Kirsten var blomsterbarn i Rø: Det var en helt anden tid

Kirsten Sode var 22 år, da hun i 1969 vendte tilbage til sin mors fødeø og blev blomsterbarn, Steiner-tilhænger og medstifter af indkøbsforeningen Muld og Klippe.

Kirsten Sode voksede op i København og bor i dag i Gudhjem. Hendes mor var ud af en af de gamle landmandsslægter på Bornholm, men blev en succesrig forretningskvinde i København. Kirsten blev blomsterbarn.

– Min mor, Helle Sode, er født på Aarsballegård. Jeg havde som barn 18 kusiner og fætre. Jeg er født i København, og min mor var blevet alene, da hun fik mig. Hun flyttede til København, da hun var i starten af 20erne, og blev gift med min far, som var arkitekt. Han tog til Rønne i 1946 for at tegne huse efter russernes bombardement og kom aldrig tilbage. Så sad hun alene med to børn.

Kirsten mødte sin far første gang, da hun var fem år, og lærte ham at kende. Når hun ser tilbage, var hendes forældre meget forskellige.

– Min far var meget musikalsk, kunstnerisk og introvert, min mor var entreprenør og meget handlekraftig. Jeg har fået noget fra dem begge, siger Kirsten Sode.

Nye bevægelser i 1968

Kirsten Sode lærte også Bornholm at kende som barn.

– Min mor havde fire søstre og en lillebror. Min søster og jeg var feriebørn på Bornholm om sommeren, fordi min mor havde travlt. Tre af mine tanter var på øen, en var gift med en sadelmager og havde en møbelforretning i Aakirkeby, en var gift med Ole, der var bager i Lobbæk, en tredje havde et fint konditori inde i Rønne. Den sidste var flyttet til København. Min onkel arvede Aarsballegård, der var en stor gård på Bornholm. Min morfar var den første, der fik traktor.

Kirsten Sode fulgte i sin storesøsters fodspor, da hun nåede skolealderen.

– Jeg kom på Bernadotteskolen, og jeg tror, det betød meget for min måde at handle frit. Efter endt skole arbejdede jeg på et væveværksted hos en tekstildesigner, Lis Ahlmann. Jeg har lært meget på kurser, men er ellers autodidakt. Jeg startede som væver og endte som kostumier og scenograf på et Steiner-seminarium i Sverige.

Hvordan kom du ind i miljøbevægelsen?

– Jeg var ikke med i nogen bevægelse på den måde, men vi boede på Christianshavn, og vi var en flok på 50 venner, der i 1968 splittede op. Halvdelen rejste til Indien og koblede sig på nogle munkeordner og yoga, og den anden halvdel flyttede på landet. Og så var der måske fem tilbage, hvor nogen sidenhen flyttede på Christiania.

Der var enorm opsplitning i samfundet i 1968, fortæller Kirsten Sode.

– Jeg havde en veninde, der blev astrolog, og hun fortalte om Uranus og Neptun og nogle andre planeter, hvis bevægelser åbnede op for de optøjer, der fandt sted. Det var meget let at ændre enormt meget lige i de år. Det var let at ændre ens liv, og der var tid til kærlighed og fordybelse. Man havde tid til hinanden dengang, på en helt anden måde end man har i dag. Man besøgte hinanden spontant.

Kirsten Sode var lige kommet hjem fra et halvt år i Israel i 1964, da hun blev kæreste med Peter Faber. Han var guldsmed og havde værksted på Christianshavn, og der var altid varm te på kanden til dem, der kom forbi for at snakke.

Kirsten Sode og Peter Faber med Lulu. Eget foto

Vi ville have børn på landet

Peter blev altid omtalt og tiltalt som Peter Faber. Også af Kirsten. Sådan blev det bare. Og Peter Faber ville gerne flytte med Kirsten til Bornholm.

– Vi tog på ferie på Bornholm i 1968, og der havde lige været en orkan, og husene kostede ingenting dengang. Du kunne få en trelænget gård for 10.000, hvis den ene længe var faldet lidt sammen. Og så købte vi en vidunderlig gård inde i skoven ved Tyskegård på Røbrovej. Huset hed Gråhus. Vi købte den af dem, der ejede Tyskegård, og flyttede herover i april 1969.

– Jeg var 22 år, da vi flyttede til Rø. De første udflyttere vi lærte at kende, var Ken og Birthe Robbins fra Østerlars. Peter Faber mødte Kenn og Birthe inde i Rønne, hvor de solgte grøntsager. De havde rejst hele jorden rundt og købte så det sted i Østerlars, som Birthe stadig bor i.

