Formanden for Danske Seniorer gør sig tanker om kommunalvalget
Vi går nu ind i en tid, hvor lokale såvel som landspolitiske politikere, nye, som gamle, overbyder og falbyder alverdens budskaber.
Der synes ingen ende at være på, hvad de vil gøre af gode ting for både ældre, unge og børn. Skoler, erhvervsliv og grønne tiltag.
De næste cirka 70 dage afholdes et utal af vælgermøder, debataftener og eftermiddage med præsentation af kendte og ukendte personager, der alle synes at have fundet de vises sten. Frem til den 18. november får vi tudet ørerne fulde af, hvor godt de alle sammen vil og kan gøre Bornholm langt bedre end nogensinde.
Stor tak til borgmester Jacob Trøst, der kom ukendt ind fra sidelinjen og overraskede mange ved sin vedholdenhed og ærlige tilgang til den demokratiske proces.
Han sidder året ud, hvor Anne Thomas så forventeligt tager over.
Ikke i historiebøgerne!
Den snart afgående kommunalbestyrelse kommer med sikkerhed ikke til at skrive sig ind i historiebøgerne.
Der har til en vis grad været en tilstand af, at alle træder vande, siden Winni Grosbøll forlod arenaen. Magen til udygtig sammensætning og håbløs gruppe af partihoppere og løsgængere. skal man lede længe efter.
Den største parodi er dog, at, de tidligere Venstrefolk Søren Schow og Heidi Burgedahl genopstiller på en ny liste med det sigende navn 360. For det er netop det, at de to dilettanter har gjort, snurret hele vejen 360 grader rundt på den politiske skive.
De ønsker en ø, hvor børn får en tryg og god start på livet, og hvor ældre får den pleje, som de har fortjent - men hvem gør ikke det? Det gør alle vel?
Nu skal vi ikke drage forhastede slutninger eller gå i panik over demokratiet i Danmark. Der er håb forude og nye tangenter at spille på.
Foruden de traditionelle partier, der har siddet med i KB gennem det sidste årti, er der nu også kommet både tilhængere af LA, NB, DD, og hvad de ellers hedder til. De har ikke en jordisk chance for at komme med til højbords.
Liste A går frem og ender måske med 5-7 medlemmer? Liste Ø holder sig til sine realistiske, dygtige og erfarne lokalpolitikere og går nok fra 7 mandater ned til 3. Liste V sikrer sig nok lige akkurat en plads i lokalet. Liste C tar godt fat, med et helt nyt hold på banen. DF sniger sig ombord med et par mandater i kraft af Rene D.
DD har visioner for fremtidens Bornholm, men ingenting at have dem i - floskler på stribe om erhvervslivet, transporten, og den grønne omstilling. De Radikale vil ikke være med til mudderkastning og agiterer så fint om visioner, løsninger og samarbejde.
Den unge
Den unge Venstreløve Niklas Stenbye har travlt med at promovere sig selv som Bornholms kommende folketingsmand.
Meget ambitiøst må man sige, men ikke helt urealistisk, hvis han ellers kan overbevise den siddende sympatiske V-mand, Peter Juel Jensen, om, at der vist for længst er indtrådt en vis form for metaltræthed i engagementet, og mest af alt en udpræget mangel på indflydelse og respekt på Borgen.
Lad de unge komme til. Levebrødspolitikere har vi nok af. Så må vi se, hvor langt han kommer med sin parole om en stram og konsekvent udlændingepolitik - og andet, usammenhængende, tillært partipolitisk og stærkt skolet agitation.
Og nu til noget helt andet
Og så vil jeg lige benytte lejligheden til at rose Center for Sundhed og Omsorg for at for alvor, at være gået i gang med at indføre faste teams i ældreplejen.
Hermed sikrer vi et længe næret ønske om at sikre et tværfagligt samarbejde omkring borgerne. Faste teams skal være med til at give medarbejderne mere frihed uden, at de dermed står alene. Alle kommer til at udgøre en vigtig brik i det store puslespil.
For at komme godt i gang med arbejdet i de faste teams har Center for Sundhed og Omsorg udarbejdet et rammepapir til ledere og medarbejdere, som blandt andet beskriver, hvad et fast team er, hvem der er en del af et fast team og en beskrivelse af, de forskellige mødefora.
Bornholm, der er håb forude.