Brødrene Antonello og Michele Massaiu fra Sardinien ville bringe moderne, italiensk mad til Bornholm – men nu er restauranten, som de lejede sig ind i, lukket, og ejendommen sat til salg.
Restauranten Lillebror i Rønne er lukket, og nu er bygningen også sat til salg.
Det fremgår af EDC Bornholmerbos hjemmeside, hvor erhvervsejendommen på Borgmester Nielsens Vej er opstillet sammen med den dertilhørende bolig.
Restauranten, der blandt andet slog sig op på at være sted, hvor man kunne få ægte italiensk pizza, åbnede i oktober 2023 med brødrene Antonello og Michele Massaiu bag disken. Begge kommer fra den italienske ø i Middelhavet, Sardinien, og lillebror Antonello kom til Bornholm i 2021, mens Michele kom herover i 2023.
– Jeg har arbejdet i restaurantbranchen i over 20 år. Så jeg mener, jeg har nok erfaring til at vise min ide af det moderne italienske køkken. Og min bror har arbejdet mange år i pizzeria i Norge. Og da han besøgte mig sidste år, fandt han ud af, at det her også var det rigtige sted for ham at åbne sin egen restaurant. Så vi deler ansvaret. Han tager sig af pizzaerne, og jeg er kok, så jeg vil gerne lave lidt mere af det italienske køkken bare med lokale bornholmske produkter, sagde Antonello Massaiu til Tidende tilbage i foråret 2024.
Lukkede allerede i foråret
I marts i år kunne man dog bemærke et skilt på Lillebrors facade, hvor der stod, at restauranten var lukket, og Tidende forsøgte i den forbindelse, uden held, at finde ud af, om restauranten blot var midlertidigt lukket, eller om det var permanent.
Det viste sig altså at være en permanent lukning af restauranten, og nu er bolig plus erhvervsarealet sat til salg. I salgsopstillingen fra EDC Bornholmerbo lyder det, at det 127 kvadratmeter store erhvervsareal er lige til at tage i brug – med et funktionelt industrikøkken, diverse inventar, stor restaurant samt toiletfaciliteter.
"Erhvervsdelen har tidligere været anvendt som restaurant, hvilket den fortsat er oplagt til – men den egner sig også til andre erhvervsformål, såsom klinik, behandlerrum, kontor, salon mv.", skriver mægleren.
Hele ejendommen er sat til salg for 3.865.000 kroner.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra brødrene, som lejede sig ind i restauranten, om, hvorfor man besluttede at lukke restauranten.