Vraget: 'Decideret pinligt'

Torben Østergaard Møller

Journalist

Den bornholmske forfatter Martin Andersen Nexø er røget ud af den kanon, der angiver, hvad gymnasieelever skal møde af litteratur, og det er helt skævt, mener litteraturforsker.

Man går næppe galt i byen med en ytring om, at Henrik Yde hører til blandt de allerfremmeste kendere af Martin Andersen Nexøs forfatterskab.

De to er fulgtes ad hånd i hånd gennem en stor del af Henrik Ydes liv, idet han i sin doktordisputats fra 1991 slog fast, at Nexø skam er lige så meget grundtvigianer som marxist – og i øvrigt i 2019 modtog Georg Brandes-prisen for sin biografi "Nexø" om netop den bornholmske forfatter.

Det giver derfor god mening at spørge Henrik Yde, hvad han synes om den nye Kanon 2025, som er navnet på den opdaterede litteraturkanon for gymnasiet, som blev offentliggjort i september af Børne- og Undervisningsministeriet.

Denne kanon erstatter den fra 2004, og den "indeholder, ud over en bedre balance mellem kønnene, også en større bredde i den litteratur, eleverne skal møde i undervisningen på gymnasierne", kan man læse på ministeriets hjemmeside.

Syv forfattere er obligatoriske (se boks), og dertil er der yderligere 28 forfattere på en bruttoliste – men hov!

Som noget nyt glimrer den bornholmske forfatter Martin Andersen Nexø ved sit fravær på begge lister.

Det er på denne baggrund, Tidende henvender sig til Henrik Yde og dermed forstyrrer hans ferie i Italien, hvor han i skyggen af et oliventræ kan fintænke over tingene. Henrik Yde vælger med vanlig omhu at gå analytisk til tingene.

Cremen af cremen

Enig i betimeligheden af fraværet kan vi dog indledningsvist fastslå, dét er han ikke – for gymnasieeleverne kommer jo til at gå glip af noget topkvalitetsverdenslitteratur, påpeger han.

– Men for at forstå, hvorfor udvalget har gjort, som det har gjort, har jeg kigget lidt nærmere på listen, siger han videre og slår fast, at han i modsætning til mange andre faktisk ikke er modstander af sådanne kanoner:

– De kan for eksempel være meget nyttige i netop skolesammenhæng, konstaterer litteraturforskeren, inden han oplister de tre kriterier, som han mener i en sådan sammenhæng er væsentlige:

– Først og fremmest skal det selvfølgelig handle om kvalitet. At det er cremen af cremen, der bliver udvalgt, vil jeg sige. For det andet må der godt være pædagogiske årsager, altså ikke udelukkende kunstneriske, fordi det også handler om repræsentation. Og endelig, for det tredje – hvilket man måske kan argumentere for er en del af punkt to – så må sådanne lister også gerne afspejle den politiske bredde i litteraturen, siger Henrik Yde.

Og ja, han anerkender også rimeligheden i dels, at man nu peger på ikke kun dansk, men nordisk litteratur, samt at udvalget har tilstræbt at få flere kvinder med på listen.

– For eksempel har de valgt den finlandssvenske lyriker Edith Södergran, som holder en meget høj kvalitet, siger han, idet han dog fortsætter:

– Men hun er jo ikke repræsentativ for ret meget. Det skulle lige være, at hun repræsenterer den tyske ekspressionisme og den russiske futurisme og sådan nogle ting, som jo så ikke er særlig repræsentative for noget som helst. Men altså, hun er en skidegod digter. Så har de også taget Selma Lagerlöf med, og hun er sandelig også en god digter, men hvor bliver Strindberg af?

– Jeg ville som svensker synes, at det var meget, meget påfaldende, at de har udelukket ham. Han repræsenterer jo på en måde den svenske arbejderbevægelse, ganske som for eksempel Nexø repræsenterer den danske. Men Strindberg er der altså ikke. Til gengæld er Edith Södergran en kvinde, og det har altså været overordnet vigtigt for det nuværende udvalg, at der skulle være nogle kvinder med, uanset kvalitet og politik.

Hvad mener du om det?

