Manden bag stationerne var også møbelarkitekt

Manden bag stationerne var også møbelarkitekt
Den tidligere Østermarie Station er i dag i privat eje. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | 26. JAN 2025 • 13:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
26. JAN 2025 • 13:30

På Bornholm kender vi navnet Kay Fisker fra stationsbygningerne på Gudhjembanen, jernbanestrækningen mellem Christianshøj i Almindingen og Gudhjem.

Stationerne i Gudhjem, Østerlars og Østermarie, trinbrættet ved Christianshøj og en togfølgestation i Åløse blev tegnet af arkitekterne Kay Fisker og Aage Rafn. Gudhjembanen blev nedlagt i 1952, og de tre stationsbygninger blev fredet i 1984.

Kay Fisker, der døde i 1965, er anerkendt for at have været en af Danmarks førende arkitekter, men hans virke som møbelarkitekt er mindre kendt. Det vil forfatteren, dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen råde bod på i en ny bog, som netop er udkommet – "Kay Fiskers møbler – et glemt kapitel i dansk møbelhistorie".

Det skriver Wood-supply.dk, som skriver om nyheder fra træ- og møbelindustrien.

Kay Fisker har blandt andet tegnet brugervenlige møbler på de mange færger, der forbandt de danske landsdele, og på englands- og norgesbådene.

Mirjam Gelfer-Jørgensen har skrevet flere bøger og artikler om dansk kunsthåndværk, design og arkitektur. Hun mener, at en af forklaringerne på Kay Fiskers manglende plads i møbelhistorien er, at møblerne ikke findes længere, og at de aldrig blev produceret til alment brug, skriver Wood-supply.

FÅ ABONNEMENT