Juleskibets afløser står ved en skillevej

Juleskibets afløser står ved en skillevej
30 udstillere er klar til "Bornholm kommer til Hillerød". Arkivfoto: Erling Madsen
NYHED | ABONNENT | 29. NOV 2023 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
29. NOV 2023 • 05:30

30 udstillere er med på "Bornholm kommer til Hillerød" i weekenden 2.-3. december.

I 26 år var det bornholmske juleskib en kæmpe succes, når Povl Anker lagde til kaj – i de første år i København og siden Køge – som et flydende julemarked med bornholmske delikatesser, kunsthåndværk med videre.

Molslinjens overtagelse af den bornholmske færgesejlads betød et farvel til juleskibet. Det blev i stedet et goddag til arrangementet "Bornholm kommer til Hillerød", da den bornholmske direktør i Fredriksborgcentret (i dag Royal Stage), Carsten Larsen, tog tråden op efter dialog med Destination Bornholm.

26 bornholmske udstillere deltog i det første arrangement i 2017. Siden voksede både antallet af udstillere og besøgende. I 2019 var der 58 udstillere. Men så kom coronaen, og nu kæmper arrangementet med at komme tilbage til det tidligere niveau.

Senest er der sket det, at Carsten Larsen er stoppet som administrerende direktør for Royal Stage. Hans afløser på posten, Jesper Fruergaard, er spændt på at se, hvilken betydning det får for "Bornholm kommer til Hillerød":

– Carsten har haft relationer til nogle udstillere, og de relationer er nu væk. Så det handler meget om, hvorvidt udstillerne ønsker relationer til Royal Stage. Det er en gensidighed, vi skal se på, siger Jesper Fruergaard.

En god salgsplatform

Den nye direktør slår dog fast, at han gerne ser det bornholmske julemarked fortsætte:

– Vi har ikke nogen planer om, at Bornholm ikke skal til Hillerød, så det er mere spørgsmålet, om Bornholm vil til Hillerød, siger Jesper Fruergaard, der glæder sig til arrangementet den 2.-3. december.

– Jeg har selv været til udstillingen i flere år, da jeg synes, det er en god og spændende udstilling. Det er en dejlig salgsplatform for de gode og spændende ting, I har på øen. Så det håber jeg på kan fortsætte. Så kan det godt være, at det bliver under en anden form. Men det handler mest om, at salgsarbejdet med at sælge boder måske skal ligge et andet sted, siger han.

I dag er det Royal Stage selv, der står for salget af boder, og det vil man måske ændre på.

Skal ikke blive færre

Markedet får deltagelse af 30 udstillere, ligesom sidste år.

– Det handler om, hvor mange, der er villige til at tage turen til Sjælland i en tid, hvor der også er mange julemarkeder på Bornholm, som vi skal konkurrere med, siger direktøren.

Antallet af besøgende sidste år, 2.700, var også i underkanten af tidligere år – er det et tilfredsstillende niveau?

– Ja, men der skal heller ikke være så mange færre, for så bliver det ikke interessant for udstillerne. Som det er nu, er antallet af udstillere acceptabelt, men vi skal ikke ned på 20, for så bliver det ikke interessant for publikum, og vi kommer ind i en kedelig spiral, siger Jesper Fruergaard.

Der er brug for flere

Svaneke Slagteren er en af de bornholmske virksomheder, som har været med i Hillerød fra start og oplevet en stor efterspørgsel efter især spegepølser og røgvarer. Herfra havde direktør Rasmus Funch Kofoed gerne set flere bornholmske udstillere i Hillerød.

– Der skal flere til for at lokke mere publikum. Vi skal i hvert fald ikke blive færre, for så kan det blive en skuffelse for folk at komme ind til. Det var synd, at arrangementet i Hillerød blev ramt af corona, netop som det var ved at komme godt i gang. Det satte det på pause, og man er lidt i gang med at bygge det op igen.

– Jeg synes, at Royal Stage gør et godt stykke arbejde. Det er lidt op til os selv at skabe en god oplevelse for de besøgende, mener Rasmus Funch Kofoed.

En prioritering

Hvad er afgørende for jer, når I skal finde ud af hvilke julemarkeder, I vil med på?

– Det er hvad vi tror på. Nu kender vi arrangementet i Hillerød, og det plejer at være udmærket. Så det er det, vi vælger, men vi ser altid på, hvilke markeder der er. Det er en prioritering af tid med videre, og det skal helst kunne svare sig, og det har indtil videre kunnet svare sig at tage til Hillerød, siger svanekeslagteren.

– Vi står også på julemarkedet i Nexø i fire weekender, og man gør det også godt i Nexø. Vi har både flere udgifter og et større tidsforbrug, når vi skal til Hillerød. Så man skal se på, hvor det er bedst at lægge sin tid, siger Rasmus Funch Kofoed.

Hvad betyder det for jer, at Carsten Larsen ikke længere er direktør for Royal Stage?

– Det er da ærgerligt, for han har været med til at starte det hele op. Men som jeg har forstået Royal Stage, vil man gøre alt for, at arrangementet kan køre videre, slutter Rasmus Funch Kofoed.

30 udstillere

De tilmeldte udstillere ved "Bornholm kommer til Hillerød" i Royal Stage den 2.-3. december:

Bager Mortensen, Baltic Sea Glass, Bornholm Distillery, Bornholms Bikompagni, Bornholmerforeningen i Hillerød, Bornholms slægts- og lokalhistoriske forening, Bornholm Spirits, Bornholms Sæbesyderi, Bornholmske figenplanter og produkter, Bornholmske Trævarer Vmbyg, Den gamle Skole/Bornholmsk Honning, Destination Bornholm, Hallegård Produktion, Høstet – Havtorn Bornholm, Kjærstrup Chokolade, Lakrids Kompagniet, Lars Fischer – Keramik, Lehnsgaard Rapsolie / Bornholms Oliemølle A/S, Mix FM, NaturBornbolm, Nordbornholms Feriecenter, Nordskoven og Bornholm Outdoor Center, Puk’s Delikatesser, Small Batch Bornholm, Svaneke Chokoladeri, Svaneke Slagter, BornholmRocks.dk / StoryGroup, Tilflytterservice Bornholm, Villa Klint Bornholm – Trævarer og Wild Distillery Bornholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT