Istidens spor på Bornholm

Overskriften har intet at gøre med isvintrene i 1950èrne og 60érne hvor Østersøen frøs til is og mange drenge fra Rønne legede på isen foran havnens ydermole. Eller hvor natbådene fra Rønne til København og tilbage, ofte om vinteren sad fast i isen på turen. Denne artikel handler om den virkelige istid, som begyndte for 25.000 år siden og varede 10.000 år. Dengang var der en total nedfrysning af hele Nordeuropa. På Bornholm er der stadig mange spor efter den.

Gennem to millioner år har der været flere istider og perioder med næsten samme klima som i dag. Der er ingen synlige spor fra de første istider. Den sidste istid begyndte med en klimaændring med varme, tørke, stormvejr og regnvejr, ligesom i vore dage - måske truer en ny istid om tusind år.

Da det blev koldere blev regnen til sne og blæsten sendte sneen ind i de nordiske bjerges revner og sprækker. Da en tiltagende kulde forvandlede sneen til is, blev klipperne frigjort og store og små løse sten blev ført nedad med nye ismasser. Der blev de ført sydpå af store gletsjere.

Morænens ler, sand og grus skabte Danmark

Nordsøen var isdækket, man kunne gå over isen fra Danmark til England, der var ikke noget Danmark. Landet blev skabt af isens moræne under istiden. Til gengæld eksisterede Bornholm og i begyndelsen af istiden lå øens højtliggende områder som et isfrit område omgivet af is, senere kom store ismasser fra nordøst. Der høvlede ind mod klippekysterne og omskabte dem til lave skærgårde fra Allinge til Svaneke.

Da der kom endnu mere is fra nord fortsatte isen som en stor glidende hvid tunge over Nordbornholm og faldt ned i havet med et brag. Derfor er der høje stejle klipper mellem Jons Kapel og Hammeren.

Istidens spor på Bornholm

På mange rundklipper er der skurestriber fra isen, der viser dens retning, senere kom isen fra øst mod vest, og da den smeltede havnede store og små vandreblokke de samme steder. Især Rutsker Højlyng og Paradisbakkerne, og de mest berømte sten var dem der kunne rokke, men der er mange andre og nogle af dem fik sjove navne. Øens største rokkesten vejer 30 tons, den største vandreblok vejer 100 tons. Den kaldes ”Bobbestenen” og ligger i udkanten af Vestermarie Plantage. Danmarks største vandreblok vejer 1000 tons, den har været i isen over Bornholm, inden den havnede på Østfyn ved Hesselager.

Den smeltende is skabte mange smeltevands render af fossende vand. De ses mange steder på øen. Der findes nogle meget flotte ved Krubbedal i Olsker. På Hammershus er der mange glatte rundklipper skabt af isen og udenfor Manteltårnet ses en glatslebet rende der ligner en kloak. Den er skabt af fossende smeltevand fra isen.

Bornholmske tilstandslinjer

Da isen smeltede kom der såkaldte tilstandslinjer, hvor den medbragte moræne skabte bakker og dale på op til 30 meter og foran dem blev smeltevandet til søer. Det er dog småting, nogle steder i landet er der 300 meter tykke aflejringer fra isen.

Med fantasi kan man stadige ane tre bornholmske tilstandslinjer. Rø – Splitsgård og Simlegårds linjen. Den store smeltevandsslette ved Arnager er Bornholms Lufthavn.

Grotterne på Bornholm

Efter istiden steg vandstanden i Østersøen. Samtidig kom der saltvand fra Nordsøen gennem de lave dele af Sverige og vandstanden steg nogle steder med 20 meter, andre steder lavere. De kan stadig ses som flade rullestens terrasser langt fra havet. Senere hævede Sverige sig og forhindrede tilstrømninger af Nordsøens salte vand. Den Baltiske Issø blev forvandlet til brakvands område med indstrømmende saltvand gennem Bælterne, isens smeltevand og ferskvand fra områdets mange floder. På det tidspunkt var hele Bornholm over havets niveau.

Øens grotter langs klippekysterne er opstået i den tidligste periode. Porøse sten arter blev fjernet af havets kræfter og tilbage var den hårde granit. Dermed opstod øens mange grotter. Dem der ligger under havets overflade kaldes de ”våde ovne”, mens grotterne over havets overflade kaldes de ”tørre ovne” og dem kan man stå inde i, mens andre er så dybe, at man kan vandre langt ind i mørket. ”Sorte Gryde” ved Helligdoms klipper er øens dybeste med en længde af 60 meter. Der er ligeledes grotter ved Jons Kapel og langs klippekysten under Hammershus. Grotterne i vore sprækkedale er opstået ved en forkastning af det gamle grundfjeld.

Klippekysten mellem Allinge og Sandkås

På den to kilometer lange strækning er der flotte eksempler på den gamle kystlinje. Mange steder ses store og små rullesten langt fra den nuværende kyst. De har ligget på havbunden og er slebet runde af bølgerne. Et sjovt fænomen er en meget stor sten der kaldes ”Æggehønen”. Den afrundede sten ligner en høne, der ruger på sine æg.

I mange bøger omtales den som vandreblok. Men det er en lokal stenblok, der gennem tusindvis af år er slebet rund af havets bølger og skyllet op på stranden på dens rullesten. Man skal helt ned til stenen for at se ligheden med en rugende høne.

Østersøens rav

I kunstbutikker langs den jyske vestkyst er der udstillet smykker af rav. På skiltene fremgår det, at ravet er fra Østersøen. Rav er forstenet harpiks fra mange tusinde år gamle fyrretræer i Rusland, Baltikum og Polen. Der med isen blev ført mod vest og endte i Vesterhavet. Da rav i saltvand er flydende vil det med stormvejr skylle op på stranden. I Østersøens brakvand synker rav ned på havbunden og vil derfor sjældent havne langs øens strande.