Det er ikke det rene Nonsens, hvis vi Skriver, at også Fräulein Dodo kommer

Det er ikke det rene Nonsens, hvis vi Skriver, at også Fräulein Dodo kommer
Dodo & The Dodo's under en koncert i Musikhuzet i Rønne. Arkivfoto: Ulla Heiner Pedersen/Musikhuzet
NOTITS | 22. MAJ 2023 • 05:30
NOTITS
22. MAJ 2023 • 05:30

Wonderfestiwall byder velkommen til seks nye navne til sensommerens festival.

Dodo & The Dodo's, Thoby, Lasse Skriver, Nonsens, Fräulein og JJ Paulo er de nye navne, som nu bliver tilføjet Wonderfestiwalls optrædende her i 2023.

Det fortæller folkene bag musikfestivalen i en pressemeddelelse, som også oplyser, at disse nye artister bliver tilføjet det allerede eksisterende musikprogram:

Tobias Rahim, Thomas Helmig, Jada, Søren Huss, Zar Paulo, Soleima, Artigeardit, Phlake, Magtens Korridorer, Pil, Lamin, Jung, Carpark North, Kalaset, Benny Jamz, Jacob Aksglæde, Scarlet Pleasure, Fabräk, Gobs, Saint Clara og Kind Mod Kind.

Det er altså efterhånden et godt miks af nyt og gammelt, der kan opleves den 17.-20. august, idet Dodo & The Dodo's må siges at tilhøre sidstnævnte kategori, eftersom bandet med Dodo Gad i front blev dannet i 1986. Og hvem kender ikke "Vågner i natten", "Sømand af Verden" og "Giv mig hvad du har"?

Lasse Skriver deltog i X Factor 2022, og tømrerlærlingen har siden satset på musikken, idet han har skrevet kontrakt med Sony og både har udgivet fem singler og en ep samt været på danmarksturné. Ikke mindst hans udgave af George Ezras "Budapest" husker mange tv-seere nok fra X Factor.

Fräulein består af Anna, Emil og Jeppe, som mødte hinanden i Odense for seks år siden og fandt ud af, at de var skabt for hinanden. Den kreative energi i deres nye venskab blev dog først rigtigt forløst på en efterfølgende sommerhustur, der endte med at definere deres fremtid, og i løbet af kort tid skrev de 10 sange.

Gutterne

Når det kommer til JJ Paulo, så er han født i Tanzania og leverer afrikanske rytmer med utrættelig energi, og han har netop selvudgivet sin tredje ep, "Joram", som blev modtaget med et væld af roser fra blandt andre BBC Radio, MTV Africa og KEXP. Han har også spillet på blandt andet Lille Vega i 2021 og på Roskilde festival 2022.

Som danske mastodonter på den elektroniske scene har Nonsens gennem deres 10-årige karriere opnået mere end de fleste inden for deres felt, idet de sparkede sig ind i danskernes bevidsthed med deres kæmpehits "Unz Unz" og "Gutterne" i 2020. Dertil har de blandt andet lavet musik til nogle af de største danske artister som Medina, Sivas, Benjamin Hav og Specktors, men også til udenlandske verdensstjerner som Diplo, Major Lazer og Yellow Claw, mens de boede i USA.

Den danske DJ og producer Thoby har hen over de seneste par år etableret sig som et navn på den danske musikscene, hvilket blandt andet er resulteret i en nominering som Årets Nye Danske Navn til Club Awards 2022.