Er du god til at klatre, er dette en festival for dig

Er du god til at klatre, er dette en festival for dig
Foto: Stefan Jacobsen
NOTITS | 4. AUG 2022 • 14:10
NOTITS
4. AUG 2022 • 14:10

Torsdag starter klatrefestivalen Bornholm on the Rocks, hvor omkring 100 klatrere fra ind- og udland over tre dage skal igennem et sammensat program med kurser, workshops, foredrag og guidede ture rundt om på øen.

Det skriver Bornholmerudvalget under Dansk Klatreforbund og Dansk Bjerg- og Klatreklub, der arrangerer festivalen, i en pressemeddelelse.

Klatrefestivalen blev afviklet første gang i 2010 og foregår på Egeløkke Naturlejrplads, hvor klatrene skal boltre sig på klipperne i Moseløkken, Vang Granitbrud og kystklipperne.

Lørdag klokken 11-16.30 afvikles Bornholm Rockmaster 2022, en bouldering klatrekonkurrence på Ørnebjergkystens klipperne. Klokken 20.30 er der præmieoverrækkelse på Egeløkke lejrplads i forbindelse med en fælles festmiddag.

– Vi har de seneste år oplevet en voksende interesse for klatring på Bornholm. Øen er jo skøn – og det er her, vi har de eneste danske klipper! Vi oplever en massiv tilgang til vores arrangementer som klubture og den årlige klatrefestival, Bornholm on the Rocks. Nye klatrere, der ellers kun klatrer indendørs i haller, strømmer til og bliver vældig entusiastiske, når de bliver introduceret til udendørsklatringen på den bornholmske granit. Med kombinationen Egeløkke Naturlejrplads og Moseløkken Stenbrud med omkring 150 boltede ruter, kan Bornholm byde på det allerbedste set up for introduktion af nye klatrere til klippeklatringen. Kystklipperne byder for boulderfolket og tradklatrerne, det vil sige de klatrere, der selv sætter sikringer og tager disse med sig igen efter endt klatring, på fantastisk klatring i de allersmukkeste omgivelser, udtaler Kim Moltved, der er formand for Bornholmudvalget, i pressemeddelelsen.

Bornholm on the Rocks starter torsdag den 4. august og slutter lørdag den 7. august. Hvis man har en klatrer i maven er der stadig få ledige pladser på festivalen. Hvis man blot vil kigge på er festivalen åben for de nysgerrige.