Medborgerhus fejrer nyt køkken: 'Som at pakke en julegave op'

Medborgerhus fejrer nyt køkken: 'Som at pakke en julegave op'
Det var en festdag, da Gudhjemhuset indviede sit nye køkken. Foto: Birgitte Eybye
NOTITS | KULTUR | 8. OKT • 11:30
NOTITS | KULTUR | 8. OKT • 11:30

Der var stor glæde i Gudhjemhuset tirsdag.

Her kunne man nemlig fejre indvielsen af medborgerhusets nye køkken, der efter en større renovering nu står klar til brug.

– Det føles næsten som at pakke en længe ventet julegave op – man har glædet sig, ventet tålmodigt, og nu står vi her og beundrer resultatet, lød det Gudhjemhusets formand, Ralf Skovgaard, i sin velkomsttale.

Her takkede han først og fremmest alle dem, der har gjort det nye køkken mulig både økonomisk og i praksis. Gudhjemhuset har modtaget støtte fra Østifterne, Bornholms Brand, Sparekassen Bornholms Fond og Brødrene Larsens Legat - i alt 275.000 kroner er det blevet til.

– Uden jeres økonomiske støtte havde vi stadig stået i det gamle køkken og drømt om bedre tider – og drømme kan man jo ikke lave kaffe på, sagde Ralf Skovgaard, før han gik over til at takke projektgruppen bag det nye køkken.

– De fik frie hænder – og det har de bestemt brugt! Resultatet er et køkken, hvor man kan arbejde uden hele tiden at skulle bukke sig. For som de sagde: Det er jo et køkken, ikke en gymnastiksal!

Projektgruppen består af Åse Pihl, Ilse Matzon, Birgitte Eybye, Pia Berndt og Annette Hammer.

– Samt en del andre, som alle har bidraget med idéer, tålmodighed og en stor indsats. Ingen nævnt, ingen glemt – men I ved, hvem I er, og vi skylder jer en stor tak, fortalte Ralf Skovgaard til de fremmødte.


Uden hjælp fra fonde havde Gudhjemhuset ikke kunnet skifte det gamle køkken ud. Foto: Birgitte Eybye


FÅ ABONNEMENT