– Vi flyttede herover af tre grunde: Vi ville gerne have børn, vi ville have børn på landet, og så var der altså et bagtæppe af en krig i Vietnam. Det er lidt mærkeligt at tænke på i dag, men det var jo lige efter Anden Verdenskrig, og der var meget mere angst på den måde. Vi flyttede på landet, for så havde vi vores egen brændeovn, og så kunne vi dyrke vores egne grøntsager. Det anede jeg ingenting om, da jeg kom herover. Vi kom meget oppe hos Helene på Soldalen, fordi der var så meget jeg skulle lære, husker Kirsten Sode.

Og det gik som planlagt. Parrets to børn er født på Bornholm. Lulu kom først, og så blev Kasper født halvandet år efter. Kirstens datter har i dag Fabers i Allinge, og sønnen har købt det gamle missionshus i Olsker.

Kvinder kan ingenting

Kirsten Sode var med til at starte indkøbsforeningen Muld og Klippe i 1974. Her importerede tilflytterne blandt andet ris og linser og andre økologiske fødevarer, som ikke fandtes på Bornholm dengang.

– Det var på grund af Sverre på Rosvang, der sagde: Kvinder kan ingenting. Så lavede vi en bestyrelse med kun kvinder. Og så satte vi os ned og fandt ud af, om der skulle være nogle retningslinjer. Der var kun en enkelt i bestyrelsen, som ville have lidt orden. Vi andre blev enormt inspireret af Flemming oppe fra Enesminde. Han havde været på et Rudolf Steiner-kursus, og han sagde ’der skal bare være de regler, der er brug for, når problemerne opstår’. Og så blev det faktisk til, at vi bare havde de regler, som var nødvendige.

– Peter Faber og jeg gjorde meget ud af at skabe en smuk natur med søer, åer og små vandfald, og vi renoverede mere end andre, fordi vi havde min mor i baghånden. Hun kom ofte på besøg, og når hun rejste, sagde hun altid: ’Nå, hvad vil I så gerne renovere?’ Der var ikke fjernvarme, men brændeovn, oliefyr og radiator. Vi ombyggede huset i japansk bondestil. Vi havde en lille bog med billeder fra paladset i Kyoto. Det brugte vi som inspiration.

Gråhus blev med tiden ombygget i japansk bondestil. Eget foto

Bønderne tog godt imod os

Spørger man Kirsten Sode, hvad man egentlig udrettede i gruppen af blomsterbørn, flippere og hippier, ligger svaret meget langt fra nutidens præstationsræs.

– Vi hyggede os. Jeg gik og malede i huset og ordnede, han tjente pengene. Peter Faber arbejdede som guldsmed for Ole W. Jacobsen. Vi lavede alt mulig sjovt. Byggede en terrasse af gamle jernbanesveller til en krone stykket. Vi tjente 25.000 om året de første år. Vi plejede at sige, at vi lavede alting selv, undtagen pengesedler. Jeg tror, det tog tre år, inden vi tog til København første gang.

– Vi var blomsterbørn. Vi levede af mikromakro-mad. Ris og sojabønner, stegte løg. Da det blev for kedeligt, foreslog jeg Peter Faber at lave mad også, hans mor var en virkelig dygtig kok. Han tog ind til Irma i Rønne hver fredag, som var hans maddag, og kom hjem og lagde servietten over venstre arm og hældte et glas rødvin op. Han lavede fantastisk mad fra første dag. Jeg havde aldrig lært at lave mad, fordi min mor havde så travlt.

Hvordan tog bornholmerne imod jer?

– Vi havde en fordel, nemlig Peters motorcykel. Han havde en Indian fra 1929, og den kørte vi rundt på, og når vi holdt nede ved brugsen i Rø, så kom alle de gamle bønder og snakkede, sådan en havde de da også haft. Og selv om vi så besynderlige ud – jeg havde et stort rødt hår, og Peter havde pisk i nakken – så har der aldrig været dårlige toner om os i byen.

– Alle kom til Faber, fordi han kunne så meget. Han vidste så meget om alt. Han var samler. Ude i laden havde han alt, hvad folk manglede. Alle mulige dimser. Vi købte på et tidspunkt et kasseret æblemosteri, som vi fik samlet, så vi kunne lave æblemost sammen. Peter Faber var et enormt venligt menneske, og alle der kom til Nordbornholm, hørte om Peter Faber med det samme, og så kom de til Gråhus.

Giftfrit havebrug

Med tiden fik tilflytterne brug for flere økologiske varer, husker Kirsten Sode.

– Og så dannede vi Muld og Klippe. Vi startede på Gråhus, fordi vi havde så meget plads, med levering en gang om måneden. Så var vi samlet mange familier med børn, og festede og dansede og slog på tromme.

– Vi var nok 100 tilflyttere. De kom jo drypvis, så det er svært at vurdere. Men der skete meget. Der boede for eksempel et bøssepar på Lykkegård udenfor Rø, som var så søde og sjove. De gik i plateausko, de blev omtalt i Rø, det kan jeg godt sige dig. De lavede en musikfestival, vel nok den første på Bornholm.

