Kvinden i sort blev afgørende for hans liv

Jens Svane Boutrup blev som lille glad for teater, og senere brændte især én forestilling igennem hos ham, "Kvinden i sort". Drømmen om at blive skuespiller brast, men han opdagede glæden ved at instruere og uddannede sig i New York, returnerede til Danmark og kom efter nogle år til Bornholm som chef for egnsteatret. Bliv aldrig samme sted i mere end 10 år, er hans motto. Det har han ikke selv kunnet overholde.

"Hej Torben. Min lille fyr sover ikke. Kan vi mødes på torvet og trille lidt? Mvh Jens".

Sådan. Vi er nødt til at straks at få etableret scenen.

Altså, to mænd mødes på Store Torv i Rønne ...

Nej, to modne mænd mødes på Store Torv i Rønne. Vi kan lige så godt være præcise. Den ene medbringer sit barn i en barnevogn.

Nej, præcision: Den ene medbringer sin 13 måneder gamle dreng, Bertil, i en barnevogn. Bertil er fuld af pep. Han er pivfrisk, og det er lige præcis derfor, de to mænd mødes på torvet og ikke på den enes kontor. Bertil skal sove, og hvordan får man små børn til at sove? Man triller da rundt i gaderne, indtil de slumrer ind, det ved enhver, der har haft med børn at gøre.

Så to granvoksne mænd mødes på Store Torv i Rønne, den ene er chefen for Bornholms Egnsteater, Jens Svane Boutrup, den anden er journalist, altså mig, og nu har jeg sat scenen, og den indledende sætning til denne artikel er en sms, jeg modtog fra teaterchefen klokken 08.51 forleden morgen.

Vi havde aftalt at mødes på Rønne Theater, hvor han har sit kontor, og hvor han skulle fortælle hele den fantastiske historie om, hvordan det er sket, at hovedparten af hans liv har roteret om og i teatrets verden, fra han som lille lollænder rendte rundt, klædte sig ud og blev inspireret i farmors bugnende kostumerum, spillede teater i skolen, fortsatte med det under universitetsårene, spillede, sang og instruerede, drog over den store dam til New York, hvor han uddannede sig på et teaterakademi, returnerede til Danmark, blev leder af Bornholms Teater, insisterede på, at man aldrig skal være samme sted længere end højst 10 år, men snart – ups! – runder 15 år på Bornholm.

Vi kan tilføje, at han nu igen i lettere ophøjet alder er blevet småbørnsfar.

Derfor står vi her på torvet, for Bertil ville det altså anderledes denne dag. Jens Svane Boutrup forklarer, hvordan knægten plejer at vågne ved syvtiden om morgen, og så skulle han gerne helt programmatisk sove igen her ved nitiden.

Og dermed kunne vi jo sidde på teatret og tale i fred og ro, men denne morgen trak Bertil den lidt og vågnede først klokken otte, så nu bliver formiddagsluren naturligvis også forskudt. Sådan fungerer den slags.

Bertil og Jens Svane Boutrup er klar til at spadsere en formiddagstur i Rønnes gader. Foto: Torben Østergaard Møller

Særlige omstændigheder

Derfor triller Bertil, teaterchefen og jeg nu en tur over torvet og videre ud i Rønnes gader, mens vi taler om teaterchefen, som er på vej til at runde flere skarpe hjørner denne sommer, faktisk henne omkring august.

Dels fylder han 50 år, dels er det 20 år siden, han blev uddannet som teaterinstruktør – i New York! – og dels har han, som allerede antydet, været leder af det bornholmske egnsteater i 15 år. Jo, vi taler Kinderæg her, og skal vi drysse lidt krymmel på det, kan vi også oplyse, at der denne lørdag på Rønne Theater er repremiere på hans selvskrevne forestilling "1658", som han ydermere også selv har instrueret.

Endog hans børneflok er i øvrigt et Kinderæg, for han har sammen med sin kone, Carolina, tre børn med Bertil som efternøleren. De to ældste er Carmen på syv og August på 11 år.

Solen brager ned her i Rønne, men en ret insisterende vind fra sydøst holder temperaturen i ro og buldrer også fornøjeligt med i lydoptagelsen af vores samtale, viser det sig senere. Til tider også i en grad, så den overdøver alt, men stemmen trænger dog helt tydeligt igennem, da teaterchefen om Bertil konstaterer, at nej, decideret planlagt var han ikke.