– Jamen, jeg mener da også, at vi meget gerne må få kvinderne frem. Jeg synes for eksempel, det er en glimrende idé, at Marie Bregendahl er kommet med på listen for første gang. Hun repræsenterer, ud over sig selv, også det folkelige gennembrud. Men det er påfaldende, at hun ene kvinde erstatter hele det folkelige gennembrud. Det vil sige, at man har udeladt samtlige mænd, altså Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Nexø, Thøger Larsen … det hele skal repræsenteres af den ene kvinde, og dét kan hun altså ikke bære, synes jeg.

– De har simpelthen valgt et så perifert forfatterskab som Edith Södergran, men hvor har vi eksempelvis Sophus Claussen henne? Ja, han er jo så ikke kvinde.

– Jeg må også spørger, om Tove Ditlevsen burde være med, mens Hans Kirk, Scherfig og Otto Gelsted er udeladt? Jeg tilskriver det et politisk blik på de udvalgte, for de var alle venstreorienterede – ganske som Martin Andersen Nexø, siger Henrik Yde.

Påfaldende

Grundlæggende kan der være et problem med kvaliteten blandt kvinderne, mener han.

– Jeg synes, det er meget påfaldende, at et så ubehjælpsomt forfatterskab som Vita Andersens overhovedet optræder på den her liste. Altså, det gør hun ene og alene, fordi hun er repræsentativ for kvindebevægelsen i 70'erne.

Er den ikke også væsentlig?

– Jo, kvindebevægelsen er! Men hendes digte er sgu ikke. Det er dårlig litteratur. Hendes forfatterskab er jo meget ubehjælpsomt.

I samme boldgade peger Henrik Yde på Mathilde Fibiger.

– Hun har et lille, smalt forfatterskab bag sig, som ikke er særlig godt, men hun er med, fordi man regner hendes "Clara Raffaldels:12 Breve" for den første kvindesagsroman i Danmark. Men det er jo, fordi man overser Holbergs "Niels Klims underjordiske Rejse", som var en kvindesagsroman fra 1740. Men han var mand, så ham kan man ikke bruge. Det giver noget slagside, for han skriver jo meget, meget bedre end Mathilde Fibiger.

Du mener, man går på kompromis med noget kvalitet i en slags kønskvotering?

– Ja, man har bukket sig for at få flere kvinder – og har fået nogle kvinder, som ikke på nogen måde holder mål i forhold til de mænd, de har skudt ud, siger Henrik Yde.

– Og jeg må bare sige, at Martin Andersen Nexø har en dybde, som ingen af de andre overhovedet kommer i nærhed af. Det skulle måske lige være Thøger Larsen og Sofus Claussen. Men der er ikke nogen af de andre, der kan stå mål med Nexø. Han skriver sig selv ind i den store europæiske romantradition helt tilbage fra Cervantes, og han refererer i sit forfatterskab også til både Victor Hugo og til Dostojevskij

– Der er ingen af de andre, der har de der dybder overhovedet. Han burde være selvskrevet ud fra alle tre kriterier, både kvalitativt og repræsentativt, og fordi han også repræsenterer arbejderbevægelsen og er politisk.

Men hvad mener du, de her gymnasieelever går glip af ved ikke nødvendigvis at blive præsenteret for Martin Andersen Nexø?

– Ved at snittet er lagt sådan, at kvalitet betyder mindre end repræsentation på et kønsmæssigt område, så går de simpelthen glip af nogle af verdenslitteraturens store bøger, store værker. Det gør de jo.

Ja, for netop det vil du sige, at Martin Andersen Nexø repræsenterer?

– Lige så godt som Strindberg i Sverige. De to er da uomgængelige. Og ja, Martin Andersen Nexø burde absolut være med på sådan en liste.

Uendeligt mange måder

Jeg husker, da jeg selv læste "Pelle Erobreren" for mange år siden, at jeg fik en følelse af helt ind i kernen at forstå, hvorfor fagbevægelsen spiller en vigtig rolle, er der en pointe i det?

– Ja, netop. Det er da et godt argument. Og jo mere du læser den roman og kommer ind i den, des mere forstår du, at den også handler om forholdet mellem mand og kvinde og mellem mennesket og naturen. Mellem mennesket og verdensaltet. Den har også nogle religiøse elementer i sig – og ja, som alle store romaner handler den om alt muligt. Man kan læse den på så uendeligt mange måder, og det er den også blevet.

Og igen: Er det simpelthen en kæmpe brøler, at man ikke har Martin Andersen Nexø repræsenteret her i denne kanon, så de unge mennesker i gymnasiet får læst noget af ham?

– Ja, det er det. Men jeg vil jo godt stadig have lov til at sætte den brøler ind i en større sammenhæng. Dele af forfatterskabet som netop "Pelle Erobreren" og også nogle af novellerne har en så tårnhøj kvalitet, at de vil holde i meget lang tid. 

– Fraværet af Martin Andersen Nexø er decideret pinligt, netop fordi ikke mindst hans tidlige forfatterskab har så høj kvalitet, at han ikke kan undværes. Det samme gælder Strindberg, Sophus Clasussen og andre, så det er en generel tendens i det udvalg, der har stået for udvælgelsen, at de ikke ser kvaliteten, når de får stukket en kvindelig forfatter ud, som så kommer med, uanset hvor underlødig hun er.

– Så kan man sige, at det er kvindernes hævn, men det er godt nok et ringe bud på den, siger Henrik Yde.

– Og den er i strid med de tre parametre, jeg mener er afgørende, nemlig kvalitet, repræsentation og politik.

Den nye kanon – og den gamle

Kanonlisten til de gymnasiale uddannelser består nu af en obligatorisk liste på syv forfattere samt en bruttoliste på 28 forfattere og to genrekategorier, hvor lærerne skal vælge 12, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

Den nye litteraturkanon lader eleverne møde flere kvindelige forfattere og stemmer fra rigsfællesskabet og Norden – og lærerne får samtidig større frihed til at vælge forfatterskaber.

Kanon 2025 skal styrke elevernes sans for litterær kvalitet, give indsigt i kulturarven og bidrage til et fælles grundlag på tværs af miljøer og livsverdener. Den træder i kraft fra skoleåret 2026/27.

Obigatoriske forfattere (7):

• Ludvig Holberg

• H.C. Andersen

• Søren Kierkegaard

• Henrik Pontoppidan

• Karen Blixen

• Tove Ditlevsen

• Inger Christensen

Bruttoliste (udvalg af 28 plus 2 genrer, hvor læreren skal vælge 12):

• Rigsfællesskabets mundtlige traditioner (folkeviser, eventyr, myter m.m.)

• Islandske sagaer

• Leonora Christina

• Thomas Kingo

• Charlotta Dorothea Biehl

• Johannes Ewald

• Thomasine Gyllembourg

• Steen Steensen Blicher

• N.F.S. Grundtvig

• Henrik Ibsen (norsk)

• Mathilde Fibiger

• Amalie Skram (norsk)

• J.P. Jacobsen

• Herman Bang

• Selma Lagerlöf (svensk)

• Marie Bregendahl

• Karin Michaëlis

• Johannes V. Jensen

• Edith Södergran (finlandssvensk)

• Tom Kristensen

• William Heinesen (færøsk)

• Hans Lynge (grønlandsk)

• Peter Seeberg

• Klaus Rifbjerg

• Vita Andersen

• Henrik Nordbrandt

• Dan Turèll

• Michael Strunge

• Pia Juul

• Yahya Hassan

Den gamle liste

Andersen Nexø går fra at være i den tidligere kanon med kun 14 navne til hverken at være blandt de syv obligatoriske eller på bruttolisten 28 på navne.

Den nu tidligere danske litteraturkanon bestod af følgende forfattere, der var en del af kernestoffet på de gymnasiale uddannelser:

• Ludvig Holberg

• Steen St. Blicher

• Adam Oehlenschläger

• N.F.S. Grundtvig

• H.C. Andersen

• Herman Bang

• Henrik Pontoppidan

• Johannes V. Jensen

• Martin Andersen Nexø

• Tom Kristensen

• Karen Blixen

• Martin A. Hansen

• Peter Seeberg

• Klaus Rifbjerg