Livet er bedre på Bornholm

Kursisterne fra Sprogcentret i Rønne kommer fra over 40 forskellige lande. Men på tværs af deres baggrunde har de én ting til fælles: De er kommet til Bornholm for at skabe sig en tryggere tilværelse. Her kan du møde fem af de kursister, der kæmper for at lære de svære danske gloser.

Bornholm opfylder min drøm om ’slow life’

Det har overrasket Adriana Tyszkiewicz fra Polen, hvor mange flinke mennesker, der findes på Bornholm

Adriana Tyszkiewicz
30 år, fra Polen, kom til øen i februar i år, arbejder i en café, bor i Rønne. 

Hvad fik dig til at søge væk fra dit hjemland?

– Jeg er fra Polen, men de første 10 år af mit liv voksede jeg op i Tyskland. Siden har jeg boet i Gdansk, som er en stor by i Polen. Jeg var træt af trafik. Jeg kom til Bornholm, fordi jeg elsker ’slow life’, og jeg kan godt lide, at der ikke er så travlt her. Jeg har også boet lidt i Sverige og Norge, men for mig er det bedst i Danmark. For her er der en rigtig god balance mellem stilhed og kulturarrangementer. Bornholm har rigtig meget at byde på.

Hvad var dit første indtryk af øen?

– Da jeg kom til Rønne, blev jeg vældig overrasket, fordi der ser ud som i den lille by i Tyskland, hvor jeg voksede op. Så byen mindede mig om min barndom. Både med de rene gader og med arkitekturen, der ser ud som i de små nordiske byer, i Tyskland.

Kendte du til Bornholm i forvejen?

– Jeg var på øen sidste sommer, fordi min veninde fra Polen, som har boet her i 10 år, inviterede mig. Jeg fik et arbejde på en lille café i Sandvig og var her hele sommeren. Og i den periode oplevede jeg, hvor stille og roligt der er her på Bornholm, og hvor søde og venlige menneskene er.

Hvad lavede du før?

– Jeg studerede turisme i Polen, og jeg arbejdede både som turist- og bjergguide og som hotelreceptionistchef. Og under coronakrisen fik jeg arbejde i Tyskland som berider, hvor jeg red professionelle sportsheste i et par år.

Hvad er den største kulturforskel, fra det du er vant til?

– At mange mennesker her er så søde og venlige. Måske det er, fordi Bornholm er et lille samfund, så alle kender hinanden. Hvis jeg for eksempel sidder i gaden, stopper mennesker op og siger: ”Hej, hvordan går det med dig?” Det kan jeg godt lide, for jeg elsker at møde mennesker, jeg ikke kender.

Gør man ikke det i Polen?

–Nej, det er måske, fordi jeg boede i en stor by. Men i Polen var jeg mere vant til, at folk virkede trætte og fortravlede, måske fordi de ikke har så meget tid efter arbejde der.

Hvad var det sværeste ved at flytte til øen?

– Det sværeste for mig var at vænne mig til det lille udvalg af dagligvarer og butikker. Derudover er jeg kun 200 km fra mit tidligere hjem, men det føles meget længere væk, da det tager mig en hel dag at rejse til Polen.

Hvad drømmer du om?

– Lige nu har jeg ikke nogen store drømme, men i en fjern fremtid drømmer jeg om at have mit eget ”Bed & Breakfast” på landet med heste og køer og at arbejde som guide, som jeg gjorde i de polske bjerge.

Hvordan er det at skulle lære dansk?

– Ja, det er et komplet anderledes sprog. Men jeg har lært lidt norsk, før jeg begyndte at lære dansk. Det gør det lidt nemmere, men udtalen er helt anderledes. Så nogle gange hjælper det mig at kende lidt til det norske sprog, og andre gange gør det ikke. Men jeg ser mange danske serier.

Hvad laver du, når du ikke arbejder eller er på sprogcenteret?

– Jeg løber med min hund, og jeg broderer portrætter af kæledyr. Jeg er faktisk også gift, men min mand må slutte nogle ting i Polen og arbejde, men senere kan han komme til Bornholm.