Var det en god beslutning at flytte herover?

– Ja, det var det da. Vi fik børnene, vi fik et fantastisk sted at gå og hygge og rode. Jeg lærte at dyrke grøntsager ret hurtigt og begyndte at lave aftenkurser i giftfrit havebrug. Der kom rigtig mange. Og jeg mødte mange af mine gamle kursister, da jeg flyttede til Gudhjem, som har gået på det der kursus. Jeg greb det an, ligesom jeg altid gør, når jeg skal lære nyt. Vi havde noget jord med, begyndte at undersøge det, prøvede at plante i det. Og så fortalte jeg bare alt, hvad jeg havde lært i min køkkenhave. Det var der, jeg stødte på Rudolf Steiner. Jeg stødte på ham igen, da jeg var vikar på Friskolen i Østerlars, hvor min datter gik. Siden opdagede jeg, at Steiner var meget mere end pædagogik og havebrug. Det var lige akkurat det, jeg gerne ville. Senere rejste jeg til Skanderborg og fik en Steiner-uddannelse. Det er blevet en dyb klangbund i mit liv.

Kirsten Sode i stalden. Hun havde også islandske heste på Gråhus. Eget foto

Jeg har fortrudt skilsmissen

Kirsten Sode og Peter Faber blev skilt efter 16 år. Gråhus blev solgt i 1979, og Kirsten og hendes veninde Karen købte Bukkeløkken i Slotslyngen sammen med Hubert Geilenkirchen, mens Peter Faber flyttede til Allinge.

– Vi voksede fra hinanden. Det var mig, der gerne ville skilles. Jeg savnede kunst og spiritualitet. Han var mere naturvidenskabeligt anlagt. Mange af hans venner var kommunister, mine venner var mere til det kollektive og spirituelle. Men Peter Faber var en dygtig håndværker. Det var ham, der byggede guldsmedelinjen op på Bornholms Højskole.

– Jeg har fortrudt mange gange, at vi blev skilt, på grund af børnene. Men nogle gange tager man nogle beslutninger, som er dybdegående, og som man ikke kender konsekvenserne af, lige når det sker. Der var rigtig mange, der blev skilt dengang.

Er det muligt at leve det liv i dag, som I levede dengang?

– Jeg kender nogle nyhippier herovre, blandt andet dem nede i Friskoven, og nogle udlændinge, der lever på den måde, hvor de tager tingene fra dag til dag, og som er glade for naturen. Men der er ikke så meget selvforsyning i dag. Nu kan man jo købe økologiske grøntsager i brugsen, og jeg har købt meget oppe hos Jens og Lotte på Marken.

Tankerne skal forbi hjertet

Som 77-årig ser Kirsten Sode tilbage på en tid, som adskiller sig fra nutiden på mange måder. Hun er stadig blomsterbarn i hjertet.

– Der var engang en, der spurgte mig: Hvad var det overhovedet I kunne dengang i 60erne? Man glemmer det lidt, man tror, det altid har været der. Så jeg gik hjem og skrev det ned, fordi jeg blev fornærmet: Feminismen var meget oppe, allerede dengang. Der var den organiske mad, de brune ris og mikro-makro. Der var yoga. Masser af bøssefrigørelse og seksuel frigørelse generelt. Spiritualiteten blomstrede virkelig også der i 60erne. Så har jeg skrevet ’love’. Kollektivisme, meditation, bevidsthedsudvidelse, ægte frihed.

– Det var en helt anden frihed dengang end den, man snakker om nu. Man tror for eksempel, at talefrihed betyder, at man skal sige alt, hvad man tænker. Steiner siger, at mennesket tænker meget klare tanker, men tankerne skal ned forbi hjertet, inden de kommer ud. Man skal tænke over, hvem siger man det til, skal jeg sige det nu, og hvordan skal jeg formulere det.

– Man var enormt rummelige overfor hinanden. Mænd og kvinder gik i det samme tøj. Økologi. Vegetarisme, og en meget antiautoritær livsstil.

Kirsten Sode kigger op fra sine noter.

– Jeg er vældig glad for, at jeg har taget den vej, jeg har taget, og har fået det liv, jeg har fået.

Helene Andersen fra Soldalen kom på besøg på Gråhus, blandt andet for at rådgive Kirsten om havebrug og grøntsagsdyrkning. Eget foto

De glemte hippier

Kirsten Sode er en af de tilflyttere historikeren Sif Goodale har talt med i forbindelse med sin indsamling af materiale om hippiebevægelsen på Bornolm i 60erne og 70erne (se Bornholms Tidende den 23. juli).

Har du lyst til at bidrage til Sif Goodales arbejde kan du kontakte Tidende på av@tidende.dk.

Kirsten Sode i køkkenalrummet med Bokul i baghaven. Foto: Anette Vestergaard