– Det var sådan en ekstra lille gave, der kom, siger han, mens vi sætter hen over torvet i et mageligt tempo.

Om end Jens Svane Boutrups snart 50 år lange liv rent professionelt for en stor dels vedkommende har udfoldet sig i det skrevne dramas verden, sådan som det udlever sig på diverse scener, kan han faktisk ikke præcist pege på en oplevelse i teatret, hvor magien tryllebandt ham i en grad, så han simpelthen måtte søge i den retning.

Det er nok mere kommet snigende.

– Det skyldes snarere nogle særlige omstændigheder, siger han, mens vi nærmer os Torvegade.

– Der, hvor jeg voksede op på Lolland, boede mine forældre, min storesøster og jeg sammen med min farmor og farfar. Og min farmor havde, da hun var yngre, været kostumedame for et sangkor i Gladsaxe. Da koret blev nedlagt, arvede min farmor alle kostumerne, og derfor havde vi derhjemme et rum, som var fyldt fra gulv til loft med kostumer, kjoler, jakkesæt og alt muligt, og dem kunne jeg jo boltre mig i som barn.

Og det gjorde du?

– Ja, det gjorde jeg! Og min farmor havde også helt off the record en udlejningsvirksomhed, hvor man kunne leje et kostume for 20 kroner, tror jeg det var, og det gjorde lollænderne så, når de skulle til karneval eller fastelavn, og min farmor noterede det ned i sin lille bog.

Så der var lidt teaterstemning derhjemme?

– Ja, det var der nemlig, og både min farmor og farfar havde også været aktive i studenterrevyen i København. De var også generelt meget teaterinteresserede begge to.

Ned til mejeriet

At familien fra København var havnet på Lolland skyldtes, at Jens' far arbejdede med elektronik og gerne ville starte sin egen virksomhed der i 70'erne, og så var der et stort tidligere mejeri billigt til salg på Danmarks fjerdestørste ø, og lidt som en pludselig indskydelse rykkede forældrene derned, hvor moren, som var skolelærer, snildt kunne finde et arbejde.

– De inviterede mine bedsteforældre til at flytte med, og min farfar, som også arbejdede med elektronik, tog bare sit eget firma med derned, siger Jens.

– Og så boede vi alle sammen i det der kæmpestore tidligere mejer, hvor der også var plads til kontorer, værksteder og så videre.

Når det kommer til teater, kan teaterchefen snarere end at genkalde sig forestillinger, han har set, genkalde sig følelsen af selv at lave teater helt fra han var lille og startende med udfoldelser på Holeby Skole på Midtlolland, hvor han gik.

– Det har nok været i 1. eller 2. klasse, hvor der var nogle lærere, som var meget aktive og teaterinteresserede, og hvor vi spillede et stykke, som jeg ikke husker, hvad hed, men jeg husker, at jeg spillede Kong Vermund den gamle, så det må have været en eller anden historie, der handlede om slaget ved Ejderen.

Ja, vi husker vel alle, hvordan Grundtvig skrev i digtet "Kong Vermund den gamle": Kong Vermund den gamle, af alderdom blind,/ men klog på de fremfarne dage,/ ved Ejderen sad med bekymring i sind,/ han sørged for Uffe hin Spage.

– Jeg havde et skæg på, fordi jeg skulle være far til Uffe hin Spage, siger Jens Svane Boutrup.

– Og jeg husker, det var lavet af blår, så det lugtede meget underligt. Og så husker jeg det der med at stå i lyset på scenen, og at det var noget særligt. Vi lavede også "Dyrene i Hakkebakkeskoven", hvor jeg spillede ham bagersvenden, som ikke kan finde ud af det. Du ved bagermestersangen, "når en peberkagebager bager peberbagekager ...". Og så havde jeg også nogle klassekammerater, som jeg bare lavede meget teater sammen med.

– Det er faktisk ikke noget, der stod så klart for mig, men jeg blev mindet om det, da jeg for 10 år siden eller mere var til jubilæum med min gamle folkeskoleklasse, som jeg havde gået sammen med indtil 7. klasse. Vi snakkede om, hvordan man nu var endt, hvor man var, og jeg havde ikke selv en opfattelse, at det var fuldstændig naturligt, det jeg lavede nu, men for dem var det indlysende. "Jamen, kan du ikke huske, du lavede det og det, og så skulle I optræde" og så videre. Og så pludselig vendte det jo tilbage, siger han.

