Kvindekrisecenterets Ingrid: Aldrig for sent at få en god tilværelse

Ingrid Funch Jørgensen hører til de heldige, der har haft en lykkelig barndom. Som leder af kvindekrisecenteret på Bornholm møder hun mange, der har mere barske skæbner. Men hun tror, der findes en god fremtid for alle.

Fredag var det kvindernes internationale kampdag, men hver dag er en kampdag for kvinder på Kvindekrisecentret på Bornholm.

Og udover de ansatte har Kvindekrisecentret omkring 40 frivillige, der gerne vil gøre livet bedre for kvinder, som har det svært.

Kvindekrisecentret kræver bare især én ting af deres frivillige. Robusthed. For det kræver sit at hjælpe mennesker, der bærer på barske skæbner. Selv er lederen af Bornholms kvindekrisecenter, Ingrid Funch Jørgensen, også gjort af et særligt stof.

For efter en lang arbejdskarriere med fokus på sårbarhed og udsathed, har hun alligevel aldrig været tæt på at brænde ud, men brænder stadig for at indgyde mennesker i nød fornyet livsmod. Hendes egen robusthed blev især grundlagt gennem hendes egen barndom. For selv har hun faktisk svært ved at komme i tanke om et eneste traume, fortæller hun, da vi har taget hul på interviewet på kvindekrisecentret i Rønne.

– Jeg kan ikke huske, der er noget, der har været hårdt eller kompliceret, eller at jeg har gået rundt med bekymringer i maven. Jeg har prøvet at grave efter det tidligere. Også da jeg læste til pædagog, hvor det handlede meget om selvudvikling. Men det kan være, jeg fortrænger noget, siger Ingrid Funch Jørgensen, der udover sin pædagoguddannelse også har en række terapeutiske og ledermæssige uddannelser bag sig, ligesom hun ved siden af sit lederjob på kvindekrisecentret også er ved at tage en master på CBS.

Bevidst om sin rolle

Og selvom forskningen siger, at man ikke kan have et job som hendes uden at tage problemerne med hjem eller pådrage sig belastningsskader, så påstår hun, at hun kan lægge arbejdet væk, så længe hun ved, at hun har gjort, hvad hun kunne.

– Jeg er meget bevidst om min rolle. Det er den måde, jeg arbejder på. Og jeg tror, det er derfor, jeg ikke bliver psykisk overbelastet, forklarer hun smilende.

– Men jeg kan jo ikke vide det. Nu har jeg været her i snart 10 år og arbejdet med særligt sårbare i omkring 30 år uden at brænde ud. Jeg tror også, det handler om, at man i sit job får mulighed for at få talt om de ting, man oplever, og at man får supervision.

Derudover handler det måske også om, hvordan man er sammensat som menneske, mener hun.

– Hvad kommer man selv af? Hvordan er ens forældre? Hvor robuste har de været, og hvad er det for en barndom, man har haft? Men udbrændthed kan alligevel ramme alle, siger hun.

De bedste muligheder

Selv voksede hun op på en gård udenfor Aakirkeby med en far, der var landmand og en mor, der var hjemmesygeplejerske.

– Jeg er den yngste ud af fire. Jeg har tre brødre, der er ældre end mig. Så jeg er rosinen i pølseenden. Og jeg kan som sagt ikke erindre, at jeg har haft en dårlig barndom. For jeg har haft de bedste muligheder for at udvikle mig, og som barn har jeg altid blevet troet på og har følt, at der var en opbakning og tillid til, at jeg nok skulle klare det, som jeg nu kastede mig ud i.

Hvad var du for et barn?

– Jeg var vist nok et ret almindeligt barn. Mange aktiviteter foregik derhjemme i de yngre år. Jeg legede med nabopigen Karen, siger hun og ser leende til siden, mens varme barndomsminder synes at rulle frem for hendes indre blik.

– Vi løb hen over markerne og legede sammen. Vi havde det rigtig hyggeligt og fandt selv på ting og blev ikke holdt øje med på den måde, som børn gør i dag. Vi var meget kreative, smiler hun og fortæller, hvordan hun sammen med barndomsveninden lavede bål og skøjtede på dammen om vinteren, og kælkede på kælkebakken i høje snedriver.

– Det er sådan noget, jeg husker, og så fik vi ristet brød og varm kakao hjemme hos mor. Jeg spillede håndbold, gik til gymnastik og var på Amtsholdet. Jeg har altid været aktiv, også hvad angår idræt.

