Historikeren tager bladet fra munden i sine erindringer

Finn Kjerulff Hansen har skrevet sine erindringer om en opvækst, som udspillede sig i 1950'ernes og 60'ernes Bornholm. Det var en barsk tid, men der er masser af lysglimt, og han fælder en overraskende dom over samfundsudviklingen: Den sociale mobilitet er kun blevet ringere siden da, mener han.

– Dér boede to, siger Finn Kjerulff Hansen og peger på en rødstensvilla her på Blykobbevej i Rønne.

Så fortsætter han, mens han hele tiden flytter pegefingeren mod et nyt hus:

– I nr. 17 var der også to, i nr. 15 var der to, i nr. 13 var der to, nr. 11 husker jeg ikke, men i nr. 9 var der fem, i nr. 7 var der én, der var altid to-tre unger oppe i nr. 5 og også i nr. 3, i nr. 1 var der aldrig børn, det var altid ældre mennesker, der flyttede ind – og her på den modsatte side var der ét barn, tre børn, to børn, tre børn, i nr. 12 skiftede det meget mellem ét og to børn, for der var hyppige udskiftninger, i nr. 14 var der tre børn, vi var fem børn hos os i nr. 16, og så var der fire i nr. 20 og to i nr. 22!

Sikke en remse.

Og sikke et billede af livet lige her på vejen for 60-70 år siden.

Han bruger nemlig remsen til at anskueliggøre, hvordan her var et leben uden lige af børn, som legede lystigt dengang i 50'erne og 60'erne, da han voksede op, hvilket han fortæller om i sine nyskrevne erindringer, som netop er kommet på gaden.

Titlen er "Hjemstavnen der forsvandt – Min barn- og ungdom på 1950'ernes og 60'ernes Bornholm".

Det var i november 1954, Finn Kjerulff Hansens familie flyttede ind her på vejen, da han selv var blot 15-16 måneder gammel. Han var, hvilket man også kan læse om i bogen, født ovre uden for ægteskab af en mor, som ikke engang var 17 år.

Denne dag er han tilbage i barndommens gade sammen med Tidende, hvor numrene i øvrigt bevæger sig "den gale vej" ned gennem gaden, hvis man orienterer sig mod Rønne. Men, slår han fast, vi er jo i Knudsker, så lidt overraskende for en nutidig rønnebo stiger tallene i retning mod den bornholmske hovedstad, hvilket sådan set blot vidner om, at dengang var områdets Knudsker-huse ikke groet sammen med den større nabobys.

– Sognegrænsen gik dernede ved ringvejen, siger han og peger ned mod Rønne.

Ja, alt tager jo udgangspunkt i centrum, men her er udgangspunktet altså Knudsker, og husene var spritnye, da Finn Kjerulff Hansen og familien flyttede ind.

– Og vi var meget opmærksomme på, at vi var Knudsker-horra, siger han på en måde, så man ser for sig, hvordan kampene mellem de to klaner fra hver sin by må have præget livet på vejen i takt med, at Rønne kom tættere på.

"Segne"

Hans bedste ven på vejen blev kaldt Laffe, men hed Hans Olaf, selv blev han kaldt Segne, men hedder jo altså Finn.

Alle havde øgenavne dengang, og hans eget kommer af, at han som spejder sammen med kammeraterne i februar måned efter at have løbet otte-ni kilometer i snevejr, dejsede omkuld i en snedrive, da de kom retur.

Det affødte bemærkningen:

– Se ham, han er segnet. Og så hang navnet "Segne" ved, siger Finn.

Fyren, som sagde det dengang, var såmænd ingen ringere end den senere direktør for både Bornholmstrafikken og Campus Bornholm, Mads Kofod.

Erindringer må nødvendigvis som udgangspunkt bevæge sig på et anekdotisk plan og være fulde af beretninger. Hvad skete der dengang? Og de kan også være i risiko for at udvikle sig til det rene lirumlarum, som aldrig formår at kaste et helikopterblik på tidsperioden, og som maksimalt kan interessere de allernærmeste, men når det kommer til Finn Kjerulff Hansen har han snarere anlagt en eksistentiel tilgang til sin opvækst, idet han ind imellem de erindrede situationer netop løfter sig op i et helikopterperspektiv for at kaste et forklarende lys ud over samfundet.

Den beskrevne periode, 1953-68, handler ud over mange fantastiske stunder og lærerige oplevelser ikke mindst om usikkerhed, angst, tvivl, skam, fattigdom og fatale svigt. Konsekvensen blev en følelse af identitetstab og hjemløshed, som har præget ham gennem resten af livet.

Alt det, han mistede, bliver sat op mod det, han fik i stedet. Balance i regnskabet bliver her dog langtfra tale om. Eller?

Ubeskriveligt smukt

Men anlægger forfatteren en socioøkonomisk optik i sit blik på verden og identificerer klassesamfundet og dets udvikling, forstår han så sandelig også at lade blodet springe fra en lyrisk åre.

Se blot, hvordan han kan folde begge dele ud, idet vi starter i et erindret skønbillede, som stammer fra "Paradiset" på Blemmelyng, hvor hans (dog ikke i kødelig forstand, for de var morens plejeforældre) morforældre havde til huse, og hvor han i øvrigt selv et par år i sin barndom boede for at blive fedet lidt op:

"Vinden over bygmarkerne allersidst i junis klare og skarpe aftenlys, det bølgende gyldengrønne hav, mens vi spiste aftensmad med udsigten hertil. Det var ubeskriveligt smukt. Byggen med sin utrolige duft. Den kornsort, ingen kunne undvære derude på Lyngen. Den kalkgrønne drænede rug, der diskret skjulte sit intime forehavende i en røg af støv: Forplantningens korte, men intense øjeblik. Den smukke, først næsten grågrønne og senere solgyldne modne havre. En mark af guld. Den blev høstet sidst. Den potente, selvbevidste, men lidt kedelige og grå hvede. Den behøvede ikke stadse sig ud. Eller nedgangssolen ude mod vest for enden af tilkørselsvejen. Det var som at se ind i en glødende ovn".

Ja tak, så landede man da nok så eftertrykkeligt i en lykkelig aftenstund i 60'erne sammen med lille Finn på husmandsstedet Løkkevang, men han fortæller skam også om, hvordan øretæverne fra de voksne dengang sad løst.

På forsiden af bogen ser man et vejskilt fra Blemmelyng, hvorpå der står "Paradiset", og lidt nede ad denne vej, fortæller han, drejer man ned til morforældrenes daværende hus.

Men han leverer altså også gerne drypvis gennem bogen diverse kommentarer, som indkredser det danske samfunds beskaffenhed:

"Der er langt mere prestige i at være cand.polit. end "kun" at have et afgangsbevis fra 9. klasse. Eller at have et eksamensbevis fra universitetet end et svendebrev. Dem uden synderlig meget uddannelse bliver i stigende grad stigmatiseret i vort samfund. Høj uddannelse giver i dag næsten grotesk mange muligheder og privilegier i alle livets forhold, mens de øvrige i samfundet må kæmpe en daglig kamp for respekt og anerkendelse.

Der var allerede i grundskolen her i Knudsker en skubben fremad fra lærernes side for at få især de elever, der havde vist sig bogligt dygtige og socialt tilpasningsduelige, til at fortsætte i skolesystemet – her realskolen. Det kan godt diskuteres, men ikke længere bevises, om vi arbejderdrenge uden forudsætninger for at forstå denne systemtænkning, kynisk blev udvalgt til at skulle udgøre en del af fremtidens administrative og uddannelsesmæssige rygrad i det velfærds- og industrisamfund, vi for alvor her midt i 1960'erne så komme.

Vi bogligt stærke drenge i klassen havde alle formelt set et valg. Alligevel valgte vi alle at tage imod tilbuddet. Det gav dertil prestige på skolen og ikke mindst i klassen. Anerkendelse og dermed respekt hungrede vi altid efter i tidspunktet på vej ind i puberteten. Det kompenserede rigeligt for alle de nederlag, vi aldrig talte med hinanden om. Det gjorde for ondt".

Skriver han altså i bogen.

Privilegieblindhed

Men nu står forfatteren og Tidende altså her på Blykobbevej, hvor det hele er i farver og ikke som i bogens fotografier fra dengang i sort-hvid.

