Fâstlansnarra, fâstlansriara å fâstlansgjijlle

I morgen er det fastelavnssøndag, og derfor skal det i dag handle om ordet fastelavn og sammensætninger hermed. Selve ordet er lånt fra middelnedertysk, hvor det havde formen ‘vastelavent’. Det betyder “faste-aften”, altså dagen før fastens begyndelse.

På bornholmsk kan ordet optræde i flere former og hedde såvel ‘fâstelan’ som ‘fâstlan’ og ‘fâslan’. Ordet er maskulint og bruges sjældent i flertal, men hvis man skal sætte det i flertal, ender det på -a som de fleste øvrige maskuline ord. Dets brug illustreres i Bornholmsk Ordbog med eksempler som ‘nu hâ vi snârt fâst(e)lan’, ‘vi hadde ejn goer fâstelan’, ‘frå jyl te fâst(e)lan’ og ‘ded kajn bia te fâst(e)lan’.

Af særlige faste udtryk kan nævnes ‘løvva fâst(e)lân’ og ‘ria fâst(e)lan’. Det første betyder at løbe omkring udklædt fastelavnsmandag eller en af de andre fastelavnsdage, men kan overført også bruges om at løbe til nar. Det andet referer til den i ældre tid brugte skik med at ride omkring udklædt i optog i fastelavnsugen (særlig fastelavnsmandag) for at lave løjer og lade sig traktere. Rytterne kunne kaldes ‘fâstelansriara’ (m.) eller ‘fâstelansrytara’ (m.). Vil man referere mere overordnet til en mand, der udklædt løber eller rider fastelavn, har man ordet ‘fâst(e)lansmajn’ til rådighed.

Fastelavn blev også forbundet med andre skikke. Som nu var det almindeligt at lave ‘fâst(e)lansloier’. Den udklædte person, der bedriver dem (og trakteres), kan kaldes for ‘ejn fâst(e)lansnarr’ og selve handlingen for ‘å løvva fâst(e)lansnarr’. Man kan fx sige: ‘bællana va uda å løvv fâslansnarr’. Ordet ‘fâst(e)lansnarr’ kan mere overført bruges om en naragtig udpyntet person, når man om nogen siger, at ‘hajn lignar ejn fâstlansnarr’. Det samme kan udtrykkes med reference til fastelavnsmandag (hoveddagen for fastelavnslystighederne), når man konstaterer: ‘Som du hâr øgglad dai ud! troer du, ded e fâstlansmanda i dâ?’

En af de andre fortsat brugte skikke er at rise nogen op om morgenen ‘fâst(e)lansmanda’ med et ‘fâst(e)lansriz’. I Bornholmsk Ordbog hedder det, at det nu (altså i 1930’erne) mest foretages af børnene, der under deres slag siger: ‘riz ska du hâ, boller ska du gje!’, hvorefter den risede må give fastelavnsboller (‘fâstelansboller’) eller æbleskiver. Handlingen at rise nogen op kaldes for ‘å gje fâst(e)lansriz’, mens det at blive riset op kaldes for ‘å få fâst(e)lansriz’.

For at more tilskuerne blev der i fastelavnsugen (‘i fâst(e)lanstien’), tidligere også bedrevet en del andre lege, som man overordnet refererede til som ‘fâst(e)lanslæja’.

Nogle af legene var sikkert også indslag til de såkaldte ‘fâst(e)lansball’ og ‘fâst(e)lansgjijlle’, der afholdtes i forbindelse med fastelavnslystighederne. Det sidstnævnte ord, ‘fâst(e)lansgjijlle’, blev mere specifikt også brugt om det gilde, der afholdtes som afslutning på et fastelavnsoptog.

Alle de mange skikke kunne under ét kaldes for ‘fâst(e)lanssjikka’, men som det hedder allerede i 1930’erne: ‘Di gamle fâstlanssjikkana gå idå brøgg’.

Der er ingen tvivl om, at fastelavn har været en større begivenhed tidligere, og den fridag, som fastelavnsmandag udgjorde, har uden tvivl været kærkommen. Det bevidnes direkte af følgende udsagn, som lægges i munden på en ‘læzehorra’ (konfirmand) ved præstens overhøring af ham i kirken: ‘Di tre storste hællidâna i åred e fâstelansmanda, sântansawtan å höstagjijllesdâjn, sâ horrijn, då præstijn spor’ijn, då hajn sto på kjærkegolled (til konfirmation). På de tre dage havde han nemlig fri!

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk.