Ny trappe i Arnager vækker stor glæde

Ny trappe i Arnager vækker stor glæde
Der er 58 trin på den nye trappe på kyststien i Arnager. Foto: Lene Pihl
NYHED | ABONNENT | 18. OKT 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
18. OKT 2023 • 05:30

Den er et klart aktiv, både for vandrere og lokale, lyder det fra det lille fiskerleje sydøst for Rønne.

Det er et mindre kunstværk, eller måske snarere en større installation, øens vandrere fremover skal forcere, når de går mellem Arnager og Rønne og enten skal op til eller ned fra kyststien nord for Arnager.

Her har kommunens skovfolk netop færdiggjort en kunstfærdig trappe med bænke, tre platforme og 58 trin. Og den vækker glæde blandt beboerne i det lille fiskerleje med 150 indbyggere og Nordeuropas længste træbro over hav.

– Ja for hundan, svarer formanden for borgerforeningen, når man spørger, om han er tilfreds med den nye trappe.

Arne Ipsen forklarer, at trappen ikke bare hilses velkommen på grund af sit flotte udseende med formfuldendte udsigtsbænke og kreative forløb.

– Før skulle man gå på stranden, men der er alt for mange rullesten. Nu går man op ved de nye shelters, og så går man langs indhegningen ind til lufthavnen hele vejen ind til Stampen. Man kan faktisk også cykle med lidt god vilje, siger Arne Ipsen.

Meget stejlt terræn

Den nye trappe er en klar gevinst i forhold til det gamle stiforløb, som gik ind gennem Arnager.

– Folk havde nogle gange svært ved at finde vej, siger Rene Larsen Vilsholm, som også er bosiddende i byen.

– Skiltene var rigtige nok, men stien gik ligesom i zigzag gennem byen, og mange havde en fornemmelse af, at de gik ind over privat grund.

Den nye trapppe er med andre ord et klart aktiv for dem, der går på kyststien, og den er også et aktiv for de lokale, siger Rene Larsen Vilsholm.

– Det er meget stejlt terræn på den strækning. Man har ikke en chance uden den trappe.

Stien går nu fra parkeringspladsens nordlige ende forbi den gamle havn og de to shelters, og så kommer trappen op. Cirka en kilometer mod nede kommer trappen ned til Verdens Ende, som er populært blandt lystfiskere.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT