Så er der svar fra Rigspolitiet

Så er der svar fra Rigspolitiet
Arkivfoto: Holger Larsen
NYHED | ABONNENT | 14. FEB 2024 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
14. FEB 2024 • 15:30

Bornholms Forsvarsmuseum har endelig fået svar på, om det må deaktivere en række våben i sin samling.

Nerverne har været på højkant hos støtteforeningen bag Bornholms Forsvarsmuseum. Sidste år fik foreningen en bøde for brud på våbenloven, og siden har den været i kapløb med tiden.

Samtidig med dommen fik museet nemlig et år til at få en nødvendig tilladelse fra Rigspolitiet, som skulle give forsvarsmuseet lov til at deaktivere nogle våben i udstillingen. Dommen faldt 21. februar sidste år, og tidsfristen udløber derfor samme dato i år.

I slutningen af 2023 nåede nervøsiteten et niveau, der fik Kastellets Venners formand, Jens P. Christoffersson, til at henvende sig til folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) om sagen.

"Vi har nu ventet på en afklaring fra Rigspolitiet siden februar 2021 og er meget nervøse for, at vi ikke når at få en eventuel tilladelse, før fristen udløber i februar 2024, som blev givet af Retten på Bornholm i forbindelse med vores bødestraf på 75.000 kroner", skrev Jens P. Christoffersson blandt andet.

Peter Juel-Jensens partifælle, retsordfører Preben Bang Henriksen, tog sagen videre til justitsminister Peter Hummelgaard (S). Han forhørte sig hos Rigspolitiet, som blandt andet svarede:

"Rigspolitiet er opmærksom på, at Bornholms Forsvarsmuseum i medfør af Retten på Bornholms dom af 21. februar 2023 senest i februar 2024 har behov for en afklaring af, om det kan godkendes, at våbnene deaktiveres alternativt. Rigspolitiet forventer derfor at træffe afgørelse inden den fastsatte frist, forudsat at alle oplysninger om de enkelte våben er indgivet til Rigspolitiet."

Våben til deaktivering

Det skete den 31. januar, hvor der var 21 dage tilbage. En uge før fristens udløb kan Jens P. Christoffersson fortælle, at Kastellets Venner har fået svar fra Rigspolitiet.

– Vi har fået tilladelsen, lyder det fra Kastellets Venners formand.

Dermed er sagen dog ikke helt slut for museet og de frivillige i støtteforeningen, forklarer han.

– Det, der forestår nu, er, hvornår og hvordan vi kan få udleveret våben til deaktivering. Det er desværre alt, hvad vi kan oplyse om lige nu, fortæller Jens P. Christoffersson.

Af Bornholms Forsvarsmuseums hjemmeside fremgår det, at museet åbner for sæsonen den 1. juni.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT