Nexø Fritidshus: 'Vi er her også om 20 år'

Nexø Fritidshus: 'Vi er her også om 20 år'
Rebecca Marx Bendixen er selv barn af Nexø. Hun står gerne i spidsen for projektet, for hun kan ikke forestille sig Nexø uden Fritidshuset. Foto: Sarah Thun Kristensen
TOPNYHED | ABONNENT | 27. AUG 2024 • 05:30
TOPNYHED | ABONNENT
27. AUG 2024 • 05:30

Bornholms Regionskommune er klar til at sælge Nexø Fritidshus. Det begejstrer Rebecca Marx Bendixen, som er overbevist om, at der med hele byens hjælp kan indsamles penge nok til at bevare huset, som det altid har været.

Der skal indsamles mindst 200.000 kroner, hvis Nexø Fritidshus skal fortsætte, som det har gjort i mere end 50 år - og meget gerne mere. Det er meldingen fra Rebecca Marx Bendixen, som er formand for Foreningen Nexø Fritidshus.

Hun er selv blevet gift i huset, ligesom hun har trådt sine selskabelige barnesko til både sodavandsdiskotek og senere i livet de mindre uskyldige diskoteksaftener.

– Jeg har rigtig mange minder i huset, og det er der også mange andre der har, så jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lykkes, fortæller Rebecca Marx Bendixen.

Hun fortæller, at det var sidste forår, det pludselig stod klart for både bestyrelsen og de ansatte i Fritidshuset og for kommunen, at der aldrig var blevet skrevet under på samarbejdsaftalen med kommunen.

Det viste sig, at kommunen slet ikke må støtte kommerciel virksomhed på den måde, der fandt og stadig finder sted i Fritidshuset. Her finansieres driften nemlig delvist ved udlejning af lokaler til begravelse, barnedåb eller andre arrangementer, der bliver for store til dagligstuen. Derfor blev konklusionen, at den eneste måde Fritidshuset kan køre videre som vanligt er, at kommunen overdrager bygningerne til foreningen. Og det vil de rigtig gerne, forklarer Rebecca Marx Bendixen. Efter hendes opfattelse, ønsker man hos kommunen, at huset fortsat skal drives, som det bliver nu.

– De vil også rigtig gerne have, at vi bliver ved med at drive huset, for det har vi jo gjort med succes i 50 år, kan man sige.

Men det er naturligvis ikke helt så simpelt, for først skal en jungle af lovgivning og regler forceres.

– Vi driver jo kommerciel virksomhed, fordi vi lejer lokaler ud, og det betyder, at vi er i konkurrence med almindelige virksomheder, så der er nogle officielle regler, som gør, at kommunen ikke bare må forære os bygningen. Men de er meget positive overfor at sælge den til os, forklarer hun.



Fritidshuset lå oprindeligt udenfor Nexø by, men byen er vokset og i dag ligger huset ganske centralt. Foto: Sarah Thun Kristensen

 

En barak fra Dueodde

Mens foreningen venter på en officiel salgsopstilling, der sender huset i udbud, forbereder bestyrelsen sig på et større arbejde med at samle penge ind til at kunne købe huset kontant. Selvom hun forventer, at det bliver sat dyrere til salg, så er det blevet besluttet, at man i foreningen vil byde 200.000 kroner.

– Det er bare sådan, at vi jo i forvejen har stået for det hus altid, fortæller Rebecca Marx Bendixen, som har været i arkiverne for at undersøge, hvor huset kommer fra.

– Bygningen blev i sin tid givet til Nexø af militæret. Jeg mener, at det er nogle gamle barakker fra Dueodde, som så blev sat op udenfor byen - det var det jo dengang, smiler hun.

For der er sket meget i Nexø på fem årtier, og i dag ligger Fritidshuset centralt i byen.

– Så var der nogle 18-19 årige knægte, der ikke havde noget tilhørssted, fordi de var blevet for gamle til ungdomsklubben, og så fik de lov til at sætte bygningerne i stand og bruge dem, som de ville, fortæller hun videre.

– Så man kan sige, at det er frivillige kræfter, der har istandsat bygningen, vedligeholdt den og skaffet fonde til eksempelvis den store sal, som er finansieret af en lokal bygmester. Kommunens udgifter har været vand, varme og el, og da der blev lagt gulvvarme, skulle det være autoriseret, så det har kommunen også stået for. Men alt inventar er også vores. Alt, der har værdi i bygningen er noget, vi har betalt for. Så vi mener ikke, det er fair, at vi skal betale for det igen, forklarer hun.



