Af: Vibeke Westh sygeplejerske regionsrådsmedlem Region Hovedstaden (S) kandidat til Regionsrådet
Ingen unges drømme må knuses af økonomien.
Hvert år tager unge på Bornholm hul på deres ungdomsuddannelse – en vigtig begyndelse, der burde være båret af glæde, håb og drømme.
Men for nogle familier bliver den i stedet starten på bekymringer.
Velkomstbrevet fra uddannelsesstedet er ofte ledsaget af en lang liste: bøger, arbejdstøj, deltagerbetaling og udstyr. Alt det, der skal til for at være en del af fællesskabet – men som mange ikke har råd til.
En far fortalte mig: “Jeg passer mit arbejde og gør alt, hvad jeg kan – men jeg må stadig vælge, hvilket af mine børn der kan deltage i det, de andre tager for givet. Sådan burde det ikke være i Danmark.”
En elev fortalte: “Jeg sprang introturen over. Jeg sagde, jeg ikke gad – men sandheden er, at vi ikke havde råd.”
Vi mister noget
Som sygeplejerske ved jeg, hvor meget uddannelse betyder – ikke kun for job og fremtid, men også for menneskers livskvalitet, sundhed og selvværd.
Når unge får mulighed for at uddanne sig, så styrker det både dem selv, deres familier og hele vores samfund.
Derfor er det dybt bekymrende, at økonomien stadig spænder ben for så mange.
Vi kan ikke acceptere, at pengepungen afgør hvem, der får en god start, og hvem, der falder fra.
Når bekymringen for at kunne følge med erstatter glæden ved at starte, så mister vi både trivsel, talent og fremtid.
Det her kræver mere end private fonde og gode viljer – det kræver politisk mod til at prioritere lighed i uddannelse som en reel del af vores velfærdspolitik.
Lige adgang
Vi skal sikre let og lige adgang til uddannelse - uanset forældrenes økonomi og geografi - og skabe rammer, hvor unge kan starte stærkt – ikke med underskud og usikkerhed.
Drømme skal være det, der bærer dig gennem uddannelsen – ikke det, der knuses af økonomien.
Uddannelse er vigtig
For uddannelse betyder alt: frihed, muligheder, sundhed og livsmod.
For samfundet betyder det vækst, velfærd og veluddannede unge, som Bornholm og hele Danmark har brug for.
På Bornholm har vi tradition for at løfte i fællesskab.
Det skal også gælde, når det handler om vores unges fremtid.
Økonomien må aldrig dræbe drømmen om uddannelse – hverken på Bornholm eller andre steder i Danmark.