Godnathistorier gør kirken mere uformel og mindre fremmed

I stort set alle Bornholms kirker, kan man i efterårsferien høre godnathistorier.

Dagen går på hæld, solen er gået ned, og tusmørket har sænket sig. Der er dog lys i kirkens vinduer mandag aften, da Tidendes udsendte parkerer bilen på parkeringspladsen foran Vestermarie Kirke.

I døråbningen kan man ane en silhuet af en person, som står i den åbne dør og inviterer indenfor. Inde i den hyggeligt oplyste kirke får man lov til at vælge sit eget hæfte. De ligger på rad og række "Godnathistorier i Bornholms kirker" står der, og så kan man skrive sit navn. Der hænger en lille perleengel på hæftet, og da de er i forskellige farver, er det magtpåliggende, at børnene kan vælge selv.

Inde i hæftet er der plads til syv stempler, et for hver aften i efterårsferien, og ved indgangen i Vestermarie Kirke ligger stemplet allerede klar.

Helt fremme på de forreste bænkerækker har folk sat sig til rette, for på den bløde stol i standerlampens skær har en mand taget plads, og aftenens fortælling skal til at begynde.

Langs bænkene står en række af sko, for lige foran fortælleren ligger børnene på madrasser med deres bamser i favnen, og mens historien om Jonas og hvalen går i gang, lytter de fleste opmærksomt og klukker på de rigtige tidspunkter, mens nogle af de mindste spurter rundt i kirken i natdragt med samme iver, som var det en idrætshal.

Den gamle bibelhistorie om profeten Jonas, der bliver spist af en hval og gylpet op igen tre dage efter bliver læst op i en humoristisk nyfortolkning med nærvær og forskellige stemmer - helt som det hører sig til for en god historie.

Hvalen i historien "spiser normalt aldrig hverken fisk eller profeter, men den gjorde en undtagelse for Jonas" og på samme måde bliver Jonas senere i historien "møghamrende sur" over noget, Gud finder på.

Det er ikke helt sådan, det lyder i den originale version, men historien fanger børnene, og de følger beredvilligt med. Moralen bliver, at man ikke skal ønske noget ondt for andre, og så folder flokken hænderne og beder fadervor i kor. Herefter synges det første vers af "Nu går solen sin vej".

– Mer!, råber en af de yngste, som formentlig har svært ved at forstå, hvorfor der kun skulle synges et enkelt vers af den udmærkede aftensang.

Der er bred enighed om, at man fint kan tage det første vers igen. Herefter bliver der budt godnat, og et ivrigt trippende barn får lov til at slukke standerlampen over lænestolen.

Lige inden for døren kan man selv vælge sit hæfte. Foto: Sarah Thun Kristensen

På børnenes præmisser

Ideen om de bibelske godnathistorier blev sat i søen for første gang sidste år, og igen i år er langt de fleste af øens kirker med til at invitere børnefamilier ind til en rolig og uformel afslutning på dagen hver aften i uge 42.

I Vestermarie er det Else Holm Kofoed, der er tovholder for projektet, og hun synes, det giver rigtig god mening at invitere børnene indenfor på deres egne præmisser.

– Her kan børnene være børn, og der er ingen der gør af, at de løber rundt. Jeg tror, at Folkekirken er ved at blive fremmed for folk, men med det her arrangement prøver vi at invitere folk ind i noget uformelt og genkendeligt.

Derfor er det da også kirken selv, der har lagt foldemadrasser ud for at invitere til hygge på gulvet mellem bænkerækkerne.

– Det handler om at fortælle historier og bare hygge sig, og det fungerer bedst, når børnene ikke skal sidde på de hårde bænke, forklarer hun.

Hun oplever, at der er tænkt nogle gode tanker, og at det er gjort nemt for de frivillige og alle arrangørerne, så alle kirker forhåbentlig kan have mulighed for at være med - blandt andet ved at der er lavet en fast skabelon med historie, fadervor og en lille sang.

– Det her arrangement er meget lille. Folk kommer bare ind, hører en historie og går ud igen. Måske finder folk ud af, at det ikke gør ondt, og det er ikke farligt at være i kirken, forklarer hun.

En af aftenens deltagende er Rosa Pedersen, som deltager sammen med sine børnebørn. Hun bor til daglig på Sjælland, og hun har foreslået sin lokale sognekirke at lave et lignende arrangement.

– Jeg synes, alle kirker burde gøre det her, for det er bare sådan en fantastisk oplevelse, at der er så god plads til børnene i kirken, og de kan bare løbe rundt, fortæller hun.

Oliver og Lærke er nogle af de børn, der har lyttet til aftenens historie. De får lov til selv at sætte stemplerne i udgangen, og de fortæller, at de synes, det er vældig hyggeligt at høre historier - især hvis der dukker andre børn op, de kender.

– I går var vi i Aa Kirke, og i morgen prøver vi nok en kirke på Nordlandet, fortæller Pia Kofoed, som er deres mor.

Familien var nemlig bortrejst i efterårsferien sidste år, og derfor tager de revanche i år. I løbet af ugen skal hun også selv læse en historie op i Vestermarie.

Med bamserne i poser og hæfterne krammet til ukendelighed i de allermindstes hænder tømmes kirken igen, og folk forsvinder ud i den nu helt mørke aften.

Der var mellem 20 og 30 deltagende ved arrangementet mandag aften. Foto: Sarah Thun Kristensen