– Jeg tror aldrig, det er for sent at få et godt liv. Det handler om, hvem man møder på ens vej. Alle har jo ressourcer. Alle har noget i sig, der kan bygges videre på, siger Ingrid Funch Jørgensen

Moderen som læremester

Barndomshjemmet var også et sted, hendes veninder i det hele taget holdt af at være.

– Min mor havde den der omsorgsfølelse. Det var helt naturligt for hende at riste brød og lave varm kakao, og man måtte gøre, som man syntes derhjemme. Der var ikke noget med, at man ikke måtte gå i køleskabet eller ikke måtte det og det. Der var ikke så mange regler, men en ramme var der.

På den måde var barndomshjemmet også et meget frit hjem, husker hun.

– Mine brødre havde også altid kammerater på besøg i vores hjem, hvor de for eksempel rodede en del med knallerter. Det var generelt et åbent hjem og altid mange mennesker hos os – også fra mine forældres vennekreds. For var der nogen, der havde det svært, så var det min mor, de kom og talte med, og min far var en meget rummelig mand. Så luffede han af, fortæller hun og griner.

Selv har hun også arvet moderens omsorgsgen, ligesom moderen har været en foregangskvinde ved at være selvstændig og få en uddannelse i en tid, hvor det ellers ikke var normalt for kvinder.

– Min mor er fra 1928, og hun blev sygeplejerske på et tidspunkt, hvor det ikke var helt almindeligt. I dag er hun 95 år, bor i egen bolig og klarer sig selv på mange måder. Hun fik jo mig, da hun var 40 år og jeg fik også selv mit sidste barn, da jeg var 39, så sådan ligner jeg hende også – helt tilfældigt. Men ligesom min mor arbejder jeg også i et omsorgsfag, så måske har jeg arvet noget interesse der, som har været helt naturligt. Hun har været min læremester.

Hvad drømte du om som barn?

– Den første drøm, jeg kan huske, og som jeg fortalte til min mor, var, at jeg ville arbejde i brugsen i Aakirkeby og sætte slik på hylderne, siger hun og bryder ud i lys latter.

– Og jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg har været der, men det var helt sikkert, fordi jeg gerne ville have slik.

I stedet fandt hun en anden hylde, da hun efter sin HF-eksamen arbejdede med udviklingshæmmede på Klintebo, for det gav hende lyst til at blive pædagog. Det blev hun også, og efter otte år i København vendte hun hjem til Bornholm. På det tidspunkt var hun lige blevet skilt fra sin ældste datters far. Og hun brugte skilsmissen til at vende hjem til sin fødeø, hvor hun fandt en ny mand og fik en søn.

– Jeg er generelt meget positiv og god til at se muligheder, også når det er svært, siger hun og beskriver sig selv som handlingsorienteret.

Kvinder fra alle samfundslag

Da hun kom tilbage til Bornholm, fik hun allerede som 27-årig tilbudt sit første lederjob, men det afslog hun for at kunne være der for sin datter.

I stedet fortsatte hun som pædagog på både Bornholm og i Sverige, ligesom hun blandt andet har arbejdet 10 år som familiebehandler i Bornholms Regionskommune, inden hun blev leder af kvindekrisecentret.

Selv tror hun ikke at det er en ulempe, at hun aldrig har været i en dyb krise som kvinde.

– Der er selvfølgelig nogen i det her fag, som har været udsat for vold i en eller anden form, som tænker, at den hjælp de har fået, den vil de gerne give videre, og det giver også god mening. Men det er virkelig vigtigt, at man er på plads i sig selv, og man ikke deler ud af erfaringer, fordi man selv ønsker det eller har behov for det. Når vi arbejder med kvinderne, er det på kvindernes præmisser.

Hvad er det for typer kvinder, som kommer her?

– Vi har alle typer af kvinder og fra alle samfundslag. Man siger jo, at hver fjerde kvinde i Danmark er udsat for vold. Og det er både fysisk og psykisk vold og mange af de andre voldsformer.

Psykisk vold

Ens for mange af kvinderne, som finder vej til krisecenteret, er dog, at ekspartneren ofte stadig trækker i dem i de første 14 dage.

– Så er det ofte kun de positive ting, der popper op hos kvinden, i forhold til den tidligere partner og den tidligere relation. Men efter de 14 dage tænker kvinden ofte, hvad lavede jeg i det voldelige forhold? Og hvorfor har jeg ikke søgt hjælp før?

At man er udsat for psykisk vold kan være rigtig svært at gennemskue, forklarer hun.

– Volden er noget, der sker langsomt. Partneren taler grimt, men giver så efterfølgende tøj og blomster. Så går der et stykke tid. Så bliver hun glad og i godt humør, og så starter det forfra, siger Ingrid Funch Jørgensen, inden hun gengiver eksempler på, hvordan en psykisk voldelig monolog kunne lyde:

– Hvorfor har du de der grimme bukser på? Jeg har sagt, jeg ikke bryder mig om dem. Hvorfor har du håret sådan? Det ved du godt, jeg ikke kan lide. Hvorfor har du den neglelak på? Skal du være sammen med andre? Hvorfor har det taget et kvarter i Rema? Har du været sammen med nogen? Hvorfor har du lavet sådan noget lortemad?

– Og her kan manden for eksempel finde på at feje tallerknerne på gulvet, mens børnene sidder rundt om bordet. Og til barnet kunne kritikken være: Hvorfor sidder du og smasker igen. Nu sætter du dig ud på trappestenen og spiser, selv om det er snevejr.

– Det er på den måde, at volden kan udspille sig, fortæller lederen med alvorlig mine.

– Det er psykisk vold. Og nedgørende adfærd. Når manden siger til kvinden, at det er hendes egen skyld, fordi han har sagt, han ikke ønsker en bestemt adfærd, tænker kvinden ’Gud ja’. For så er hun jo efterhånden så psykisk kørt ned, at hun tænker, det også er hendes egen skyld, og at hun nu må tage sig sammen. Hun tør ikke sige ham imod, fordi hun er nervøs for hans vredesudbrud. Ofte ønsker kvinden også at holde fast i familien – drømmen om en kernefamilie, og den der tanke med, at hjælper jeg ham lidt mere, så bliver det nok bedre.

Vold er et stigende problem

Når mænd også er fysisk voldelige, handler det ifølge forskningen ofte om, at de selv har været udsat for vold, for det har 77 procent af de voldelige mænd ifølge statistikkerne.

Det forklarer kvindekrisecenterlederen, som også savner bedre tilbud til mænd.

– Jeg synes jo, der skulle være et tilbud – dels til voldsudøvere, men også til de mænd, der er udsat for vold. Det er der ikke på Bornholm, og kun i begrænset omfang i København.

Vold mod kvinder er et stigende problem. Men lige nu kan kvindekrisecentret godt følge med.

– Selvfølgelig er der tilfælde, hvor vi må afvise. Men som det er nu, klarer vi os med de pladser vi har. Nogle gange må vi lave en ekstra opredning i kælderen, indtil jeg finder en plads på Sjælland eller andre steder.

Skal der ikke meget til, før kvinden tager det skridt at søge hjælp?

– Jo, det er stadig meget tabubelagt at være udsat for vold. Men når kvinderne flytter ind hos os, møder de andre i samme situation, og så føler de sig ikke alene og marginaliserede.

Ingrid Funch Jørgensen er positiv over den mediedækning der er omkring partnervold. Der oplyses og det er vigtigt. Anders Agger har lavet en rigtig fin udsendelse om at bo på krisecenter, siger Ingrid Funch Jørgensen, og forklarer, at den giver et godt og realistisk billede af, hvad det vil sige at bo på et krisecenter, samt al den frygt og de kriser kvinder og børn står midt i.

– Det kræver mod at søge hjælpen, men der er god hjælp at hente. Ingen skal leve i volden og de skal ikke føle, at de er alene. Partnervold er et samfundsstrukturelt problem.

Den konkrete hjælp

Kvindekrisecentret i Rønne har plads til fire kvinder og seks børn, og de bor der i gennemsnit tre måneder.

– Nogle bor her en dag, og så får de blomster og billeder fra deres ekspartner, og så vælger de at flytte hjem igen. Andre bor her i mere end et år, fordi de måske har svært ved at finde bolig, siger hun og fortæller, at krisecentret også hjælper en række andre kvinder fra deres ’satellit’ ude i byen.

– Her kan kvinder få 10 samtaler hos en voldsfaglig rådgiver. På den måde kan vi også tilbyde et samtaleforløb, hvor man ikke behøver flytte ind på krisecentret, men kan få samtaler hos rådgivningstilbuddet, som er støttet af TrygFonden frem til 2026. Vi er glade for tilbuddet og er glade for at kunne tilbyde de bornholmske kvinder og børn det samme, som de kan tilbyde i resten af Danmark.

I forhold til kvinderne, som kommer til krisecentret, handler det i første omgang om at hjælpe meget konkret.

– Når kvinderne flytter ind her, får de sammen med deres barn eller børn et værelse, og så hjælper vi dem med at danne et overblik over deres situation. Der skal måske skiftes skole og daginstitution og søges samvær i familieretshuset. Men de første 14 dage går med at få kvindens og børnenes nervesystem i ro.

Hvordan gør I det?

– Ved at være til stede og tilbyde samtaler både for kvinde og børn. Sørge for at vi tilbyder kvinden den hjælp, som netop hun og hendes børn har behov for. Vi udbreder en palet af muligheder for hjælp og støtte. Og så er vi til rådighed. Måske skal vi have politiet forbi i forhold til sikkerhed. Hvad er mandens historik? Hvor nervøs skal kvinden være? Skal hun have en overfaldsalarm? Skal hun søge tilhold? Har kvinden behov for økonomisk rådgivning? Har hun behov for en advokat? Bliver det en retssag? Der er virkelig mange ting. Og det er svært for kvinden at danne sig et overblik, når hun grundet den vold, og de traumer hun har været udsat for, ikke kan tænke konkret og rationelt, forklarer hun og tilføjer:

– Kvinden har brug for at finde sig selv igen efter ofte mange års vold og ydmygelse. Hun skal bygges op igen. Det kræver mod og kræfter, siger hun og tilføjer, at man udover al den praktiske hjælp også hjælper kvinderne og deres børn til at få psykologhjælp.

Snart vil Ingrid Funch Jørgensen sammen med sine ansatte også kunne hjælpe endnu flere af øens voldsramte kvinder, når der efter planen skal bygges et nyt kvindekrisecenter, der forhåbentlig kan stå klar omkring 2026. For de nuværende bygninger ikke længere tidssvarende. Pengene er allerede rejst gennem A.P Møllers Støttefond. Med de nye bygninger vil centret kunne tage imod seks kvinder og deres medfølgende børn.

– I princippet kan vi jo blive 20 mennesker, hvis alle værelser er fyldt. Så det bliver et større krisecenter, hvor det også vil være muligt at tilbyde hjælp til handicappede, som er voldsudsatte.

Takket være Sparekassen Bornholms Fond, Bornholms Brand og Østifterne har det været muligt at få tegnet et skitseprojekt af det nye krisecenter.

Mere konkret om det kommende kvindekrisecenter kan Ingrid Funch Jørgensen ikke være lige nu.

Ingen er født onde 

Hvad er det vigtigste livet har lært dig om mødet med mennesker i krise?

– Jeg synes det vigtigste i forhold til andre mennesker er at have respekt for det enkelte menneske og hvad det enkelte menneske kommer med. På godt og på ondt. For mennesket er jo formet af noget. Selv om mennesket ikke altid er den bedste udgave af sig selv, er der jo også en grund til det. Så det er altid sådan, jeg prøver at anskue det.

Tror du på det gode i mennesker?

– Ja det gør jeg. Jeg tænker ikke, at der som udgangspunkt er nogle mennesker, der er født onde. Det tror jeg ikke på.

Hvorfor dyrker nogle så det onde mere end det gode?

– Det er nok ikke så nemt at finde et entydigt svar på. Men der er nogen som har haft flere udfordringer i deres opvækst end andre, og det kan sætte sine spor. Man er måske selv blevet slået som barn, og det er så måden, man handler på, når der opstår vanskeligheder, og når man selv bliver forældre. Men som udgangspunkt er mennesker ikke født til at være onde eller til at have vanskeligheder, fastslår hun, men erkender, at der er problemer nok i verden.

– Ja, der er meget håbløshed i verden. Også med de kvinder som flytter herind på krisecentret. Og man kan sige, at volden blandt kvinder er ikke blevet mindre. Heller ikke på Bornholm. Jeg tror, der er et stort mørketal. Jeg tror, der er mange kvinder derude, som har brug for hjælp, men som dels ikke tror, de er udsat for vold, eller ikke kan finde modet - endnu.

– Men jeg føler et håb, når kvinder kontakter os. For når de kommer ind til os, så ved jeg, at vi kan hjælpe dem videre. Det gælder også alle de børn, som ofte følger med, og som igennem mange år har været direkte eller indirekte vidne til volden. Så det giver mig håb, siger hun og smiler, inden hun vender blikket mod alle verdens problemer.

Det store håb

Medierne er fyldt med historier om folk, der lider, men det giver håb, når man gør en forskel, hvor man kan, mener hun.

– Alt gør jo indtryk, men jeg tror også, jeg sorterer det, for jeg kan ikke holde til at tage alt ind 100 procent. Så jeg sorterer i det for også at kunne være i det. Men det hjælper mig at fokusere på, hvor jeg kan gøre en forskel. Jeg er et handlingsmenneske, så jeg forsøger at gøre en forskel i en eller anden form. Om det så er her, eller det er at hjælpe min gamle mor, samle familien, om jeg er frivillig et eller anden sted, om jeg cykler for Team Rynkeby Bornholm, eller om jeg som nu stiller op som regionsrådsmedlem for socialdemokratiet. Alle sådanne ting er med til at give mig håb og gør, at jeg føler, jeg gør en forskel.

I sin fritid arbejder hun faktisk også med krisecenteret.

– Det er nok ikke særlig sundt. Men man er jo på, når man er leder for en døgninstitution af denne slags. Og jeg er den som de frivillige ringer til, hvis der er noget, der brænder på udenfor ”arbejdstid”. Det er sjældent, det sker, de er meget selvkørende, seje og søde. Men selvfølgelig er jeg til rådighed, hvis der opstår et behov. Vi er sammen om krisecentret uanset hvad, og det er utrolig meningsfuldt.

Hvad tror du på?

Hun slipper et stille suk, før hun svarer.

– Altså, jeg tror på Gud, siger hun så.

– Og jeg er døbt og konfirmeret, og det samme er mine børn. Og selv om det er ufatteligt sjældent, jeg går i kirke, kan jeg faktisk godt lide at komme i kirke, for der er der en utrolig dejlig ro, siger hun og tilføjer, at hun ikke tænker på troen hver dag.

– Men jeg tror, der er noget. Jeg tror også, der på en eller anden måde er nogen, der holder en hånd over os, når det bliver svært nogle gange. Og jeg tror, der venter os noget godt, når vi skal herfra.

– Jeg føler et håb, når kvinder kontakter os. For når de kommer ind til os, så ved jeg, at vi kan hjælpe dem videre. Så det giver mig håb, siger Ingrid Funch Jørgensen.

Mod til fremtiden

På kvindekrisecenterets hjemmeside lyder sloganet ’Få mod til din fremtid’.

– Jeg tror aldrig, det er for sent at få et godt liv. Det handler om, hvem man møder på ens vej. Alle har jo ressourcer. Alle har noget i sig, der kan bygges videre på. Der er måske nogle ”skuffer”, der skal trækkes ud, og som skal tømmes, fyldes op og lukkes i igen. Men jeg tror, alle har mulighed for at få skabt sig en god tilværelse, hvis de møder de rigtige mennesker og er åbne for den kontakt, tager imod og selv er klar. Det er jo igen meget komplekst og kræver at mange faktorer spiller sammen.

Kan man tale om nogle helt basale grundingredienser som skal være til stede i en god barndom?

– Forudsigelighed. Tryghed og stabilitet og så masser af ubetinget kærlighed. Og så tror jeg også selv på, at man til en vis grad som forældre skal tilsidesætte sine egne problemer. At man ikke involverer børnene i voksenting, som de ikke har en chance for at finde ud af, hvad handler om. Samtidig skal man selvfølgelig tale åbent. Men man skal vide, hvad taler man om, og hvad taler man ikke om, når barnet er der.

Er du selv lykkedes i forældrerollen?

– Åh, det synes jeg andre skal sige, siger hun og slår en lille latter op.

– Men indtil videre synes jeg i hvert fald, mine børn klarer sig godt. Det vigtigste for mig er ikke, hvordan de uddannelsesmæssigt klarer sig. Det har selvfølgelig også betydning. Men det vigtigste for mig er, at de er nogle hele mennesker. Indeni. At de har et godt værdisæt. At de er ordentlige overfor andre mennesker. At de føler, de har en god kerne indeni sig. Så synes jeg, at jeg er lykkedes.

Fortryder du noget?

– Jeg er ret tilfreds med, hvor jeg er i dag, og jeg ville jo ikke være tilfreds, hvis tingene var gået anderledes forud, kan man sige. Så på den måde er jeg et godt sted både med familie, job og venner. Og med de muligheder, jeg har haft, synes jeg, at jeg har været meget heldig.

Blå bog

Ingrid Agnethe Funch Jørgensen

Født i 1968

Leder af kvindekrisecentret på Bornholm siden 2014

Har tidligere arbejdet i en årrække som familiebehandler, projektleder og uddannelsesvejleder hos Bornholms Regionskommune, ligesom hun har arbejdet i flere daginstitutioner

Uddannet pædagog og har en række videregående uddannelser indenfor terapi og ledelse

Har desuden flere bestyrelsesposter

Bor sammen med Søren

Mor til to børn og to bonusbørn