Radiolyttere kunne følge med i telefonsamtalerne

Først for kun 100 år siden fik Bornholm en rimelig trådløs telefonforbindelse med omverdenen gennem radio- og signalstationen på Hammeren, der oprettedes til formålet i 1923.

Ingen danskere kan vel i dag forestille sig et liv eller et arbejde uden en smartphone. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at i 2021 har 96 ud af 100 husstande i Danmark en mobiltelefon - og det gør mobilen til det mest udbredte elektroniske udstyr i de danske hjem.

Der er snart ikke den hverdagsfunktion, som ikke kan klares med mobilen. Fra den mindste til den største. Og den teknologiske udvikling er for længst så vidt fremskredet, at man i sit hjem på Bornholm ubesværet kan komme i forbindelse med hele verden.

Øens første trådløse telefonforbindelse etableredes i 1923 og foregik gennem en radio- og signalstation på Hammeren, der oprettedes til formålet. Og selv om forbindelsen var ret så primitiv, så var nyskabelsen dengang en sensation, som menigmand havde svært ved at tro på.

Først på Christiansø

Det var en tovejs-forbindelse, hvor to telefonabonnenter så at sige kunne tale i munden på hinanden. Og med tanke på dagens skræk for it-kriminalitet, hacking og hemmelig overvågning lyder det fantastisk, at mange uvedkommende radiolyttere dengang kunne sidde og følge med i samtalerne.

Det var opfindelsen af de såkaldte buesendere i 1906 af danskeren Valdemar Poulsen, der muliggjorde trådløs telefoni, og i 1920 oprettedes den første danske radiotelefonforbindelse, som gik mellem Hammeren og Christiansø

På Bornholm i 1923 befandt modtagerstationen sig i Rønne, mens senderen - der i dag er på Post & Tele Museet i København - altså var placeret på Hammeren og virkede til 1931, hvor en kabelforbindelse til Sverige blev udlagt.

Kongen indviede

I København havde man modtageren placeret på Amager, hvor indvielsen blev foretaget 11. maj af selveste kong Chr. 10. Mens sendingerne foregik fra en stor buesender i Lyngby.

Når det kunne lade sig gøre at operere med disse store afstande mellem systemets forskellige dele, var det fordi radiorørs-teknologien muliggjorde en forstærkning af signalerne. De uundgåelige tab i de lange ledninger kunne hermed ophæves, og man kunne f.eks. modulere senderen på Hammeren med signaler fra Rønne.

Forbindelsen med abonnenter ovre foregik ved, at man fik statstelefonien til at ringe og bede om at starte senderen, hvorefter Hammeren koblede abonnenten ind. Talen blev så sendt trådløst til modtageren på Amager. Herfra var der ledningsforbindelse til Lyngby Radio, der sendte talen til Rønne.

Ved lodshuset

Her stod modtageren ved lodshuset. Herfra gik forbindelsen pr. tråd til Hammeren. På forbindelsen kunne der altså både høres og tales på en gang. Hvorimod man måtte stoppe og lytte, når man to gange dagligt havde forbindelse med Christiansø.

Senere erstattede radiorør buegeneratorerne i senderne. Men i 1923 kunne man endnu ikke fremstille rør til de store effekter, som en langdistancesender krævede. I øvrigt var Christiansøforbindelsen den første rørsender i Danmark. Også den er i dag på Post & Tele Museet.

Primitive forhold på fyret, da telefonien blev trådløs

Etableringen for 100 år siden af den trådløse telefonforbindelse mellem Bornholm og København udgør et ganske besynderligt kapitel i de erindringer, som Gudhjemboen Villiam Koch som ældre nedskrev til sine børn.

Fyrmester Dam yderst til venstre sammen med andre overordnede, da Hammeren Radio- og Signalstation var etableret i 1923. Fra venstre er det fyrmester Dam, Dr. Gerth, telegrafingeniør Fortmeier og overmontør Franske (Lorentz). Foto: "Hammerfyrs formidling arkiv"

"Vi var fast to mand foruden fyrmesteren til at betjene anlægget. Det var jo en temmelig dyr administration i forhold til de samtaler, der blev ført. Og enden blev da også, at fyrpersonalet kom til at passe anlægget samtidig med, at de passede fyret, der jo kun brændte om natten."

Det fortæller Gudhjemboen Villiam Koch om etableringen og starten på Hammerfyret omkring øens første trådløse telefonforbindelse med omverdenen. Og projektet udgør et ganske besynderligt kapitel i de erindringer, som Villiam Koch som ældre nedskrev til sine børn.

Koch levede fra 1898 til 1971. Han var af gammel Gudhjem-slægt med nær familie i adskillige af byens huse. Hans far var den navnkundige fisker Peter Koch - der debuterede som forfatter som 84-årig med bogen "Det hvisker fra Havet" om livet i fiskerlejet i anden halvdel af 1800-tallet.

I 1920 var landets første trådløse station etableret på Christiansø, hvor to af Kochs søstre drev gæstgiveriet og købmandshandlen. Projektets tilsynsførende ingeniør besøgte derfor ofte Christiansø og blev sejlet frem og tilbage fra Gudhjem af Koch.

Det gik langsomt

Da der tre år senere også skulle bygges en trådløs station på Hammeren med materiel fra et tysk firma og samme tilsynsførende ingeniør, blev det til, at den unge smedesvend Villiam Koch skulle være med til at bygge den. Bl. a. skulle den motor udskiftes, der var brugt til forbindelsen Christiansø-Hammeren. Den var for lille.

Men efter Kochs udsagn gik det meget langsomt med at få alle delene frem fra Tyskland. Og da de endelig kom, havde man nærmest indtryk af, at det for de ledede var en fornøjelsestur. De havde dårlig nok tid til at se sig om oppe på fyret, før de skulle ud at køre i bil og ind på et eller andet hotel for at spise.

Men da man omsider blev færdig med senderen og prøvekørslen, skulle stationen i det daglige passes af Koch, fyrmesteren og en medhjælper. Og de skulle samtidig passe den signaltjeneste, som før var passet af fyrpersonalet.

Ingeniøren fik sparket

"Så vi måtte sidde nede på hotellet og øve os med at signalere med flag. Vi sad ved hver sin ende af bordet med hver sin lille flagstang. Og det gik da også nogenlunde med at signalere til skibene, der passerede Hammeren," fortæller Koch.

"Og så havde vi senderen at passe i den tid, telefonien varede. Før vi kunne begynde at sende, måtte vi oplade batteriet. Vi kunne ikke køre med motorerne, så længe vi sendte. Og de fleste gange, fyrmesteren passede senderen, blev der ringet efter en af os, som måtte hjælpe ham med at køre senderen."

"Efterhånden blev de lidt skeptiske indenfor telegrafvæsnet, og omsider fik den tilsynsførende ingeniør sin afsked. Han havde nok gjort det lidt for tykt. Fyrmesteren fik heller ikke mere noget med senderen at gøre," slutter Villiam Koch, der herefter virkede i 40 år på Rønne Elværk, som i dag bl. a. huser Baltic Energy Island.