Michael giver is: Vandt 72.000 kroner i tv-program

Michael giver is: Vandt 72.000 kroner i tv-program
Michael gættede 2 minutter - Danmark gættede 2.14. Da det rigtige svar var 1.55 fik han pengene med hjem. Privatfoto
NYHED | ABONNENT | 3. OKT 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
3. OKT 2022 • 15:30

En god is giver en god stemning, og det skal de have på Peterskolen i middagspausen torsdag. En af skolens lærer har nemlig vundet 72.000 kroner i et kendt tv-program.


De seneste par år har 43-årige Michael Kaarby brugt 10 fredag aftener om året i de bløde møbler sammen med familien på at se tv-programmet Alle mod Én på DR. Her kan man vinde op mod 100.000 kroner på at gætte rigtigere end de danskere, der gætter med på app'en.

Og efter at have gættet med fra sofaen fik han i foråret den idé, at han selv ville prøve at melde sig til programmet.

– Jeg synes, at konkurrencer er sjove, og det kunne da være fedt at vinde lidt penge. Så jeg udfyldte sådan et skema, og så blev jeg kaldt til casting i maj, fortæller han.

Til castingen i København skulle han svare på spørgsmål foran et kamera - og det skulle 200 andre mennesker også, så Michael Kaarby blev rigtig glad, da han var en af de 10, der blev udvalgt til årets sæson af Alle mod Én.

Så skulle det bare lige blive september, før det var showtime.

– Jeg måtte gerne fortælle til folk, at jeg skulle være med, men det var ikke noget, jeg sådan annoncerede. Jeg lavede lige et opslag på Facebook i ugen op til, så folk kunne vide, at de skulle kigge med, fortæller han.

Og så drog han altså afsted mod København, hvor han fredag aften deltog veloplagt i programmet. På tilskuerrækkerne sad hans fem børn og bakkede ham op, mens hans kone og en ven sad med som livline i showet, der blev sendt direkte fredag aften.

– Jeg håbede da på at komme hjem med noget, men spørgsmålene kan jo være fuldstændig random og uigennemskuelige. De kalder det danmarks sjoveste fysiktime, så det er meget eksperimenter og logisk sans, man skal bruge, forklarer han.

Det lykkedes ham dog at vinde over Danmark efter en intens finale, hvor han skulle gætte hvor lang tid det tog for en kajakroer, at sejle til den anden side af en sø, dreje rundt om sig selv 10 gange og sejle tilbage.

Familien fejrede sejren ved at tage på McDonalds, og på torsdag i spisefrikvarteret er der is til hele Peterskolen, hvor Michael Kaarby er lærer.

Når de resterende penge lander på kontoen, og der er betalt skat, vil han give en tiendedel til sin frikirke og bruge resten på en rejse til Vietnam.

– Det bliver nok mere et tilskud, for vi skal hele familien afsted. Men vi ser, hvor langt det rækker, fortæller han.