Finn, når du på den måde har valgt at nedfælde dine erindringer i en reflekteret form, hvor du sætter det hele ind i en samfundsmæssig sammenhæng, skyldes det så din uddannelse som historiker?

– Jeg gør det dels af interesse, men dels også fordi der er så meget oppe i tiden om ulighed, og børn der klarer sig dårligt. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop udgivet flere undersøgelser, hvor det igen viser sig, at vi har stor ulighed i samfundet, og jeg kommer jo også selv ind på blandt andet middelklassens privilegieblindhed. Det er noget, jeg tager op og ser på – hvordan var det så dengang? Det var stort set det samme. Men! Der var alligevel plads til os fra arbejderklassen, og jeg beskriver også, hvordan lærerne på Knudsker Skole bakkede os arbejderbørn op. Vi kom jo – over halvdelen af min klasse – i realskolen, flere i gymnasiet og jeg selv på universitetet! Vi var 16 i klassen, hvoraf de ni kom i realskolen, og af dem var de seks arbejdsmandsbørn. Det kunne man altså dengang.

Du er meget klassebevidst i bogen, taler vi en marxistisk klasseanalyse?

– Nejnej, det er bare en tør konstatering af tingenes tilstand, som jeg har oplevet dem og læst om dem, ler Finn Kjerulff Hansen.

– Jeg er også på det rene med, at lærerne i dag har mange udfordringer, og dengang kunne de jo bare give os en på kassen, hvis der var problemer. Men vi børn og unge havde hinanden, vi lærte utroligt meget af hinandens selskab, og for nu at sige det, som det var, så var forældrene jo ret ligeglade med os. Vi havde det også hårdt, ikke mindst hjemme hos mig, fordi vi var så mange, pengene var knappe, og min far var noget af en sjuft.

Det var mange fædre måske dengang?

– Ja, det var der nok mange, der var, og derfor havde vi kun os selv, men vi opdragede også hinanden, og jeg kan da konstatere, at af alle de børn, jeg dengang kendte, er der ikke eneste, der er havnet i rigtig store problemer, som man ellers hører om i forhold til narkomani, at ryge i fængsel og så videre.

Temmelig barsk

Hans fire yngre søskende bor i Slagelse, som familien flyttede til i 1968, da han selv var 15 år gammel, og de har godkendt erindringerne.

– For jeg er temmelig barsk over for vores far, siger han, som altid har set Bornholm som det sted, hvor han har sine rødder.

– Især i bogens indledning skriver jeg om hjemstavnsfølelsen, og hvordan man danner en identitet. Hvad kommer den af, og hvor hører du til? Man kan både høre til et sted geografisk og rent klassemæssigt, men jeg oplever, at mange i dag ikke rigtig føler, de hører til nogen steder, siger han.

– Jeg husker, hvordan småbønderne og husmændene på Blemmelyng altid tog det med sig fra fortiden, som de kunne bruge i nu- og fremtiden, på en helt anden måde end i dag, hvor moderne, yngre, travle middelklassemennesker kun ser fremad. Det giver en rodløshed.

Du er uddannet historiker, men kan du huske, hvornår du fik en større bevidsthed om tingenes sammenhæng og begyndte at reflektere over og tolke tilværelsen?

– Det gør jeg selvfølgelig først, da jeg kommer på universitetet. Jeg får metodikken og de faglige redskaber, der gør, at jeg kan sætte tingene sammen, da jeg begynder at studere. Da jeg var barn, flød jeg jo bare med ligesom alle de andre.

Hans far var i militæret til og med 1962, men faldt for en aldersgrænse og arbejdede dernæst inden for diverse fag med løse job. Det skifte medførte et klassemæssigt dyk – lønnen for en oversergent lå over en faglært arbejders – og også for moren gav det prestigetab, da hun måtte gå over i arbejderkonegruppen.

Hvordan ser du samfundet i dag i forhold til det rent klassemæssige, har det flyttet sig lidt?

– Ja, til det dårligere.

Det mener du?

