Den ukendte naturperle og 100 millioner års historie

Den halvanden kilometer lange strækning ad Læsåen mellem Vasegård og Vejrmøllegård bliver af geologer regnet for landets mest berømte. Her kan man opleve formationer af kalksten og skifre, der er blevet dannet mellem 530 millioner og 430 millioner år.

En periode på 100 millioner år. Det kan man ingen andre steder i verden. Den korte strækning er ikke kun for folk med geologisk interesse, også landskabeligt er der smukt med mange flotte blomster og syngende nattergale. Samtidig er der fredfyldt.

Hvor?

Søndre Landevej fører fra Rønne til Snogebæk og Dueodde. Ved Vasegårdsvej køres til venstre, og der fortsættes til gården Vasegårdsvej 6, Aakirkeby. Efter broen findes en mindre parkeringsplads, hvor turen begynder.

Stien ender ved Vejrmøllegård, man må derfor returnere den samme vej, det er normalt ikke så spændende. Måske ser man noget spændende, man ikke så på udturen.

Turen tager en time, den er let, men der skal passeres flere broer undervejs. Hele strækningen er fredet, det er forbudt at hugge i formationerne. Man må gerne lede efter fossiler i de nedfaldne kalksten og skifre.

Værd at vide

Læsåen udspringer ved Bastemose i Almindingen og løber ud i havet ved Boderne. Åen har dog intet at gøre med de geologiske profiler, de blev dannet på havbunden.

Den bornholmske granit blev skabt for 1,7 mia. år siden, dybt under en meget høj bjergkæde. Derfor kaldes klipperne for grundfjeld. Millioner år efter blev bjergene nedbrudt, og de forskellige mineraler blev forvandlet til grus og ler. Floder skyllede sedimenterne ud i havet, hvor de sank ned på havbunden. Her blev sandet hærdet til sandsten, leret til enten kalksten eller skifer.

Normalt vil de ældste lag altid ligge nederst, og yngre aflejringen øverst. Området har senere været udsat for vulkansk aktivitet og forskubbet sig. Derfor kan man vandre langs stien i den rigtige geologiske rækkefølge.

Da turen begynder med de yngre formationer ved Vasegård, vil strækningen mod Vejrmøllegård være en rejse tilbage i tiden.

Højdepunkter på turen

· De mærkelige geologiske formationer.

· Orkideerne og den overvældende frodighed.

· Nattergalen og den øvrige fuglesang.

· Den ukendte naturperle med dejlig stemning.

Vandreturens første skifre

Efter ledet går man mod venstre over engen til kanten af åen. Læg mærke til engens mange gøgeurter. På dens modsatte side ses de høje formationer af grå skifre, der er dannet af ler og slam for 430 millioner år siden. Med en smule held kan man på de nedfaldne skifre finde fossiler. Halerne af et tredelt krebsdyr, kaldet en trilobit.

Fortsætter man ad stien langs åen ses lyse vandrette lag i skiferen, det forvitrede aske fra en vulkan. Senere kommer endnu ældre skifre. Fossilerne vil her ligne små tynde streger og være såkaldte graptolitter. En art kolonilevende havdyr, der svævede rundt i vandet ved hjælp af luftblærer.

Mangeløvs bregner folder sig ud af glæde over foråret.

Et kortvarigt ophold på den geologiske tidsrejse

Nattergalen synger, langs åen vokser der mange gule engkabbelejer. En bro fører over åen til en sti der ender ved en trappe, der fører op til marken. Her findes en lang gravhøj fra bondestenalderen med to forskellige gravtyper. En ældre dysse og noget yngre jættestue. Bornholms Museum har lavet undersøgelser i nærheden, der viste, det var en hellig plads i oldtiden. Tilsvarende anlæg på den anden side af åen viste således, at det ikke kun var grave også for livet efter døden. Åen var livmoderen.

Tilbage på geologisporet

Man genoptager turen langs åen. Nye broer følger, og kort efter ses en ældre formation af kalksten. På Bornholm kaldes den limsten, geologer omtaler den som ortoceratit kalk efter nogle fossiler af små uddøde blæksprutter med ti arme. Kalken har været brugt til anlæg af Hammershus og øens gamle kirker. Efter en brænding kunne den bruges som flydende cement.

Alunskifer med stinksten.

Stink sten

Kort efter kommer en imponerede væg af sorte skifre. Den sorte farve er organisk materiale, den kaldes for alunskifer. I begyndelsen af 1800-tallet brugte man alun til brunfarvning af klæder, garvning af dyrehuder og som et blodstandsende middel.

Læg mærke til de aflange boller i skiferformationerne. Dannet af nedsivende kalk, som har udvidet sig rundt om skiferen. Da bollerne lugter af svovlbrinte, når man slår på dem, kaldes de stinksten. Ude i havet kan man på havbunden finde tilsvarende kalkboller, nogle gange med flotte bjergkrystaller, kaldet bornholmske diamanter.

Sandstenen skaber nogle steder små vandfald og fos.

Smukke fos og underlige jættegryder

Efter nye broer bliver åen bredere. Det faldende terræn af sandsten skaber små vandfald eller fos. Sandstenen er dannet for 500 millioner år siden. Efter istiden har smeltevandet fået en sten til at rotere rundt og lave et hul i sandstenen. Fænomenet kaldes en jættegryde, en ses under et asketræ på højre side af åen. De små huller i den lysesandsten er forvitret svovlkis.

Derefter ender stien langs åen oppe på en markvej. På grund af private ejerforhold må man forlade stien og følge markvejen. Kort efter viser et skilt ned til stien langs åen. Ruten ender ved Vejrmøllegård

Her findes den grønne skifer, strækningen ældste formation på 530 millioner år. Herefter følger i geologisk rækkefølge den røde sandsten og senere urgamle granit.

Da den sidste del af turen er mindre interessant kan man returnere ved den særprægede ”jætte gryde”. På hjemturen kan man springe geologien over og nyde naturen, blomsterne og fuglesangen. De blomstrende kirsebær og solen der skinner ned på åens vand og leger tagfat med de små havørreder. Da turen foregår i maj høres nattergalens klukkende sang, gøgens kuk er dirigenten.

God tur.

Under et asketræ ses en jættegryde, skabt af en roterende sten i stærk strøm.