Det er mest fodspor og nogle få tænder, der er fundet, men så fandt bornholmske Marianne Nattestad for et par år siden den første knogle fra en dinosaur. Den er nu erklæret danekræ, som det hedder, når et fossil bliver vurderet til at være særlig videnskabelig interesse og desuden er egnet til udstilling.
På torsdag tager Marianne Nattestad hul på en ny foredragsrække på Natur Bornholm rettet mod voksne. Nattestad fortæller om knoglen og andre af sine mange spændende fund, hvoraf flere end dinosaurknogle er blevet erklæret danekræ.
Marianne Nattestad bor i Muleby og vil blandt andet fortælle om, hvad der skal til for at finde fossiler, hvordan man finder ud af, om det er et spændende fund og om, hvordan det bliver erklæret danekræ.