– Ja, bestemt. For dengang kunne du, selv hvis du var et barn fra underklassen, opleve, at samfundet som helhed tog sig mere af dig, ikke mindst i skolen. Vi var heldige, at vi boede i en udflytterkommune, hvor der var en enorm befolkningstilvækst, i løbet af ganske få år steg Knudskers befolkning jo til næsten det tredobbelte, og skolen på Snorrebakken blev hele tiden bygget ud. Det betød, at vi fik en masse lærere ovrefra, som var en utrolig støtte i dagligdagen for sådan nogle som os. Jeg tror slet ikke, at børn med den sociale baggrund, vi havde, i dag får den samme lærermæssige opbakning. Mange undersøgelser viser også, at de ikke sidenhen i livet får de uddannelsesmuligheder, som vi trods alt fik dengang.

Den går baglæns

Jeg synes da, man konstant taler om, at alle skal have lige muligheder, uanset hvorfra i samfundet de kommer?

– Ja, men det er ikke ufaglærte arbejderes børn eller børn af folk, der slet ikke er på arbejdsmarkedet, der får en studentereksamen og kommer på universitet i dag. Det har jeg læst meget om, og det er det altså ikke. Det er rigtigt, at der er flere studenter, men det skyldes middelklassens stærke vækst.

Så du mener, at den sociale mobilitet er ringere nu end dengang?

– Ja! Det tør jeg godt stå på mål for, bestemt. Den går faktisk baglæns. Man ser jo også, at middelklassen i stor stil sender børnene i privatskole, fordi de vil være sikre på, at de lærer noget. Dengang så vi også, hvordan arbejderbørn her i Rønne blev giftet ind i det, vi kaldte de højborgerlige familier, men det tror jeg heller ikke foregår særlig meget i dag. Og det har jeg tænkt mig at skrive mere om i kronikform eller lignende i fremtiden, nu hvor jeg har læst så meget om det i forbindelse med bogen. Jeg har læst så meget statistik, så du ikke drømmer om det.

Det er ikke bare noget, du lige slynger ud?

– Nej, jeg har virkelig læst meget om det.

Du skriver sidst i bogen en del om Sejersgård, hvor I var en gruppe, der kom hos gårdejer Holm. Oprindeligt på grund af hestene, men hvor I også i fællesskab fik skabt et miljø, som betød alverden for jer og naturligvis ikke mindst for dig selv, da du kom der i årene 1966-68?

– Ja, det kan næppe overvurderes. Uden mine år der, aner jeg faktisk ikke, hvad der skulle være blevet af mig. Det er svært at beskrive for andre, men alle dem, der dengang som store børn og unge var en del af dette helt fantastiske miljø, som foregreb hippiemiljøet og meget andet, ved hver især selv, hvad jeg tænker på. Den tid og dens betydning for mit senere liv ville i sig selv nærmest fylde en hel bog. Ufatteligt, hvad vi kunne og ikke mindst måtte.

Du har også en lyrisk åre, kan man konstatere, når man læser bogen?

– Ja, man kan sige, at den er en blanding af erindringer, samfundskritik – hvor det historiske, sociale og sociologiske kommer ind – og dertil noget essayistik og lyrik i mange passager. Min søn, Sune, holder især af det sted, hvor jeg er ude på Nylars kirkegård, og hvor jeg møder alle mine forfædre, om du vil, derude fra Lyngen.

Ja.

Lad os slutte der:

"Mine barndomserindringers skikkelser fra Blemmelyng ligger nu flest i jorden på Nylars kirkegård: Et gådefyldt kor af stemmer og ansigter i evig bevægelse. Som i en bølge i højsommerens kornmark – for dem altid årets bedste tid – hvor de drømte om med et håndstryg at kunne kærtegne hele marken i én og samme bevægelse".

Finn Kjerulff Hansen: "Hjemstavnen der forsvandt – Min barn- og ungdom på 1950'ernes og 60'ernes Bornholm" (154 illustrerede sider, Trykværket).

Fakta

Finn Kjerulff Hansen blev cand. mag. i historie og nordiske sprog ved Københavns Universitet i 1981 og var det meste af sit arbejdsliv tilknyttet forskellige administrative funktioner ved CBS, Handelshøjskolen i København.

I 2013 flyttede han tilbage til Bornholm, som han gennem hele sit liv har opfattet som sit egentlige hjemsted.