Jeg har altid drømt om at flytte til Bornholm

Jessica Munk fra Canada besøgte Bornholm mange gange som barn, og sådan begyndte hun at drømme om at flytte hertil

Jessica Munk
33 år, fra Canada, kom til øen i maj sidste år med sin mand og to børn på fire og seks år, bor i Rønne.

Hvad fik dig til at søge væk fra dit hjemland?

– Jeg kommer fra Canada. Min mor er dansker og kommer fra Bornholm. Jeg har således også familie her på øen, men har boet i Canada hele mit liv. Men da jeg voksede op, drømte jeg altid om at flytte hertil, fordi vi gennem min barndom besøgte Bornholm mange gange, og jeg elsker øen. Her er en afslappende livsstil, så jeg forelskede mig simpelthen i øen.

– Og så er jeg tilmed gift med en dansk mand, som kommer fra Bornholm. Vi har boet sammen i Canada i 10 år. Så han kom til Canada for mig, og nu er vi kommet til Bornholm – både for ham, men lige så meget for mig. Vi flyttede hertil sidste maj.

Hvad lavede du, før du flyttede hertil?

– Jeg gik på universitetet og jeg har en bachelor i kunst og i børns uddannelse og udvikling, men de seneste ni år har jeg arbejdet indenfor forsikringsbranchen.

Hvad var dit første indtryk af øen, da du flyttede hertil som voksen?

– At der er så mange forskellige smukke landskaber at se og udforske, selvom det er en lille ø. Jeg kan godt lide natur, men i Canada er der langt, hvis man skal se andre former for natur end den i sit nærområde. Men her på Bornholm er der meget kortere til at opleve naturens alsidighed.

Hvad er den største kulturforskel, fra det du er vant til?

– At her er så mange cyklister. Selv om vinteren er der mange folk, som cykler. Det var der ikke der, hvor jeg selv voksede op, og jeg voksede op i en mellemstor by og sidenhen i en mindre.

Cykler du selv i dag?

– Ja, jeg cykler hver dag. Vi har en bil, men den bruger jeg ikke så tit.

Hvad er det sværeste ved at være flyttet til Bornholm?

– Det sværeste er sproget. At lære dansk. Og det gør det ikke nemmere, at mit modersmål er engelsk, for når jeg forsøger at tale dansk og folk ikke forstår, hvad jeg siger, skifter de til engelsk. Men jeg mærker, at det er vigtigt at kunne sproget. For det har både indflydelse i forhold til at få venner og arbejde.

Er du i job?

– Ikke endnu. Jeg kigger, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde med børn, fordi min uddannelse faktisk er om børn.

Hvad drømmer du om?

– Jeg drømmer om at blive gammel her i Danmark, efter jeg har levet et vidunderligt liv og set mine børn vokse op i et land, som jeg oplever som mere afslappende end mit hjemland. For arbejdslivet oplever jeg som meget nemmere her, og hvis du går ud, er du ikke så bange for andre mennesker. Når jeg for eksempel går på legepladsen med mine børn her, kan jeg slappe lidt af. Men i Canada har jeg hele tiden et øje på dem.

Kærlighed på klippegrund

Yanita Aleksandrova Ivanova og Denitsa Rumenova Ivanova blev forelskede i hinanden i Bulgarien, men trives bedre på Bornholm som par

Denitsa Rumenova Ivanova
30 år, arbejder i Rafaels pizzeria. 

Yanita Aleksandrova Ivanova
46 år, arbejder i bageren hos Kvickly, sammen flyttede de til øen med deres datter for knap to år siden. 

Hvad fik jer til at søge væk fra jeres hjemland?

Denitsa: – Vi har en datter, som er knap 13 år, og i Bulgarien, hvor vi kommer fra, er det lidt sværere for LGBT-familier at have et barn, som kan vokse op på en fredelig og stille måde. I Bulgarien var vi nogle gange også nødt til at skjule vores seksualitet for vores kolleger, fordi mennesker i Bulgarien nok tænker lidt mere gammeldags.

Yanita: – Ja. Vi har et eksempel fra vores datters skole i Bulgarien. Da hun fortæller hendes historielærer, at hun ikke har en far, men to mødre, svarer han tilbage, at: "Nej det kan ikke være sandt. Men måske han er væk eller død." Så det var lidt mærkeligt. For det er mig, der har båret barnet, men jeg har fået det med en anonym sæddonor.