Der er en bestyrelse og nogle deltidsansatte i Fritidshuset, som danner rammen for klub- og foreningsliv i Nexø. Foto: Sarah Thun Kristensen

 

Begynder at koste noget

Indsamlingen til huskøbet skal klares ved at informere bredt om situationen og sælge folkeaktier og sponsorater. Efter at have snakket med mange henover vinteren, er det Rebecca Marx Bendixens forventning, at mange borgere i Nexø gerne vil støtte op om projektet.

– Men det er selvfølgelig altid et spørgsmål, når man så når dertil, hvor folk rent faktisk skal have pengene oppe af lommen - om de så stadig vil. Det koster jo ikke noget at sige, at man vil støtte, men det begynder at koste noget nu.

Det bekymrer hende imidlertid ikke, for hun mener at beløbet er sat realistisk, og at det burde være forholdsvis nemt at hente hjem.

– Jeg synes, vi plejer at have god støtte - også fra de lokale virksomheder. Og så skal vi ud og søge fonde.

Bliver der indsamlet flere midler end de 200.000 kroner, så skal driften sikres i de kommende år, så der bliver lidt arbejdsro.

– Drømmen er, at vi skaffer meget mere. Det kommer til at kræve en ekstra indsats, men jeg håber, at vi kan sikre huset et år eller to frem, for det er svært at skulle gå fra at være i en kommunal ejendom til pludselig at skulle stå for det hele selv. Vi vil gerne kunne sige til personalet, at de har deres jobs to år frem, så de ikke skal gå og være bange for det. Det er ikke fair at udsætte dem for, mener hun.

Vi finder en løsning

I den kommende tid går arbejdet i gang. Der kan købes sponsorater og folkeaktier i prisklassen 500 kroner til 10.000+.

Udover det åbenlyse projekt med at skrabe så mange penge sammen som muligt, er der imidlertid også et andet mål.

– Jeg håber virkelig på at se mange, der tegner en folkeaktie, det må jeg indrømme. Det er det, der betyder noget; at borgerne i byen føler, at det er deres hus og viser, at de gerne vil have det i byen. Men nogle store sponsorater ville redde opstartsfasen, så det håber jeg også rigtig meget på.

Hun håber, at indkøbet og arbejdet med Fritidshuset kan blive et fælles projekt for byen, og hun står gerne som spydspids for at sikre, at alle ved, hvem de skal gå til, hvis der er noget.

Det kan dog allerede mærkes på økonomien i foreningen, at flere holder sig tilbage eller søger mere sikre løsninger på forårets selskabslokaler, fordi fremtiden er uvis for Fritidshuset. Derfor håber Rebecca Marx Bendixen på en hurtig afklaring, når først huset er sat til salg.

– Jeg håber, vi har et svar på, om vi kan købe det i løbet af september og så er det måske realistisk, at man kunne overtage huset ved årets udgang.

Indtil der er mere klarhed over situationen fortsætter de med at tage bookinger ind til konfirmationer og alverdens andre fester med forbehold for, at de ikke ved, hvordan fremtiden ser ud.

Selv er Rebecca Marx Bendixen dog slet ikke i tvivl.

– Vi tror selv på det. Vi er alle sammen overbeviste om, at vi også er her næste år, og vi er her også om 20 år.

– Det kan sagtens være, at det bare er mig, der er en naiv drømmer, men jeg kan ikke se, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Kommunen er positiv og folk vil gerne. Det kræver noget knokle arbejde, men altså... Det er jo Fritidshuset, udbryder hun.

– Jeg kan simpelthen ikke se, at det ikke skulle eksistere, så jeg er sikker på, at det nok skal gå alt sammen. Vi finder en løsning.

Ros til kommunen

Når alting - forhåbentlig - falder på plads, skal der holdes en kæmpe fest.

Fritidshuset fyldte nemlig 50 år sidste år, men der var problemet netop blevet afdækket, og derfor var det ikke muligt at finde den rette jubilæumsånd.

– Lykkes det her, så skal vi holde en stor fest, hvor vi fejrer både jubilæum og at vi har fået lov at købe huset, og hvor vi også samler ind til den nye start, slår Bendixen fast.

Selvom det ganske givet har været langsomt at arbejde med kommunens store maskineri, så har hun kun ros til kommunen i forhold til processen med Fritidshuset. Hun har oplevet, at man fra kommunens side har gjort, hvad man kunne for at give vished og melde ud, så snart der har været nyt.

– Man er jo ved at blive sindssyg over, hvor lang tid det kan tage at få noget igennem. Men jeg ved også bare, at det er sådan, det er. Det skal igennem de rigtige kanaler, og der skal nogle godkendelser til. Men jeg synes faktisk, de har været sådan ret - hvad skal man sige - hurtige for en gang skyld, smiler hun.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT