Selv om Klaus senere blev ansat hos Match Padel og derfor måtte stoppe sit engagement i BPK, har han aldrig lagt sin passion for sporten væk. Desværre blev han afskediget fra Match Padel tidligere i år (2024, red.) på grund af uoverensstemmelser, men i stedet for at trække sig tilbage har Klaus valgt at fortsætte med at støtte padelsporten på Bornholm på andre måder. Han har været en vigtig stemme i debatten om padelsportens fremtid her på øen og har stået klar med hjælp og råd til både spillere og foreninger.
Klaus Werner har, gennem både med- og modgang, vist et kæmpe engagement og en uforlignelig kærlighed til sporten. Han er drevet af et ægte ønske om at skabe noget godt for Bornholms idrætsliv – ikke for egen vindings skyld, men for at styrke fællesskabet og skabe bedre muligheder for andre. Han har været en pionér for padel på Bornholm, og hans indsats fortjener at blive anerkendt.
Jeg er overbevist om, at uden Klaus Werner havde padel ikke haft den plads på Bornholm, som sporten har i dag. Han er en person, der har kæmpet for padelmiljøet på øen, og han gør det stadigvæk – med hjertet som sin største drivkraft.