Hjælp til Ukraine er en bornholmsk tradition

Op gennem 1990'erne og 00'erne tilbragte 35-40 ukrainske børn fire sommeruger på lejrtur på Bornholm. De kom fra et område i Ukraine med høj radioaktivitet, og de mange frivillige fra foreningen Operation Tjernobyl-børn Bornholm og et velvilligt lokalsamfund med mere end hundrede sponsorer sørgede for, at børnene fik et sundt ophold med mange oplevelser. Traditionen ophørte, efter at korrupte toldere forlangte en formue for at lade børnene forlade Ukraine.

Disse dage og uger strømmer ukrainere ud af deres krigshærgede hjemland, og mange bornholmere engagerer sig i at hjælpe. Det er imidlertid ikke første gang, at Bornholm rykker sammen for at støtte ukrainere. Fra 1996 til 2009 arrangerede den tværkirkelige forening Operation Tjernobyl-børn Bornholm sommerlejre for op til 40 ukrainske børn, og efter ferielejrene ophørte, har foreningen fortsat med at sende nødhjælp til det østeuropæiske land, der for tiden har hele verdens opmærksomhed.

Børnene, der på lejren havde base på først Rø Skole og sidenhen Peterskolen, kom fra Volyn-provinsen i det nordvestlige Ukraine, som var særligt hårdt ramt af radioaktiv forurening efter katastrofen på atomkraftværket i 1986.

Foreningens kasserer er Lis Brendes Sørensen fra Rønne, som har været med i bestyrelsesarbejdet helt fra begyndelsen midt i 1990'erne.

– Jeg har været med i Ukraine 13 gange, fortæller hun.

Lejrbørnene fik set danske brandbiler, da de i 2006 besøgte Falck. Arkivfoto: Henning Sigvardsen

Primitive forhold

Interessen for landet opstod, da de svenske frontfigurer for Skandinavisk Børnemission for 27 år siden var på Bornholm for at holde oplæg om den kristelige organisations aktiviteter.

– I 1995 var Bo og Sigvard Wallenberg herovre for at fortælle om Ukraine. De fortalte om, hvor fattigt og forfærdeligt det var, og jeg blev fuldkommen grebet af det, siger Lis Brendes Sørensen.

Hun spurgte, om det var muligt kan komme til Ukraine, og fik at vide, at en tur var planlagt sidst på året.

– Så sagde jeg: "Jeg vil med". De kiggede op og ned ad mig. "Vil du med!? Der hvor vi skal bo, er der hverken varme, lys eller strøm, og du er nødt til at gå udenfor og grave et hul, hvis du vil på toilettet", fortæller Lis Brendes.

Over for svenskerne slog hun fast, at fattigdommen ikke afskrækkede hende, og hun endte derfor med at tage med på rejsen. Den blev den første ud af mange til området omkring byen Lutsk i det nordvestlige Ukraine, der ligger cirka 300 kilometer væk fra Tjernobyl

Da hun først havde været nede og se elendigheden, blev hun motiveret for at hjælpe de ukrainske børn. En fire uger lang ferielejr blev stablet på benene i juli 1996 for 35 børn, hvis immunforsvar var svækket på grund af radioaktiviteten. Læger havde hjulpet til med at udvælge den børn, der rejste med til Bornholm.

– Hvor mange skader børnene har, afhænger af, hvor meget mad de spiser fra selve området. Det er især sådan noget som bær, svampe og mælk, som er problematisk, sagde den medrejsende læge Ljudmila Shevtchuk til Bornholms Tidende under besøget i 1996.

I reportagen blev det forklaret, at vindretningen havde bragt høj radioaktivitet til Volyn, men at befolkningen i landområdet, der var kendetegnet af fattige kår og familier med store søskendeflokke, ikke syntes at forstå faren i jorden.

Lis Brendes Sørensen (th.) overværer i 2019 pakningen af den sidste forsendelse til Ukraine fra Operation Tjernobyl-børn Bornholms lokaler på Almegårds Kaserne. I dag råder foreningen over lokaler i udkanten af Rønne, og modtagerne af indsamlede ting er fattige rumænere. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

De kom sig hurtigt

Lis Brendes Sørensen husker, at nogle af børnene havde haft kræft og havde godt af at komme til kræfter i Danmark, hvor maden fra de lokale sponsorer gav dem lidt ekstra at stå imod med.

– Det var nye børn, som kom herop hver gang. De blev altid vejet ved ankomsten, og når de tog hjem. Dem, der kom sig mest, var kommet sig 13 kg på fire uger, fortæller kassereren.

At ferielejrene kunne afvikles 12 gange, skyldtes udelukkende den lokale opbakning.

– Vi havde 106 sponsorater, mens de kom på Bornholm. De prøvede at gøre det samme "ovre" et enkelt år og fik et kæmpe underskud, fortæller Lis Brendes Sørensen.

– Busselskaberne kørte børnene gratis rundt. En landmand donerede tre grise, og andre gav æg, jordbær og kartofler.

Nogle år var over 80 frivillige i sving under sommeropholdet. De hentede frugt og brød hos supermarkeder eller bagerbutikker, som gav overskudsvarer til Operation Tjernobyl-børn.