Hvor længe har I været sammen?

Denitsa: – I morgen er det ni år. Og vores nu fælles datter var tre år, da Yanita og jeg mødte hinanden.

Vidste I, at det lige præcis var Danmark, I ville søge til?

Denitsa: – Vi var i Australien, hvor min mor bor, og overvejede at flytte dertil. Der er meget flot, men det er langt væk fra Bulgarien og dyrt at rejse dertil og svært at få et visa. Men så var vi her for at besøge vores venner fra Bulgarien. Og før vi kom til Danmark, søgte vi efter et sted med meget smukke strande, og der dukkede Bornholm op. I Bulgarien boede vi ved kysten, så vi er vant til at bo tæt ved vandet, og det var vigtigt for os stadig at kunne gøre det.

Yanita: – Og Bornholm, fandt vi ud af, er en smuk og solrig ø.

Hvad lavede I før?

Denitsa: – Jeg er uddannet politibetjent og har arbejdet som kriminalefterforsker i fem år.

Yanita: – Jeg arbejdede på kontor i et bygningsfirma.

Hvad var jeres første indtryk af øen?

Denitsa: – Det var forår, da vi flyttede hertil for at få arbejde på Hotel Hammersø i Allinge, men de første dage var det meget koldt.

Yanita: – Ja, det var i april, men der var regn og vind. Og vi har en video, hvor Denitsa siger "Hvorfor er vi her? Sikke et vejr!"

Denitsa: – Det blæste meget, og der var meget høje bølger, da vi sejlede herover. Men vi fandt også hurtigt ud af, at sproget var en udfordring her. For da vi første gang købte ind i Netto, måtte vi bruge to timer, for vi forstod ikke dansk.

Yanita: – For eksempel ville vi købe mel til brød, men kom i stedet til at købe en form for kemikaliemiddel.

Denitsa: – Men heldigvis kunne vores chef i Allinge fortælle os, at det skulle vi ikke spise.

Hvad tænker I så om øen efter at have boet her i næsten to år?

Denitsa: – Jeg vil gerne bo her for evigt. Det er meget bedre, og nu kender vi sproget. Det er måske det vigtigste, for så kan du snakke med mennesker, og vi har fået venner her. Og vi har en meget smuk lejlighed i Allinge.

Hvad er den største kulturforskel, fra det I er vant til?

Yanita: – På den ene side er der ikke så stor forskel, men på den anden side er der stor forskel. For danskere er meget tålmodige. De venter pænt i køen på apoteket og i butikken. Og på gaden, når du kører i bil, hører du aldrig lyden af bilhorn. Men i Bulgarien er mennesker derimod utålmodige og meget stressede.

Denitsa: – Ja, danskere er meget positive.

Yanita: – Og for vores datter er der også ret stor forskel. For i Bulgarien er skolesystemet anderledes. Der er der ikke meget tid til at lege og lave sjove ting. Så her er det nemmere.

Er der noget, I trods alt savner?

Yanita: – Ja. Maden. Men i dag spiser vi mest dansk mad og har også lært at spise rugbrød, som man gør her.

Denitsa: – Jeg savner meget vores hav, fordi det er varmere. Men jeg savner ikke lufttemperaturen, for den kan om sommeren være 40 grader i Bulgarien.

Hvad er det sværeste ved at være flyttet hertil?

Denitsa: – Det sværeste var at finde arbejde og selvfølgelig at lære sproget.

Yanita: – Ja, for jo mere sprog, du kan, jo bedre arbejde kan du også få.

Denitsa: – Men her på Bornholm tror jeg heller ikke, det er så nemt for danskere at få et godt job, for der er ikke så mange jobs. Men der er mange restauranter og meget sæsonarbejde.

Yanita: – Men noget af det sværeste for os har også været at finde et sted at bo. For i begyndelse kunne vi bo i en lejlighed til Hotel Hammersø, men senere måtte vi finde noget andet.

Hvad drømmer I om?

Denitsa: – Jeg drømmer om mange ting. Jeg drømmer om at få flere børn, at få et hus og et bedre arbejde, og så drømmer jeg om at snakke dansk som en dansker. Og så måske at få flere venner.