– Der har ligget et spor af et eller andet. Jeg husker også, vi skrev sketches i engelsktimerne, som vi opførte, og vi lavede Gøg og Gokke, hvor vi klædte os ud og også spillede dem. Det fik vi altså lov til.

Lavede I også sådan noget i jeres fritid?

– Nej, egentlig ikke rigtig.

Det var centreret omkring skolen?

– Ja. Og det var ikke noget fast, vi gik til, det var bare nogle projekter, der opstod.

Du var måske bare mere engageret end de andre?

– Ja, det tror jeg. Og så blev jeg på et tidspunkt spurgt af min tysklærer, om jeg havde lyst til at prøve at instruere en forestilling,

og det var så min første erfaring med det. Det var i 9. klasse.

Yngste formand

Havde du på det tidspunkt nogen idé om, hvad du ville lave rent professionelt i dit liv?

– På det tidspunkt var jeg på vej i et helt andet spor. Jeg var ret politisk engageret og var med til at starte Ungdomsrådet, jeg var som 13-årig nok landets yngste Ungdomsråds-formand. 1985 var et særligt ungdomsår, og det skød op med Ungdomsråd over hele landet, og via det kom jeg med i Next Stop Nevada, som var en kampagne mod atomprøvesprængninger i Nevada-ørkenen i USA, og jeg kom med i DSU, Den Socialdemokratiske Ungdom. Jeg lavede også elevrådsarbejde og den slags, og i gymnasiet blev jeg selvfølgelig også elevrådsformand, kom i fælleselevrådet i amtet og så videre, og jeg troede egentlig, at det var sådan noget, jeg skulle beskæftige mig med. Altså noget organisatorisk.

Allerede som 15-årig forlod Jens Svane Boutrup dog den politiske platform. Han mødtes gerne med andre og snakkede politik i DSU's kælderlokale i Holeby, men ved en kongres i DSU, hvor alle gik rundt i slips og jakkesæt, stod han af.

– Det kunne jeg slet ikke ha', siger han.

– Så var det ødelagt for mig, det havde jeg ikke lyst til.

Dermed landede fokus på organisationsarbejdet, og dertil begyndte han at læse historie på Københavns Universitet, hvilket var hans store lidenskab. Samtidig var han, da han gik i 2. g på gymnasiet i Maribo – og mens vi nu er slået ind på Østergade i Rønne, hvor Bertil stadig er pivvågen – med i en musical.

– Det var selvfølgelig "Grease", som man altid spiller, og jeg havde en rolle, fordi jeg var god til at synge, siger Jens.

– Den medførte, at jeg blev headhuntet af det lokale amatørteater til at være med i en musical, de skulle lave. Og lige da jeg kom ind der, skete der en masse, fordi en yngre flok brød ud af den amatørforening og satsede på at lave deres eget. De unge mennesker lejede deres egen bygning i et tidligere trykkeri og stiftede det, der hed Nørregade Teatret i Maribo. Der kom jeg med, det var lige omkring, da jeg blev student, og der fik jeg lov at spille en række store roller. I dag er det faktisk blevet et egnsteater.

Nu begynder det at ligne noget, og man fornemmer, at der bliver lagt et spor ud, som fører direkte mod, at to mænd og en lille dreng i en barnevogn i maj 2023 mødes på Store Torv i Rønne. For dér i Nørregade Teatret kan man da sige, at Jens Svane Boutrup blev inficeret af teaterbacillen for alvor. Således spillede og instruerede han de næste cirka 10 år stykker på det lille teater. Det var, mens han læste i København og boede i en lille studielejlighed på Amager, så det blev altså en pendlertilværelse, hvor han tit og tæt var i Maribo.

– Det var tre, fire, fem dage om ugen, jeg og nogle af mine venner var dernede, siger han, mens koret i baggrunden skaber en ganske særlig stemning.

Det er Bertil, der nu har fået så meget mod på tilværelsen og hygger sig så gevaldigt, at han synger sine egne muntre, uartikulerede sange.

