– Vi spillede 17 koncerter på Island i foråret, og jeg mødte mange af mine gamle venner og kolleger, siger Siggi Björns, der er født og opvokset i et lille fiskerleje på nordvestkysten.
Fra fiskeri til spisested
Som ung arbejdede han som sæsonfisker og tog på tre måneders togter med et fast hold af skippere. Forårets turné viste, hvordan tiderne i fiskeriet på Island har forandret sig siden slutningen af 80'erne, på samme måde som de har på Bornholm.
– Tre af koncerterne foregik på mine tidligere arbejdspladser i forskellige havnebyer, hvor de gamle bygninger er omdannet til spisesteder, hoteller og delikatessebutikker, fortæller Siggi Björns, der ankom mandag med færgen fra Sassnitz til sit faste sommerkvarter i Bakkerne.