Politi: Man skal holde dyr på egen grund

Politi: Man skal holde dyr på egen grund
Lennon Darling og en af hans slanger. De er alle ufarlige, siger han. Foto: Jacob Jepsen
KULTUR | Onsdag 29. juni 2022 • 15:33
KULTUR | Onsdag 29. juni 2022 • 15:33

Sagen om slangen i Møllegade er ifølge politiet klar nok: Den må ikke bevæge sig udenfor matriklen.

Sagen om en frihedselskende slange i Rønne giver anledning til mange spørgsmål. Hvordan kom den ud af den campingvogn, den opholder sig i til daglig? Var den overhovedet ude? Ejeren siger nej, to vidner siger, at de så slangen torsdag aften udenfor campingvognen og anmeldte fundet til politiet.

Da politiet nåede frem til Møllegade, var slangen væk. Det samme var slangens ejer.

Tirsdag fortalte Lennon Darling, der ejer dyrene i campingvognen, politiet, at hans mor agerede dyrepasser, mens han opholdt sig nogle dage i København, og at slangen blot havde gemt sig inde i campingvognen, et sted hvor hans mor ikke kunne se den.

Dyr skal være i følge med deres ejer

Politiet har ikke haft mulighed for at bevise, at slangen virkelig var ude af campingvognen, fordi der ikke foreligger billeddokumentation. Og derfor har man valgt ikke at foretage sig yderligere i sagen.

Kommunikationsmedarbejder Merete Christophersen fra Bornholms Politi siger dog, at man skal have styr på sine kæledyr, uanset om der er tale om katte, hunde eller slanger.

– Lovgivningen siger, at man skal holde sine dyr på egen matrikel, medmindre de er i følge med deres ejer, siger hun.

Merete Christophersen er ikke sikker på, om en campingvogn udenfor et rækkehus i Rønne falder ind under definitionen egen matrikel, men siger, at det vil hun umiddelbart tro.

Forskel på en hund og en slange

Under alle omstændigheder skal slanger ikke færdes uledsaget i det offentlige rum, siger politiets kommunikationsmedarbejder.

– Man risikerer at blive sigtet efter de samme regler, som hvis ens hund stikker af.

Merete Christophersen er dog helt enig i, at der er forskel på en bortløbet hund og en slange, der er stukket af fra sit terrarie.

– Slangen var, så vidt vi har forstået, ikke farlig. Men der er jo folk, der er bange for dem, især når de ikke ved, om de er farlige eller giftige, siger hun.

Lennon Darling har overfor Tidende fortalt, at han har to kongepythoner og en kongeboa i campingvognen på hjørnet af Møllegade og Smedegade.

FÅ ABONNEMENT