Elkedel skal styrke fjernvarmen på nordlandet

NOTITS | 29. SEP • 14:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | 29. SEP • 14:00

En elkedel i Allinge skal øge forsyningssikkerheden i fjernvarmen På Nordbornholm. Det er Bornholms Energi og Forsynings underselskab Bornholms Vedvarende Energi A/S, der vil etablere kedlen, og et andet underselskab, Bornholms Varme A/S, ønsker at aftage varmen.

Bornholms Vedvarende Energi har sendt en ansøgning om etablering af elkedlen til regionskommunen. Formålet med projektet er at tilbyde spids- og reservelast til fjernvarmen i Allinge, Sandvig, Tejn og Sandkås, der til dagligt primært forsynes fra Hasle Varmeværk.

Sideløbende er der planer om et solcelleanlæg på en tilstødende grund, og det anlæg skal forbindes til elkedlen, så den kan producere fjernvarme med solcellestrøm, når elpriserne er lave, fremgår det.

Kommunalbestyrelsen skal godkende projektet, og den kommunale administration indstiller, at politikerne vender tommelfingeren opad.

heni



FÅ ABONNEMENT