En ny bornholmsk gin er på vej til dit køkken

Så er det af sted efter ene. Foto: Sune Rasborg
DELUXE | ABONNENT | 27. MAR 2022 • 08:00
Af:
Sune Rasborg
DELUXE | ABONNENT
27. MAR 2022 • 08:00

Man må ikke opfordre til druk, og det vil jeg på sin vis heller ikke gøre. Men i denne uge handler det om enebær. Det er en plante, man næste ikke kan nævne, uden at tanken automatisk ledes hen på gin. 


Gin må siges at være temmelig hypet lige nu, og gin-aficionados skyder op af jorden som ramsløg i Døndalen. Den ene mere dygtig til at genkende en note af et eller andet eksotisk end den anden.

Jeg synes at det er sjovere at lave sin egen bathtub-gin - altså gin, hvor man ikke destillerer urterne med, men stedet køber sig noget vodka og så laver sin egen blanding, der trækker i spiritussen. Det kan man altså sagtens have en heldig hånd med, og det er ret nemt.

Jeg vil anbefale, at man hælder sin vodka op i et stort sylteglas og kommer de forskellige urter ned i teposer, så man kan tage dem op, når man synes, at de smager nok igennem. Så smag lidt undervejs.

En anden måde at få den perfekte smag er at dele sin vodka op i mindre glas, lave udtræk af de enkelte ingredienser, og så blande sammen til sidst – selvfølgelig igen under smagning.

Der er et utal af smage man kan bruge, men ene går igen i alle.

Jeg vil foreslå, at man starter simpelt. Prøv med koriander (frisk), rosmarin, enebær, grape, kanel, appelsinskal og kardemomme. 

Et lille tip er at samle de smage, man kunne tænke sig, og lugte til dem. Dufter det godt, eller er der noget, der skal byttes ud?

Det tager et par dage eller tre, før der er kommet ordentlig smag ud i spiritussen, så start før weekenden.

Men der skal også være snacks til den hjemmelavede G&T (man kan forresten også sagtens lave sin egen tonic…), så derfor har jeg lavet en opskrift med enerøget torsk og syrnet fløde.

Det hele starter selvfølgelig med, at man skal finde noget ene

Jeg glemmer altid, hvor de forskellige planter er, så for mit vedkommende må jeg lede der, hvor jeg ved, at der er sandsynlighed for at de gror.

Så pakket med rosensaks og handsker, så man ikke stikker sig mere end højst nødvendigt på de flotte mørkegrønne buske, får jeg hunden ind i bilen og kører mod nordkysten. Her står der ihverfald ene rundt omkring på klipperne. 

Husk en kraftig pose til de afklippede grene. Vær opmærksom på at tage nogle af dem med bær. 

Jeg snuppede tre mellemstore grene, og det var mere end rigeligt til begge projekter. På vejen hjem købte jeg en flaske vodka og lidt torsk i filet. Den burde man jo selv fange, men det må blive en anden gang. 

Hjemme i mit køkken blev ginen gjort klar og torsken drysset med salt på begge sider og sat på køl til næste dag.

 


Sune Rasborg

Kok, kogebogsforfatter og madfotograf. Sune er vokset op i Svaneke og flyttede
i 2011 tilbage til øen. Her har han beskæftiget sig en del med lokal madkultur både som kok, men også i form af events og rådgivning til fødevarevirksomheder.

Det er i årenes løb blevet til tre prisvindende bøger, en hel del tv-programmer. I 2013 vandt han den landsdækkende konkurrence Danmarks bedste Livret.

 

Spis Bornholm

Sune Rasborg inspirerer i de kommende uger Tidendes medlemmer med tips til den spiselige del af naturen på Bornholm. 

Følg med Sune på togt efter råvarer, som man kan bruge i sin egen madlavning.

 

Små happere med enerøget torsk og syrnet fløde 

4 personer

 

200 gram torskefilet

Salt

1/4 l. piskefløde

1 citron

Enegrene 

Hvidt brød - gerne hjemmebagt og daggammelt

Olivenolie 

Dild til pynt

 

 

• Dagen før saltes torsken og sættes på køl.

• Fløden kommes i en skål, og saften fra citronen kommes i. Der må ikke røres! Saften skal bare i, og den skal stå ved stuetemperatur i en times tid.

• Brødet skæres ud i tynde skiver, og lidt olivenolie hældes over. 

Bages på rist ved 180 grader, til det er sprødt.

• Fisken dubbes tør og lægges på risten i en “Kasper Røghat” (en lille røgovn til varmrygning), hvis man ikke har sådan en, så kan en rist/noget folie med huller i, i en gammel gryde også bruges.

• Under risten lægges enegrenene. Låg på Kasper, eller gryden.

• Nu skal der varme under, så grenene begynder at ryge. Med røgovnen giver det sig selv. Hvis man bruger en gryde, så kan et lille udendørs blus el-ler sågar et lille bål sagtens gøre det.

• Pas på, at der ikke kommer alt for meget varme. Når det ryger godt, så tag det væk fra varmen. Gentag et par gange.

• Når fisken er færdig, har den en lysebrun overflade og er tilberedt. Det går hurtigere, end man tror.

• Mens fisken køler af, så rør i forsigtigt i fløden, til den tykner.

• Anret den røgede fisk på de sprøde brød med den syrnede fløde. 

• Pynt med dild.

 

 

Tonic

10 g kinabark (fås hos matas)

600 g. rørsukker

1 l. vand

5 limeblade

2 stilke citrongræs i tynde skiver

2 lime - saft og skal (ikke det hvide)

10 g citronsyre

 

• Kog alt op undtagen citronsyre.

• Sluk og kom citronsyre i.

• Lad det hele trække i to timer under låg.

• Sigt siruppen gennem et klæde.

• Hæld på skoldede flasker.

• Når man skal bruge tonic, så brug 1,5 spiseske sirup til 1,5 dl danskvand.

 


Ene

Almindelig ene er almindelig på Bornholm på især tør klippebund, heder og i lysåbne skove. Træet eller busken er tvebo, dvs. der findes han- og hunplanter. Busken eller træet kan være søjleformet,

men også flad og udbredt. De 10-20 mm. lange, stikkende nåle sidder i tretallige kranse. På oversiden rendeformede med et lyst bånd. På undersiden mørkegrønne. Hanblomsterne er gule.

Bærret, der i virkeligheden er en kogle, er 4-10 mm. bredt. Første år er det grønt, andet-tredje år modner det og bliver blådugget med en lidt sød, frugtagtig smag.



FÅ ABONNEMENT