Der skal igen blinkes over Østersøen

Der skal igen blinkes over Østersøen
Torsten Sletskov og Staffan Håkansson i Ringebakkerne, hvorfra der er gode muligheder for at blinke tværs over Østersøen. Eget foto
KULTUR | Fredag 18. oktober 2024 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | Fredag 18. oktober 2024 • 19:00

Torsten Sletskov og Staffan Håkansson vil udbrede kendskabet til arrangementet den 3. november.

Søndag den 3. november klokken 19 skal der igen blinkes tværs over Østersøen mellem Österlen og Bornholm.

Blinkeriet er blevet en tradition den første søndag i november i forbindelse med kulturarrangementet Österlen Lyser, som hvert år afsluttes med, at man fra den svenske kyst retter billygterne mod Bornholm og blinker.

Torsten Sletskov fra Bornholm og Staffan Håkansson fra Österlen mødte hinanden på et kursus i 2014 og blev enige om, at der skulle gøres en indsats for at få flere bornholmere til at blinke retur over Østersøen.

Der havde tidligere, lidt sporadisk, været blinket fra Bornholm, men fra 2014 blev det mere formaliseret.

Staffan Håkansson har netop været på Bornholm for sammen med Torsten Sletskov at reklamere for projektet. De har besøgt medier, turistaktører og været rundt med plakater.

De har også været på et par af de gode steder at køre hen med bilen for at blinke til naboerne. Det handler især om parkeringspladsen i Ringebakkerne og Ruts Kirke. Her er det også blevet en tradition, at graveren sørger for, at kirken bliver oplyst denne aften. Fyrmesteren har tidligere også sørget for lys og blinkeri på Hammeren Fyr.

Inspiration i Österlen

For initiativtagerne har det længe været en tanke, at der kunne gøres mere ud af blinkprojektet.

– Vi har i mange år på Bornholm talt om at udvide sæsonen. Arrangementet her kunne måske være en løftestang til at udvide sæsonen med et par uger efter efterårsferien, mener Torsten Sletskov.

Han mener, at man kan skele til Österlen for at få inspiration. her er Österlen Lyser blevet hædret med en pris af Visit Skåne.

Österlen Lyser har i mange år fundet sted i allehelgensweekenden i begyndelsen af november. Her samles man om masser af aktiviteter, som på en eller anden måde involverer lys. Alle kan være med – byer, foreninger, virksomheder, privatpersoner. Der er et omfattende program med for eksempel fakkeloptog, kunstudstillinger, åbent hos kunsthåndværkere, i gårdbutikker, loppemarkeder, åbne landbrug og meget andet.

Hvert år er der en årets lysby, som står for åbningen fredag aften. Det var sidste år Kåseberga, hvilket blev et tilløbsstykke, fortæller Staffan Håkansson. Sankt Olof er årets lysby i 2024.

De to initiativtagere har tidligere været inde på, at Bornholm også kunne arrangere en slags "Bornholm Lyser".

– Og så ville det være fantastisk, hvis vi igen kunne få en Simrishamn-Allinge-færge, siger Staffan Håkansson, der bor i Simrishamn.

Håber på godt vejr

Tilbage er blot at håbe på godt vejr om aftenen den 3. november.

– Vi har været heldige flere gange med, at himlen har åbnet sig til klokken 19, siger Torsten Sletskov.

Det skete dog ikke sidste år, hvor det var vådt og overskyet. Alligevel mødte adskillige op både ved Ruts Kirke og i Ringebakkerne, som er de mest velegnede steder på nordvestkysten at komme til at parkere og blinke i den rigtige retning.

I Österlen er der flere gode steder at parkere for at blinke til bornholmerne på strækningen fra Skillinge til Simrishamn, oplyser Staffan Håkansson.

Österlen

Österlen er det sydøstlige Skåne (den del af Skåne, som ligger nærmest Bornholm).

Der findes ingen geografisk fast grænse for landskabet.

Simrishamn er den største by i området, der er meget turistpræget.

Blandt de større seværdigheder kan nævnes Ales sten, Kivik-graven, Stenshuvud og Glimmingehus.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT