navnet Sebastian. Troubaduren, der har det borgerlige navn Knud Christensen, er blevet 73 år. Men han er stadig på farten, og der kommer stadig nye sange. Den 21. oktober giver Sebastian Band koncert i Musikhuzet i Rønne.

Det sker i et samarbejde mellem Restaurant Ekkodalshuset og Musikhuzet, oplyses det i en pressemeddelelse om koncerten "Aftentur og stjernetur", som man oplyser at have arrangeret på utallige opfordringer.

De to spillesteder har tidligere samarbejdet om koncerter med blandt andre Anders Blichfeldt, og Tørfisk, og det har længe været et stort ønske at arrangere en stor koncert sammen. De to spillesteder håber på flere samarbejder fremover, og gerne i Ekkodalen næste gang.

– Alle har noget at se frem til, når troubadouren med band indtager scenen i Musikhuzets store sal og gavmildt giver sit publikum et udsøgt udpluk af sange fra et halvt århundrede, fremgår det af pressemeddelelsen.

I 2020 udkom Sebastians seneste album Live - hele vejen. Albummet røg helt til tops på IFPIs hitliste, som er Danmarks officielle hitliste. Til koncerten vil der også være nye sange fra det nye album, der udkommer i 2023.

Billetsalget starter tirsdag den 31. januar.