Yanita: – Jeg drømmer også om, at vi på et tidspunkt kan få vores eget hus, og at vores børn kan vokse op her på Bornholm.

Fra uro til stabilitet

Marcos Daniel Vazquez følte sig utryg i Argentina. Først havde han tænkt at flytte til Spanien på grund af sproget, men han er glad for, at han i stedet endte på Bornholm

Marcos Daniel Vazquez
33 år, fra Argentina, har været på øen i knap tre år sammen med sin kone, arbejder som souschef på Hotel Abildgaard i Tejn. 

Hvad fik dig til at søge væk fra dit hjemland?

– Der er mange grunde. Da jeg flyttede til Danmark, var situationen i Argentina sådan set dårlig både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt. Og det har desværre ikke ændret sig meget. Men da jeg kom hertil i juli 2021, søgte jeg bedre livsvilkår sammen med min kone. Vi havde egentlig en god tilværelse, men situationen i landet er så ustabil, så man bliver stresset hele tiden. Der var lidt usikkert i min by.

– Jeg kommer fra den tredjestørste by i Argentina, og min kone og jeg søgte efter mere rolige livsforhold. Vi havde mange lande i tankerne. Vores første tanke var at flytte til Spanien på grund af sproget. Men det er ikke så nemt at finde arbejde i Spanien. Og der er også lidt ustabilt nu. Men så talte vi med nogle af vores venner fra Argentina, som bor i Sverige, og de sagde, at det er godt at bo i Sverige. Men Danmark, synes jeg nu, er lidt bedre.

Var det et problem at få lov til at flytte hertil?

– Nej, for jeg har faktisk italiensk statsborgerskab, og det åbner dørene for alle lande i EU. Men så skal du også have et arbejde eller penge på kontoen. Så jeg flyttede hertil først og fik lavet mine papirer, og cirka tre måneder efter kom min kone også hertil.

Hvad lavede du før?

– Jeg er uddannet idrætslærer og har arbejdet i skoler og fitnesscentre som personlig træner. Og jeg er også tenniscoach.

Hvad sagde din familie til, at du ville flytte helt herover?

– I Argentina boede vi i min mors hus med min søster, så min mor og søster var meget triste. For vi har boet sammen hele livet. Men endelig forstår de, at vi har et mere roligt, sikkert og stabilt liv her. Så de forstår, men savner os.

Hvad var dit første indtryk af øen?

– Jeg kom i juli, og jeg kommer jo fra en storby, hvor vi ikke har hav, så jeg elskede øen fra første øjeblik.

Du oplevede ikke øen som for stille?

– Nej, jeg er selv en rolig person.

Men hvorfor lige Bornholm og ikke andre steder i Danmark?

– Jeg søgte arbejde i hele landet, før jeg kom her, men det var her, jeg fik et job. På Hotel Abildgaard i Tejn. Jeg startede som opvasker, men er siden blevet tjener, og i dag er jeg souschef på hotellet. Jeg har mødt så mange søde og venlige mennesker, der har hjulpet mig.

Hvad er den største kulturforskel, fra det du er vant til?

– Jeg tror, det er tillid. Både tillid til muligheder, men også den tillid til hinanden, som man har her. Det er meget mærkeligt for mig at opleve, for det er 100 procent omvendt i Argentina. Der har man kun tillid til familie og venner. I den by jeg kom fra, er der for eksempel meget narko. Så man skal passe mere på, fordi der er mere farligt.

Er der ikke noget, du savner?

– Kun min familie. Min mor og min søster og nogle af mine venner.

Hvad er det sværeste ved at være flyttet hertil?

– Jeg tror, det er at være så langt væk fra mit hjem i Argentina og familien. Og sommetider føler jeg, at jeg ikke hører til her. Sproget er også supersvært. De første måneder, jeg var her, sagde jeg til min mor: "Jeg kommer aldrig til at snakke det sprog. Jeg vil aldrig forstå, hvad de siger". Men nu forstår jeg lidt.

Hvad drømmer du om?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg tror det er at få nogle børn og have en familie, og at vi kan bo sammen i det hus, vi lige har købt. Og at forholdene i Argentina forbedres lidt for min familie, som bor der.