Folkekirken opruster med ny stilling

Folkekirken opruster med ny stilling
Det skal være nemmere at finde ud af, hvad der foregår i Aa Kirke og de andre folkekirker på Bornholm. Derfor vil provstiet ansætte en kommunikationsmedarbejder. Arkivfoto: Jacob Jepsen
KULTUR | Fredag 20. oktober 2023 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
KULTUR | Fredag 20. oktober 2023 • 05:30

Folkekirken på Bornholm vil ansætte en medarbejder, der skal gøre kirken og dens mange aktiviteter mere synlige.

Et hurtigt kig på Bornholms Provstis hjemmeside viser, at der er 22 folkekirker på Bornholm.

Dertil kommer kirken på Christiansø. Hvis man vil vide, hvad der foregår af gudstjenester, koncerter og andre aktiviteter, skal man ind på den enkelte kirkes hjemmeside. Det er upraktisk, mener den lokale folkekirke, som derfor søger en kommunikationsmedarbejder.

– Vi vil godt have ét sted, hvor man kan finde de informationer, der er. Der kunne vi godt tænke os noget nyt. Her på Bornholm foregår der rigtig, rigtig meget i kirkerne, og vi vil gerne se, om vi kan samle det på en eller anden måde, siger Jack Frederiksen, som er formand for provstiudvalget under Bornholms Provsti.

Beslutningen om at ansætte en medarbejder til den opgave blev truffet, senest de bornholmske menighedsråd var samlet til budgetsamråd. På samrådet bestemmer menighedsrådene, hvad den lokale folkekirke skal satse på, og de nåede frem til, at der er behov for at forbedre kommunikationen med omverdenen. Ønsket er helt grundlæggende at skabe en øget interesse for kirkelivet på øen, fremgår det af stillingsopslaget.

Ingen fast plan

Som nævnt kan man finde en oversigt over folkekirkerne på Bornholm og Christiansø på Bornholms Provstis hjemmeside. Det er en lille smutvej til kirkernes egne sider, men det er ikke nok.

– Der er ingen, der ved, hvad Bornholms Provsti er. Det er der ingen, der kender til. Så vi skal have fundet en, som kan tænke sig at stå i spidsen for arbejdet og lave noget nyt, siger Jack Frederiksen.

Hvordan Folkekirkens lokale kommunikationsplatform kommer til at se ud, og hvad den kommer til at indeholde, kan provstiudvalgets formand ikke sige. Det ligger ikke fast endnu.

– Vi har nogle, som har lidt styr på tingene, men vi vil gerne have en, som kan komme med lidt gode ideer og undersøge, hvad der er den bedste måde at gøre tingene på. Der er overhovedet ikke nogen fast plan om, hvordan det skal være, siger han.

Den kommende medarbejder skal blandt andet have erfaring, interesse og flair for aktivt arbejde med sociale medier, som er en kommunikationsvej, kirkerne bruger mere og mere.

– Man har i mange år kørt med kirkeblad, og det gør man stadig en del steder, men det er en forholdsvis dyr måde at kommunikere på. Nogle smider det ud, andre passer på det. Der skal man tænke nyt. Det kommer også lidt an på, hvad for nogle grupper man henvender sig til, og hvilke arrangementer man har, siger Jack Frederiksen.

 

Om stillingen

Til en nyoprettet stilling søger Folkekirken på Bornholm en medarbejder, der kan være med til etablere og vedligeholde en kommunikationsplatform for kirken.

Man ønsker at forbedre synligheden af de bornholmske folkekirkers mange aktiviteter på tværs af alle sogne på øen.

Ugentlig arbejdstid vil være svingende, men i gennemsnit over året 10 timer om ugen.

Der er ansøgningsfrist fredag den 10. november.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT