Hus i Nexø får den helt store omgang

Hus i Nexø får den helt store omgang
Nexø Kajakklub bliver, hvor den er, men det gamle klubhus får ny facade og bedre indeklima. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | 19. SEP 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
19. SEP 2022 • 10:30

Nexø Kajakklub renoverer sit klubhus og inviterer samtidig til åbent hus.


Efter mange overvejelser om at flytte et andet sted hen har Nexø Kajakklub besluttet at blive, hvor den er. Det betyder samtidig, at klubhuset skal have den helt store omgang. Umiddelbart bliver det ikke til at se, men medlemmerne vil kunne mærke det. Det fremgår af en pressemeddelelse.

I sin oprindelige form er klubhuset 70 år. Det er bygget af af genbrugsmaterialer fra arbejdsskure, der blev brugt i forbindelse med udbygning af Nexø nordhavn efter 2. Verdenskrig. Kajakklubben overtog huset i 1990 og har blandt andet renoveret tag, porte, køkken-stue og skiftet alle vinduer. Nu er turen kommet til den gamle træbeklædning, facaden og en masse mindre, men nødvendige ting, der skal holde vand og tanglopper ude. Når det hele er færdigt, vil klubhuset fremstå som nu, men renoveret og med bedre indeklima til glæde for klubbens medlemmer.

Håbet er, at både medlemmer, nexøboer og turister i mange år fremover kan glæder sig over det gamle hus og det liv i området, det giver.

Hvis vejret arter sig, går kajakklubbens medlemmer i gang med arbejdet lørdag formiddag, og fra middagstid er der åbent hus, hvor interesserede borgere og måske kommende kajakroere kan besøge klubben og høre om renoveringen, områdets udvikling og kajaksporten. Klubben skal gøre facaden klar til, at Aarsdale Byg kan begynde nedtagning og opsætning af træbeklædning i begyndelsen af oktober.