Kvinden i sort

Efter et års tid på historiestudiet løb Jens ind i en forestilling, som han betegner som afgørende for ham. "Kvinden i sort" er fra 1987, men baserer sig på bogen af samme navn fra 1983, "Woman In Black". Et stykke, som konstant bliver opført i Londons teaterdistrikt, hvor jeg, journalisten, da også har set det.

– Det er en klassisk gyserfortælling om en ældre mand, der tager til et afsidesliggende sted ude i marsken, hvor han opsøger sin familie for at fortælle en historie om, hvad det egentlig er, der har plaget ham hele hans liv. Han hyrer en skuespiller til at hjælpe sig, så det hele udspiller sig faktisk i et tomt teater, hvor de to sammen gestalter alle de forskellige figurer og på den måde fortæller historien, siger Jens, mens Bertil kommenterer med et "uh", og Jens finder en bolle frem og stikker ham den.

Er det formiddagsmaden?

– Det er bestikkelse, siger Jens nøgternt og fortsætter:

– Men vi opførte "Kvinden i sort", og da kunne jeg mærke, at shit, det kan noget det her teater! Ud over at det var sjovt at lave, så var der noget virkelig fantastisk over den magi, der opstod, og folks respons. Plottet handler om et spøgelse, en kvinde der engang er druknet ved en ulykke, og når hun bliver set, dør der et barn i byen. En meget voldsom fortælling. Og jeg husker, det var et fantastisk stykke, som rører publikum, og som virkelig åbnede mine øjne for, at hold da op, det kan noget det her.

På det tidspunkt var Jens primært skuespiller, men fungerede dog også som instruktørassistent. Hans gode ven, som også var leder af Nørregade Teatret, var kommet ind på skuespillerskolen i København, hvilket naturligvis var en inspirationskilde.

Det skulle Jens da også.

– Jeg tog en snak med mine forældre, hvor jeg sagde, at jeg var nødt til lige at sætte det der historie på pause for at forfølge det med skuespillet, og det, syntes de bare, var en god idé, siger han.

Studierne satte han på pause, og i stedet arbejdede han organisatorisk for Operation Dagsværk, Red Barnet, Røde Kors og andre, mens han læste hos en skuespiller og søgte ind på alle tre skuespillerskoler i henholdsvis Aarhus, Odense og København.

Men ak, uden held.

– Jeg brugte tre år på det. Jeg kom tæt nok på til at kunne se pokalen, men ind kom jeg ikke, siger han, mens Bertil så småt har organiseret en humanitær indsats for byens fugle.

Han smider beredvilligt stumper af sin bolle ud af barnevognen.

– Det år, hvor jeg faktisk var kommet videre til tredje prøve, som udspiller sig over en hel weekend, begyndte jeg faktisk også at komme i tvivl om, hvorvidt det egentlig var skuespiller, jeg skulle være, siger Jens.

– Så jeg havde lidt en krise i forhold til, hvad jeg nu skulle, men jeg begyndte så at læse teatervidenskab, for det smager da lidt af fugl.

En af hans venner, som han tidligere havde assisteret i forbindelse med at instruere forestillinger, spurgte, om ikke Jens ville overtage en opsætning fra ham på Nørregade Teatret, og sådan blev det.

– Jeg tror, han havde set, at det var det, jeg skulle, og så fik jeg lov til helt selv at instruere en forestilling, som jeg også selv oversatte fra engelsk. Og da kunne jeg mærke, at det var, som om alle tingene faldt i hak. Så kunne jeg for det første spille alle rollerne nede fra min stol jo, men også alle mine erfaringer fra det politiske og organisatoriske arbejde med strategier og så videre var der plads til. Man skal jo have overblikket i sådan en proces, og der var nogle ting, der faldt i hak der, siger Jens.

Teaterchefen i en pause under prøverne til hans selvskrevne stykke "1658", som netop denne weekend får repremiere på Rønne Theater og spiller i 14 dage.  Foto: Torben Østergaard Møller

Kulturlegat

Mens hans fortid altså så småt manifesterer en fremtid, er blæsten her i nutiden i stigende grad strid, så vi slår et sving ned ad fabriksvej og bliver enige om, at henne på Borgmester Nielsens Vej vil vi få vinden lidt mere i ryggen.

