De sidste holder ved
De fleste af de mange hvide telte, der gennem Folkemøde-dagene har stået opslået i store dele af byen, er lukkede og stille som graven. Bag nogle enkelte teltduge sidder stadig de sidste vedholdende deltagere fra forskellige organisationer. Mange varmer sig med en kop kaffe. Det hjælper måske både på trætheden og på temperaturen på en kølig og regnfuld søndag formiddag.
Der er dog stadig lidt leben og liv, når man bevæger sig rundt på festivalpladsen, og man kan stadig være heldig at støde på en åben stand - for eksempel Jobcenter Bornholm, hvor man i løbet af Folkemødets dage blandt andet har kunnet møde medarbejderne og tage en snak om jobmulighederne på Bornholm. Det fortæller virksomhedskonsulent Lisa Hounisen, som er en af de cirka 20 medarbejdere, der har været ved standen i løbet af dagene.
– På mange måder har det været givende at vise, at vi ikke bare sidder på kontoret, men at vi også gerne vil hjælpe, fortæller hun og tilføjer, at jobcentret også havde taget en stander en 180 udprintede og konkrete jobopslag med, som folk kunne kigge på.
– Særligt jobopslagene med pædagogstillinger var der stor interesse for.
Det er særligt børnefamilierne, de har forsøgt at henvende sig til, og dem var der flest af fredag og lørdag, fortæller Lisa Hounisen.
Hvor mange af de 180 jobs, de forventer at få afsat efter Folkemødet, kan hun ikke svare på, men hun forsikrer om, at der har været stor interesse generelt. Både fra lokale, bornholmere og folk, der overvejer at flytte til øen.
Selvom der ikke er mange åbne stande rundt om Lisa Hounisens lille skur, rumsterer der alligevel lidt. Organisationer pakker sammen, lastbiler bliver læsset med grej, scener bliver pillet fra hinanden, og frivillige kræfter arbejder med at rydde op.
Folkemødet 2022 er afsluttet.