Sponsoraterne gjorde det også muligt at udstyre børnene med briller og høreapparater, mens tandklinikken tjekkede ukrainernes tænder, og frisørerne gjorde dem fine under opholdet.

– Engang jeg var dernede, kan jeg huske en far, som kom hen til os og sagde tak for alt, vi havde gjort for hans søn. Sønnen var 18 år og først begyndt at gå i skole, efter han havde været her. Vi havde 106 sponsorer, og på Bornholm havde han fået nye briller, så nu kunne han se og læse, fortæller Lis Brendes Sørensen.

Alle årene igennem stillede bornholmere sig til rådighed for at give de ukrainske børn nogle mindeværdige oplevelser under deres besøg. Her er det MC-Pensionisterne, der under sidste lejr i 2009 gav gæsterne en tur på motorcykel. Arkivfoto: Henning Sigvardsen

Grænsevagter med krav

I 2009 meddelte Operation Tjernobyl-børn Bornholm, at det ikke længere kunne lade sig gøre at arrangere sommerlejren.

Det skyldtes det store besvær, arrangørerne til sidst fik med at få børnene ud af Ukraine.

– Da vi kom til grænsen, sagde toldvæsenet, eller hvem det nu var: "Vi har ingen syge børn hos os, så I kan ikke komme videre". De ville have 80.000, og jeg ringede hjem til formanden og sagde: "Du er nødt til at sende 80.000."

Som kasserer vidste hun, at der var penge nok i kassen, og beløbet endte med at blive overført. Men mødet med korruptionen endte med at blive en medvirkende årsag til, at foreningen satte et punktum for lejrene og gik over til at samle nødhjælp ind til ukrainerne.

Lis Brendes Sørensen, der gennem årene årene med børn og børnebørn har besøgt Lutsk og de ukrainske lejrledere, har sporet en fremgang sammenlignet med 1995, hvor Ukraine kun havde været et selvstændigt land i fire år.

– De har fået det lidt bedre dernede – det har de bestemt. Men de, der bor ude på landet, er stadigvæk rigtig, rigtig fattige. De har kun ét rum, hvor de sover og spiser, siger hun og tilføjer.

– Men jeg har godt nok ikke været der siden 2010.

Nu er der ukrainere på vej til Bornholm som flygtninge. Forventer du at blive involveret i at byde dem velkommen?

– Det vil jeg da selvfølgelig. Måske kender de nogen, som kender nogen, der er kommet her gennem årene – eller måske har de hørt om tjernobylbørnene, som var i Danmark, siger Lis Brendes Sørensen, der på det seneste har været i kontakt og givet ting til de første afghanske flygtninge, som ankom til Bornholm tidligere på året.

Den sidste gruppe ukrainske lejrbørn giver koncert på Peterskolen i 2009. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Tjernobyl-nødhjælpen sendes nu til Rumænien

Operation Tjernobyl-børn Bornholm eksisterer fortsat, og det er ikke mere end to-tre uger siden, at foreningen sendte 1.100 kasser med tøj, legetøj og og hospitalsudstyr som bækkenstole og gangstativer mod øst.

Destinationen var dog ikke Ukraine, sådan som man ellers skulle tro. Besvær med at få de indsamlede ting ind i landet, fordi toldvæsnet opstiller rigide krav til indholdet helt ned til opgørelse af skostørrelser, har de seneste tre gange fået hjælpeorganisationen til at sende kasserne til nabolandet Rumænien.

– Selvom landet inderst inde havde og har brug for hjælp, ville man ikke udadtil vise, at man havde behov for den hjælp. De fattige er der jo stadig og har brug for hjælpen, men udadtil vil man gerne vise, at det er et velfungerende land, siger formand Operation Tjernobyl-børn Bornholms (OTB) formand, Flemming Munch, om vanskelighederne med at få nødhjælp til Ukraine.

OTB har alle årene samarbejdet med Skandinavisk Børnemission, som sikrer, at de indsamlede genstande fra Bornholm er nået sikkert frem. Modtagerne har været fattige mennesker i det nordlige Ukraine, hvor radioaktivitet har haft en negativ indvirkning på levevilkårene

– Vi har en organisation nede i Ukraine, som har stået for uddelingen og sikret, at hjælpen er kommet det rette sted hen, siger Flemming Munch.

Han var senest i Ukraine for en håndfuld år siden. Næste tur til Lutsk, som alle årene har været centrum for hjælpeindsatsen, skulle være i efteråret 2022, men krigsudbruddet har fået ham til at sætte planlægningen i bero.

Hvordan har Ukraine udviklet sig igennem de år, du er kommet i landet? Man hører, at der især de seneste ti år har været fremgang.

– Det har da set godt ud, men de fattige er jo stadig fattige. De, som har fået gode job, er blevet mere velstillede. Det har man set, når man er dernede. Kommer du ud i landdistrikterne, ser man stadig fattigdommen. Det er måske ældre mennesker, som bor der og ikke har mulighed for at få hjælp af deres børn. Det er i Ukraine, som det var her i gamle dage, hvor børnene skal forsørge deres forældre, fortæller Flemming Munch.

OTB havde i mange år base på Almegårds Kaserne og var en af mange foreninger, der i 2019 fik opsagt deres lejemål. Den seneste tid har foreningen lejet sig ind hos JF-Data i Rønne.