Dernæst følger nogle år, hvor Jens Svane Boutrup søger ind på instruktøruddannelsen på den eneste teaterskole, der har en sådan, nemlig Statens Teaterskole i København. Men det er et usædvanligt lille nåleøje, som kun lader to slippe igennem hvert år, og der er aldrig hul igennem for Jens.

Til gengæld søger han et kulturlegat i Maribo, som han får, og han surfer rundt på internettet for at finde et sted, hvor man kan få noget uddannelse i teaterinstruktion, og det eneste, han kan finde, ligger i New York. Et sommerkursus på 10 uger.

Han arbejder da på Gladsaxe Teater i "Piraterne fra Penzance", hvor han er sanger og danser – "Gud bedre det, de var hårdt presset det år", siger han – og har rent faktisk været i gang med teater i mere end 10 år, men nu drager han til New York og føler for første gang, at han for alvor lærer noget.

– Jeg gik på en skole med stor faglighed, og jeg var meget sulten efter at lære noget håndværk, siger han.

– Og underviserne derovre spurgte, hvorfor jeg ikke bare vendte tilbage og tog en fuld uddannelse der? Det havde jeg slet ikke tænkt på, men jeg havde i mellemtiden fået skrabet en bachelor sammen i teatervidenskab og historie, hvilket betød, at jeg kunne søge ind på en overbygningsuddannelse derovre.

Han valgte den billigste skole, han kunne finde. Den lå i Brooklyn, New York – og han kunne tage sin SU med derover.

Og så var han af sted og kunne fire år senere returnere til Danmark med en Master of Fine Arts med speciale i instruktion. Da havde han dog også været et smut forbi Canada et års tid med en daværende kæreste, men det var i øvrigt på skoleforløbet, han mødte Kevin Doyle, dramatikeren, som vil være nogle bornholmere bekendt, fordi han under corona strandede på Bornholm og senere skrev og returnere til øen for at opføre sit stykke "Svaneke".

Da jeg på et tidspunkt talte med Kevin, sagde han, at da han mødte dig på skolen, var du en af dem, der var mest determineret og vidste præcis, hvad du ville med en forestilling?

– Jeg tror, at skolen passede fint til mig, netop fordi jeg lærte at arbejde med skuespillerne og tilrettelægge de forskellige processer, der opstår undervejs. For mig var det meget et spørgsmål at lære et håndværk, siger Jens.

Der er nogle, der siger, at en håndværker søger perfektion, mens en kunstner søger et udtryk, hvad siger det dig?

– Ja, men når man er instruktør er det lidt en sjov mellemposition. Selvfølgelig er der en form for kunstnerisk vision, men typisk står du jo og skal forløse et manuskript, som en dramatiker har skrevet, så det er ikke dit eget udgangspunkt. Du er arbejdsleder i en proces, og det involverer en masse håndværk. At der så har været en periode nu, hvor instruktøren har meget er at skulle have sagt er lidt noget andet. I den amerikanske tradition respekterer man meget, at dramatikeren står øverst. Men selvfølgelig har man også som instruktør en vision og er både håndværker og kunstner, kan man sige.

Hjem til Danmark

Jeg var jo forleden forbi, mens I øvede på dit stykke "1658" i salen på Rønne Theater, og så sidder du der på stolerækken, mens et helt hold skuespillere yder deres bedste ene og alene for dig – man må jo sidde og føle sig som Solkongen eller hvad? Jeg tror, jeg ville blive genert ved at sidde der, mens de spiller løs oppe på scenen, hvordan er det?

– Jamen, det er jo også det, håndværket handler om. Der er en masse praktik, man gør, og der er også tidspunkter, hvor man tænker "er det her overhovedet noget, nogen gider se", også selv om, vi har opført det tidligere med stor succes. Men når man sidder i rummet, handler det hele om små aftaler, og en af grundende til, at vi overhovedet kan lave teater, er, at vi har nogle ret tydelige ... hierarkier er så meget sagt, men så arbejdsfordelinger. Og det handler ikke om, hvem der er klogest og har de bedste ideer, men at man er nødt til at have nogen, der tager en beslutning, siger Jens.

Aktuelt har Bertil besluttet igen at øve sin sangstemme. Det lover godt for et nyt familiedynasti inden i dansk teater.

Vi har bevæget os ned ad Svanekevej og slår nu et sving ind til bagsiden af bibliotekets have og tager en rundtur om plænen.

Returneret til Danmark var det ikke umiddelbart let for den et par og trediveårige teatermand at få hul igennem til dansk teaterliv.

– Hva' faen gør jeg nu, tænkte jeg, jeg er uddannet i udlandet, der er ikke mange, der kender mig, hvem skal give mig den første chance? Men så var der et jobopslag på et nyt teater, Teater Momentum, der skulle startes i Odense, og det var lidt mere som administrativ leder, siger Jens.

– Første tænkte jeg "nej, det er ikke det, jeg skal", men så tænkte jeg, at jo måske alligevel. For det kunne jo være vejen ind. Jeg søgte det og var meget heldig og fik jobbet, jeg tror, de måske havde brug for en, der kom uden en forhistorie, for teatret skulle rejses på ruinerne af et andet teater. Og så skulle jeg starte et teater op fra grunden.

Så havde du igen glæde af din organisatoriske erfaring?

– Ja, for der var jeg med i det hele, og jeg drev det i tre år. Jeg kunne også snige mig til at instruere lidt hist og her, og det var jo det, jeg helst ville, men jeg kunne godt se, at jeg skulle kigge mig om efter noget andet, siger Jens.

Ved en generalforsamling på Rønne Theater i brancheorganisationen Foreningen af Små Teatre løb han ind i den tidligere leder af Bornholms Teater, Lars Holmsted.

– Jeg syntes, det var inspirerende, hvad han fortalte, og jeg kunne også godt lide stedet – og så blev stillingen pludselig ledig, og så søgte jeg den og fik den, siger Jens.

Og det er nu næsten 15 år siden?

– Ja, det er 15 år siden.

Du er leder af teatret, du skriver stykker og du instruerer – er det svært at skifte kasket hele tiden?

– Ja, det er det. Man skal sørge for at være færdig med ene, før man går i gang med det andet. For når man har skrevet noget, kommer instruktøren pludselig ind og fyrer måske noget af det, som dramatikeren syntes var vidunderligt.

Og de er begge to dig?

– Ja, det er de jo nogle gange. Men man må acceptere, at der er instruktøren, der i sidste instans står med det, for når først man går i gang med skuespillerne, går der også et ur i gang, og en premieredato nærmer sig. Så instruktøren skal have en frihed til at gøre tingene, som det er muligt.

Masser af humor

Kan du definere, hvad det er ved teater, der har ramt dig – hvad det er, teater kan?

– Det kan to ting, synes jeg. For det første kræver det ret meget fantasi at få en teaterforestilling til at virke. Vi sætter os jo som publikummer i salen, og vi lader, som om det er virkeligt, hvad der foregår på scenen, men det er jo blot en illusion, som vi har en aftale om at tro på er virkelig. Det kan jeg godt lide – at vi sammen med publikum har sådan en kontrakt.

Det er jo faktisk et stort mysterium, at vi alle sammen kan se film eller teaterstykker med velkendte skuespillere, som vi har set i adskillige andre roller og trods det blive berørt og måske sidde og tude – selv om vi er fuldstændig klar over, at det er fup og fidus, hvordan kan det lade sig gøre?

– Ja, det er jo nok det, man kalder teatrets magi. Men faktisk skyldes det jo først og fremmest vores egen magiske forestillingsevne, vores fantasi og ikke mindst vores vilje til at gå med på præmissen.

Vi vælger at lægge vores våben?

– Ja! Vi går med på legen. Og det tror jeg også trækker tråde tilbage til vores leg som børn, hvor man kunne forsvinde helt i ind i den.

Vi triller ud på Pingels Alle og lidt nede ad Sankt Mortens Gade, er Bertil ved at være godt træt af vores sniksnak.

Han indstiller sin akkompagnerende korsang, og Jens lægger ham tilbage i barnevognen, inden vi sætter kursen mod Teaterstræde 2.

Hvis du skulle skrive et stykke over dit eget liv, skulle det så være et drama, en komedie, en kærlighedshistorie eller hvad?

– Mon ikke det ville have lidt af det hele? Men jeg synes selv, jeg er et optimistisk menneske, så mon ikke, det ville have en eller anden form for optimisme i sig?

Og garanteret også noget humor?

– Masser af humor og leg, siger Jens Svane Boutrup.

Charme og lethed

Men hvad nu, du har snart været på teatret i 15 år?

– Ja, jeg kan i hvert fald roligt sige, at det havde jeg aldrig forestillet mig, da jeg kom hertil. Jeg har også selv gerne gået og sagt, at man skal ikke være det samme sted mere end 10 år. Det har jeg så ikke sagt så meget om de seneste fem år ...

– Men jeg ser ikke rigtig nogen ende på det, og jeg har ikke travlt med for eksempel at komme til et større teater, for der bliver skrivebordet bare større, og der vil være mere administrativt arbejde med MUS-samtaler og så videre. Jeg har ikke så mange ambitioner, der på den måde søger opad, jeg vil helt klart helst bruge mere tid på at lave teater, og på den måde har jeg nogle ret fantastiske forhold her. Jeg har et dygtigt og engageret personale og dertil en dejlig familie, som trives på Bornholm. Der er kort vej fra kontoret og til salen, og jeg har også masser af ideer til, hvad vi skal lave i de kommende 10 år.

Bertil sover, vi er nået frem til Rønne Theater og tager et par billeder oppe i teaterchefens ydmyge kontor på 1. salen.

Vi taler her på falderebet om, hvordan man egentlig skriver et teaterstykke. Hvad er det første, der skal stå, når scenen skal sættes inden første replik?

– Der kan være sådan nogle regibemærkninger, siger Jens.

– Nogle gange også en forbemærkning. For eksempel til "1658", som vi nu har repremiere på, skrev jeg en forbemærkning, som hedder: I virkeligheden er det her ikke en teaterforestilling, det er noget andet. Og det skal have en charme og lethed, det er ikke en særlig dyb historie, men den lever i mødet med publikum og i humoren.

Jeg ville ønske, at jeg i min regibemærkning til den her artikel kunne skrive, at den skal skrives med charme og lethed ...

– Ja, siger Jens Svane Boutrup lakonisk.

 

Alle pengene værd

Bornholms Tidende var med ved verdenspremieren i august 2020 på Jens Svane Boutrups stykke "1658", som i denne weekend har repremiere på Rønne Theater og spiller frem til den 27. maj. Dengang turnerede det rundt på øen på ladet af en blokvogn grundet coronarestriktioner.

Vi skrev blandt andet om "stykket, som både bærer historiens vingesus og humorens latterrus i sig":

"Hvis det er sandt, at humor er tragedie plus tid, så forklarer det, hvorfor Bornholms Teater kan vælge en humoristisk tilgang til fortællingen om, hvordan bornholmerne i 1658 vred sig ud af svenskernes åg, som de var blevet påtvunget ved Roskildefreden i 1658.

362 år er tilstrækkelig tidsmæssig afstand til, at det kan lade sig gøre på en munter måde at fortælle om et år, som må være blevet oplevet som både højspændt, katastrofalt og simpelthen forfærdeligt i samtiden.

Det er et spøjst blik, Jens Svane Boutrup kaster på historien, når han vælger at lade den udspille sig i fortrinsvis et westernunivers, men sandt er det jo, at mangt en western af godt gammeldags tilsnit byder på det endelige opgør, hvor de gode skal vinde over de onde. Her bornholmerne over svenskerne med kommandanten Johan Printzensköld.

Et enkelt af numrene kan næppe betegnes som en countrywesternsang, men det er intet mindre end et genialt påhit af Jens Svane Boutrup at bruge Queens "Bohemian Rhapsody", som han gør.

I originalteksten synger Freddie Mercury "Mama, just killed a man/ Put a gun against his head/ Pulled my trigger, now he's dead", hvilket i Boutrups fordanskning bliver til, at Villum Clausen synger: "Kofoed, jeg skød en mand, spændte hanen, skuddet lød, lig' i øjet, nu' han død".

Det ér morsomt, og hele holdet – skuespillere og musikere – får med indædt energi og fokus båret nummeret hjem, inklusive banjosolo og korsang, som skal leve op til Queens lydmæssige storproduktion anno 1975.

Og opfordringen må nødvendigvis lyde: Gå ikke glip af denne lille perle af en forestilling på godt en times varighed, den er så meget mere end alle pengene værd".